ARKIV-MATERIALE FRA SLAGELSE-TIDEN:

(2011-2001)

Her finder du:

2011, maj
* Festen for jomfru Maria, Guds Nådes Moder og Midlerinde:
Montfortanernes ophør som sogneansvarlige på Sjælland
Afsked med p. Stephen Holm SMMass som sognepræst og med br. Poul-Erik Jensen SMMass som patoralassistent
Ophør af 105 års montfortansk betjening af Vor Frue menighed i Slagelse
Prædiken og taler

2010, september
* Pontchateau 300 år (1710- 2010)

2010, januar
* Jordskælvkatastrofe i Haiti

2009, maj
* p. Stephen Holms 25-års-præstejubilæum
Pastor Poul Joachim Stenders prædoken

2007, oktober
* Montfortanernes generalleder m. fl. besøger Danmark

2007, april
* br. Poul-Erik Jensen SMMass 60 år

2007, marts
* Montfortanerne i Ringsted gennem 65 år (1902-1967)
Skt. Knuds Kirke i Ringsted 100 år (1907-2007)

2001, maj
* Hundrede års montfortansk præsens i Danmark fejret på behørlig vis (19012001)

 

 

2011, maj

Søndag d. 08. maj 2011
- i Vor Frue Kirke i Slagelse:

Festen for jomfru Maria, 
GUDS NÅDES MODER OG MIDLERINDE
(kirkens titularfest)

MONTFORTANERNES OPHØR SOM SOGNEANSVARLIGE PÅ SJÆLLAND

AFSKED NED P. STEPHEN HOLM SMMass SOM SOGNEPRÆST og med BR: POUL-ERIK JENSEN SMMass SOM PASTORALASSISTENT, 

- OG DERMED OPHØR AF 105 ÅRS MONTFORTANSK BETJENING AF SLAGELSE MENIGHED.

 Efter et lille års tid, p. g. a. beskyldninger  at have været  fritaget for tjeneste, en periode, som har taget ret så hårdt på ham og hans medbroder, har vores sognepræst, - efter at såvel den politimæssige som den kirkelige undersøgelse er tilendebragt, beskyldningerne mod ham henlagt og 'fritagelsen' dermed naturligt ophævet, - bedt biskoppen om fritagelse for sit sognepræste-embede i de tre vestsjællandske menigheder, en anmodning, som biskoppen straks har imødekommet.
Det drejer som om afslutning af næsten 30 års trofast tjeneste på stedet, for Stephen Holms vedkommende 27 år som sognepræst, - årene igennem assisteret af den altid tjenstvillige br. Poul-Erik Jensen, der nu ophører som pastoralassistent. 
Og om ophør af 105-års montfortansk betjening af menighederne.
I nærværelse af de tyske montfortaneres tidligere provincial, pater Edmund Jäckel (den nuværende. pater Hermann Josef Jünemann, er til kapitelmøde i Rom), vil vi tage afsked med p. Stephen som sognepræst og med br. Poul-Erik som pastoralassistent søndag den 08. maj. Denne anden søndag i maj fejrer Slagelse-menigheden årsdagen for Vor Frue Kirkes indvielse og samtidig titularfest for kirken: Festen for Jomfru Maria Guds nådes moder og midlerinde. Netop på denne fest fejrede p. Stephen for 27 år siden sin primitsmesse i Slagelse, og samme fest blev fejret, da han for to år siden under stor opmærksomhed fejrede sit 25-års præstejubilæum.

Af p. Stephen Holms afskedsprædiken:

Maria. Nådens Moder og milderinde.
Alle er vi kaldede til at være nådeformidlere.
Paulus:
* Jeg gi'r videre, hvad jeg selv har modtaget
* Hvordan skulle nogen kunne komme til tro, hvis ingen prædiker (Rom.)
* Åndsåbenbarelse gives den enkelte til fælles gavn (1. kor.)
* For alle er jeg blevet alt, for i hvert fald at kunne frelse nogle (1. kor.)

Præst:
Nådeformidler som præst, foreløbig gennem 27 år.
i den dejligste egn i Danmark, i Danmarks smukkeste katolske kirker.
Klokkerne i Slagelse, en æstetisk nydelse

Tilbageblik a-la-Peter Schindler
Mødt megen venlighed og hengivenhed, men osse det modsatte:
Mange modstandere, men kun én fjende.
Mange, der ikke kunne lide mig, men kun én, der hadede mig.
Mange, der gerne ville bremse mig, men kun én, der ville knuse mig . . .

Præst a-la-Montfort
Montfort og korset kan ikke skilles ad, 
fordi Kristus og korset ikke kan skilles ad.
La Sagesse est la croix, Et la croix est la Sagesse!
Visdommen (altså Kristus) er korset, og korset er visdommen
Og hans kendte: Pas de Croix, quelle Croix!
Udfra Jesus-ordet: Det må gå en elev, som det går hans mester.
understreger Montfort et andet Jesus-ord:
Hvis nogen vil følge mig efter, må han bære sit kors ..

Da ulykkerne sidste år i april brød løs over mig, tog jeg Montforts Brev til korsets venner i hånden igen. Først læste jeg p. Mesters forord, hvor det bl. a. hedder: "Montfort mødte den bitreste modstand i kirkelige kredse". 
I selve teksten fandt jeg hjælp gennem følgende passage:

"Man skal med glæde tage imod sit kors, favne det med kærlighed 
og bære det tappert
For Gud har i sin visdom og i sin uendelige kærlighed på sit personlige snedkerværksted fremstillet dét kors, som passer netop til mig 
og med omhu taget stilling til dets fire dimensioner, nemlig:
dets tykkelse, dets længde, dets bredde og dets dybde (her relaterer han til Paulus' brev til kirken i Efesus, dét afsnit vi hører på Jesu Hjerte fest).
Og Montfort lader Jesus sige til læseren: 
Det kors, jeg gi'r dig, er skåret ud af mit eget kors 
og derfor den største gave, jeg kan give dig som min udvalgte:
dit kors, hvis tykkelse består i tab af goder, ydmygelser, foragt og sjælelige lidelser, som ved mit forsyn kan indtræffe hver dag indtil din død.
det kors, hvis længde består i en vis varighed af måneder, måske år, hvori du bli'r overvældet af bagvaskelser, hjemsøgt af fristelser, tørke og forladthed.
dit kors, hvis bredde består i de hårdeste og bitreste skuffelser fra families, venners, overordnedes og underordnedes side.
dit kors, hvis dybde består af de mest skjulte prøvelser, du vil blive udsat for, uden at kunne finde trøst hos mennesker, som efter min bestemmelse vender dig ryggen og forener sig med mig for at gøre det svært for dig!"

Dét er køreplanen.
Og jeg jeg har været heldig, for jeg har ikke kun mødt korset, men osse Veronika med svededugen og Simon af Kyrene, som tog fat. 
Og så, - selvfølgeligt for en montfortaner: - jomfru Maria. 
Montfort siger: 
Jeg er overbevist om, at man aldrig vil kunne bære korset, i hvert fald ikke vedvarende, hvis man ikke har en ægte hengivelse til jomfru Maria, for hun er den, der forsøder korset. Hun er som sukkeret, der gør sure ribs og stkkelsbær spiselige.
Og så tænker man jo på Brorsons salmelinje fra "Den yndigste rose": Og korset så lifligt forsøder. . . . .

 

p. Stephen Holm
- i tekstbladet til hans sidste højtidelige messe 
som sognepræst:


 
Kære allesammen 

Jeg siger jer tak, fordi I var méd til at fejre denne hellige messe 
på 80-årsdagen for vor dejlige kirkes indvielse (1931) og samtidig dens navnefest:
 Vor Frue, Guds Nådes moder og midlerinde. 

På denne fest i denne kirke
fejrede jeg min første hellige messe dagen efter min præstevielse den 05. maj 1984.
På denne fest i denne kirke
fejrede jeg mit 25 års præstejubilæum for to år siden, den 10. maj 2009
Og på denne fest i denne kirke fejrer jeg nu i 2011 min sidste hellige messe 
som sognepræst på Vestsjælland. 

Jeg kom til Slagelse i 1981, min medbror Poul-Erik  Jensen i 1983.
I 1984 blev jeg diakonviet, og et par måneder efter præsteviet.
I 1985 udnævntes jeg, efter et år som kapellan,  til sognepræst. 

For  mig er det afsked efter 30 år i Slagelse, for min medbror efter 28 år.
Og for montfortanerne er det afsked efter 105 års tjeneste på stedet. 

Det er bestemt ikke let. Men, som Prædikeren siger: Alt har sin tid! 
I en tysk slager hedder det: "Abschied ist ein bisschen wie Sterben!"
Det oplever jeg! 

Osse, hvad Viktor Cornelius sang: "Tak for gode som for onde år"
Begge dele har vi oplevet! 

Da Visdomsdøtrene i 1991 forlod Roskilde, sagde provincialpriorinden i sin tale:
"Visdommens døtre rejser. Men Visdommen bli'r her!"
I hendes ånd vil jeg sige:
Montfortanerne rejser. Men den hellige Montfort bli'r her!
Hvis hans inspiration fortsat vil være levende i dette sogn til Guds større ære, 
ville det være den bedste afskedsgave, vi kunne få. 

Kærlig hilsen og tak til jer alle fra os begge. 

Tak for al opmærksomhed. Det var overvældende
Alt godt fremover!  

Til Jesus ved Maria!, - osse fra mine medbrødre 

p- Stephen Holm 


Menighedsrådsformand Jurjen de Boer's taler


- ved afskeden med p. Stephen Holm som sognepræst og br. Poul-Erik Jensen som pastoralassistent, - og dermed ophør af 105 års betjening af menigheden i Slagelse 
 
Tale i kirken

 
Kære Poul-Erik og Stephen, 

Det sidste år har været hårdt. Der har været beskyldninger, politiundersøgelser og presseomtale. Til sidst blev beskyldningerne henlagt, og Stephens fritagelse for tjeneste ophævet, men I ønskede ikke at fortsætte, og det er vi alle sammen meget kede af. 

I har været den drivende kraft i Kalundborg, Holbæk og Slagelse, i næsten 30 år. Desuden har I været med til at styrke kirken i Assens. I fremtiden håber vi på, at I kommer forbi så ofte som muligt, så vi stadigvæk kan nyde jeres varme, kærlighed, entusiasme og gå-på-mod. 

Fordi I stopper, stopper desuden 105-års montfortansk betjening af menighederne.
Derfor vil de samme menigheder gerne forære jer en mindeplade til at sætte op i kirken, for at montfortanerne ikke skal blive glemt. 

Helena Baszkiewicz, som er medlem af pastoralrådet, og som uheldigvis ikke kunne være her i dag, har organiseret mindepladen. 

På vegne af de menighederne vil jeg give gaven til jer. Og jeg har forstået, at den skal placeres på væggen nu lige med det samme. 

Værsgo. 


Tale i salen


Kære Poul-Erik og Stephen. 
I har arbejdet i vores menighed i 27 år. Jeg har kun kendt jer i næsten 6 år, men det er, som om jeg har kendt jer meget længere, og i den korte tid har jeg oplevet meget, og ikke mindst det sidste år. 

Da jeg blev medlem af menighedsrådet for et år siden, havde jeg en hel anden forstilling om opgaverne. Jeg havde blandt andet ikke forventet, at jeg skulle lave en tale. Så opgaven, at være medlem af menighedsrådet, er blevet meget mere udfordrende, på mange måder. 

Hvad skal man tale om ved en afskedsfest? 
Jeg vil gerne fortælle om jer, Poul-Erik og Stephen, og hvordan I ligner jeres store forbillede, Louis-Marie de Montfort. Jeg vil gerne sige noget om fire kendetegn som Montfort havde:
A. han levede i fattigdom,
B. nogen sagde om Montfort at han enten var en helgen eller en hykler,
C. hans motto var ”pas de croix, quelle croix”,
D. han gav "hjertemassage". 

A. Fattigdom
Først noget om, at Louis-Marie de Montfort var fattig. Hvad kendetegner en person som er fattig? En fattig person er tynd, ligesom Louis-Marie de Montfort var tynd. 

Stephen du er tyk! Og Poul-Erik du er tynd! Hvorfor er du tyk, Stephen, og hvorfor er du tynd, Poul-Erik? Det har noget at gøre med dine stærke sider at gøre, Poul-Erik. Du er nemlig den montfortanske rygrad. Hvis du ikke var der, vil det hele falde sammen, fordi: 
- ingen vil lave mad, 
- ingen vil rydde op,
- ingen vil tage opvasken,
- og ingen vil skænke Stephen et glas rødvin. 
Poul-Erik det er din stærke side, men det er Stephens svage side. Poul-Erik, hver gang du arbejder din røv ud af dine bukser, bliver du mere og mere slank, får Stephen flere og flere kartofler med sovs, og bliver mere og mere tyk. Jeg håber derfor, at når I begge to flytter til et nyt sted, at I fordeler de huslige opgaver lige, så I i det mindste begge to kan blive slanke, så I begge to vil ligne jeres forbillede Louis-Marie de Montfort. 

B. Helgen eller hykler?
Og så noget om at være en helgen eller en hykler. Jeg har forstået, at nogen en gang har sagt om Louis-Marie de Montfort, at han enten var en helgen eller en hykler. 

Poul-Erik du er uden tvivl en helgen, så på den måde er du ikke en god montfortaner, fordi der ikke er nogen tvivl. 
Stephen du må være en god montfortaner, fordi jeg ved ikke, hvad du er:
- er du entusiast eller er du grænseløs?
- er du nyskabende eller er du en ballademager?
- swinger du på afrikansk musik eller er du tilhænger af Søren Krarup og Dansk Folkeparti?
- samler du fårene eller jager du dem væk?
- involverer du andre i dit arbejde eller accepterer du ingen ændringer?
- afholder du spændende gudstjenester eller prædiker du dine egne interesser?
Er det det ene eller det andet? Hvad skal man konkludere? Jeg ved det ikke. Derfor er du en god montfortaner, fordi dem, som kendte Louis-Marie de Montfort, kunne heller ikke finde ud af, om han var en helgen eller en hykler. Men til sidst blev Louis-Marie de Montfort helgenkåret. Så det må være afgørende. 

C. Pas de croix quelle croix!
Og så kommer vi til emnet ”pas de croix quelle croix”. Louis-Marie de Montfort sagde, at man er heldig, når man har det svært i sit liv, og at man er uheldig, når tingene bare er nemme. Hvis dette er rigtigt, så er I begge meget meget heldige. Jeg vil ikke ønske min værste fjende, at være så heldig, som I har været det sidste år. 

Det kan godt være, at det er rigtigt, det med ”pas de croix quelle croix”, men jeg håber, at I vil få det nemmere fra nu af. 

D. "Hjertemassage"
Og så noget om, at Louis-Marie de Montfort gav hjertemassage. På nettet fandt jeg en artikel af dig Stephen, som blandt andet siger følgende: ”Det lykkedes Montfort, denne ildsjæl, denne dynamiske, dybt radikale præst, ved sin effektive "hjertemassage", at bane vej for Helligånden.” 

I er nogle ildsjæle, I er dynamiske og radikale; på en måde. Desuden er I hjertelige og hjertevarmende, og på den måde udøver I hjertemassage hos mange. Da jeg først kom til den katolske kirke i Slagelse var det jeres hjertelighed, der gjorde mest indtryk på mig. 

Jeg er selv hollænder, og i den sydlige del af Holland er mennesker hjertelige og katolikker, og i den nordlige del af Holland holder de mere afstand og er protestanter. Måske er dette ikke tilfældigt og er der en sammenhæng? 

Jeg er ikke selv den mest hjertelige person (måske fordi min far kommer fra den nordlige del af Holland), men jeg er vant til, at mennesker er hjertelige mod hinanden. 

Da jeg kom til Danmark fandt jeg ud af, at danskere ikke ofte viser, at de er glade, når de møder én, og at de på den måde ligner min fars familie. Det var først, da jeg kom til den katolske kirke i Slagelse, at jeg erfarede hjertelighed, og at jeg følte mig velkommen. 

Jeg har haft flere begrundelser for at blive katolik, men jeres hjertelighed har været en vigtig faktor, fordi det er et kendetegn for den kristelige menighed:  at der er kærlighed. 

Jeres varme og kærlighed har været smittende, og jeg håber derfor, at I forbliver en del af vores menighed, og at vi ses så ofte som muligt, så vi fortsat beholder en varm og kærlig menighed i Slagelse, og at jeres arbejde og arbejdet af alle de andre montfortaner de sidste 105 år ikke går tabt. 
Poul Erik og Stephen, tusind tak for alt hvad I har gjort for os. 
Skål! 

 

 

2010, september

PONTCHÁTEAU 
1710 - 2010

 

Når man foretager en valfart i den hellige Montforts fodspor i Nordvestfrankrig og tidsmæssigt  er nødsaget til at begrænse sig, indskrænker man sig til tre 'obligatoriske' stationer: Montfort-sur-Meu - Pontcháteau – Saint-Laurent-sur-Sevre.

Montfort-sur-Meu i Bretagne: Montforts fødested (1673)
Saint-Laurent-sur-Sevre i Vendeé, hvor Montfort prædikede sin sidste mission, hvor han døde og blev begravet (1716), og hvor de kongregationer, som han kaldte til live (Montfortanerne, Visdomsdøtrene og Sankt Gabrielsbrødrene) er opstået og har deres reelle moderhuse.

Pontcháteau??? 
En lille by nordvest for Nantes, hvor Montfort, efter en mission i 1709, lod opføre en mega-korsvej, som han, aftenen før dens indvielse, af biskop og konge blev tvunget til at jævne med jorden.
Indvielsen skulle finde sted den 14. september 1710, - på festen for korsets ophøjelse. 
Vi fejrer således i år 300-års-dagen for 'Pontcháteau-katastrofen'.
I foråret 1709 havde Pére de Montfort, sammen med sine medarbejdere, prædiket en mission i Pontcháteau. Han foreslog byens befolkning, til minde om missionen, som havde bragt fornyelse i stedets åndelige liv, at opføre en korsvej. Det skulle være en korsvej af format: De 14 stationer skulle markeres ved legemsstore figurer, og et anseligt kalvariebjerg til 10., 11., 12. og 13. station skulle anlægges.
Pére de Montforts forslag blev modtaget med begejstring og entusiasme, og masser af mennesker, osse fra andre steder end Pontcháteau, - dagligt op til 500, - deltog i opførelses-arbejdet. Det kostede blod, sved og tårer, på det flade område at opbygge 'kalvariebjerget'. Masser af jord måtte transporteres alle steder fra, men ingen vanskelighed kunne bremse projektets gennemførelse.
Pére de Montfort besøgte stedet flere gange under opførelsen, og efter 15 måneders hårdt og intenst arbejde var man så langt, at man kunne indbyde til indvielse den 14. september 1710, - på festen for korsets ophøjelse.

Pére de Montfort havde forberedt alt. Osse skrevet en prædiken, som skulle videregives af fire prædikanter mod hvert af de fire verdenshjørner.

Men aftenen før indvielsen, - den 13. september, - modtager Pére de Montfort en skrivelse fra biskoppen af Nantes. Ikke blot forbyder biskoppen morgendagens indvielse. Han meddeler samtidig, at kong Ludvig den 14. har befalet ham at videregive, at kalvariebjerget skal jævnes med jorden og korsvejen som sådan sløjfes. Kongen havde en ide om, at den ny høj kunne lette en eventuel engelsk invasion eller være basis for spionage.
Montfort var overbevist om, at en misforståelse måtte foreligge, og han begav sig straks, til fods, til Nantes, hvor han fik foretræde hos biskoppen. Men det drejede sig ikke om en misforståelse. Det befalede stod ved magt, og med dén information vendte Montfort tilbage til Pontcháteau næste formiddag og meddelte de mange tusinde til indvielsen fremmødte, at indvielsen ikke blev til noget, og ... At alt skulle jævnes med jorden.

Det var ikke venlighed, som Pére de Montfort blev mødt med af de mange, som havde opbygget alt.  Mange, som havde råbt 'Hosanna!', råbte nu: 'På korset med ham!'. Helt slemt blev det, da militæret tvang dém, der havde bygget op, til nu at rive ned! De, som ved opbygningen havde haft arme af jern, havde nu arme af vat. Ingen ville fjerne Kristus fra det store kors på toppen af kalvariebjerget. Men da soldaterne truede med, på den mest brutale måde at ødelægge korset, skred bønderne til værket. Og atter blev Golgata virkelighed, - denne gang i deres hjerter.

Montfort søgte, som så ofte før, tilflugt hos jesuiterne. Her holdt han et par ugers retræte, som mundede ud i, at han skrev sit senere så berømte skrift: "Brevet til korsets venner!". Til trods for, at hans store værk var blevet lagt i ruiner, var han rolig og velafbalanceret. En jesuit-pater, som oplevede ham på dét tidspunkt, har skrevet om ham: "Louis-Marie var kun interesseret i, at Guds vilje måtte ske… Han sagde: 'Gud være altid priset. Kun hans vilje er vigtig. Aldrig har jeg søgt min egen ære. Jeg er så tilfreds, som et menneske kan være det!'. Jeg spurgte ham: 'Jamen kan De da være tilfreds med, at man har ødelagt Deres kalvariebjerg?? Han svarede mig: 'Jeg er hverken tilfreds eller skuffet. Herren tillod, at jeg opbyggede kalvariebjerget, og Herren har nu tilladt, at det bli'r nedbrudt. Hans hellige navn være priset. Hellere ville jeg dø,end gøre noget imod Guds vilje!" Montfort kendte om nogen til Jobs bog: 'Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet!"

Da biskoppen hørte, hvorledes Montfort bar dét, der var kommet over ham, sagde han spontant om ham: "Enten er han verdens største hykler, eller osse er han en stor helgen!"

I 1748 prædikede Pére René Mulot, Montforts efterfølger, en mission i Pontcháteau, og man planlagde en nyopførelse af korsvejen, hvilket dog blev forpurret af de på stedet talrige kalvinister.

I 1784 opstillede montfortanerne tre kors i Pontcháteau, men den franske revolution, som udbrød i 1789, satte et absolut punktum for videre planer.

I 1821 besluttede sognepræsten i Pontcháteau, som  var en stor beundrer af Pére de Montfort, at korsvejen skulle reetableres, men først i 1865 blev værket fuldført og montfortanerne tog residens på stedet. Siden da er Pontcháteau vokset til at være et betydningsfuldt valfartsted i Vestfrankrig og besøges årligt af mange tusinde pilgrimme.

Den montfortanske ordensfamilie fejrede 300-års-jubilæet i Pontcháteau i weekend'erne den 11.- 12.  og  18. - 19. september. 
De, der ønsker at følge afslutningsmessen d. 19. september kan sende os sin e-mail-adresse, og vi videresender video'en.

Mandag den 13. september fejrede vi det i vor montfortanske association i Slagelse med en festmesse kl. 17,15 og en efterfølgende bønstime. 

Søndagen efter, d. 19. september, foretog vi i Slagelse, efter højmessen kl. 10, vor traditionelle valfart til vort lokale mini-Pontcháteau: Hellig Anders kors på Hvilehøj v. Korsørvej

 

 

2010, januar 

JORDSKÆLVS-KATASTROFEN I HAITI, JANUAR 2010

 hvor 40 patres, 2 brødre og 14 skolastikere er stationeret
- arbejdende på 12 stationer.
1 præst, 10 skolastikere og 6 visdomsdøtre er omkommet
 

Vi i Danmark samlede ind til vores medbrødre i Haiti de sidste weekend's i januar.

Første mandag i februar den inter-montfortanske bededag for vor ordensfamilies mange anliggender, var messen i Vor Frue Kirke i Slagelse kl. 17,15 en requiemsmesse for ovennævnte afdøde samt for alle afdøde i de institutioner i Haiti, som er givet i vor ordensfamilies varetægt.

Den 2. februar blev fra vore tre menigheder + Assens afsendt til general-økonomen i Rom, til videresendelse til Haiti:

kr. 34.800  =  US-Dollar 6.500.

 Samme dag indløb fra Rom følgende mail:

Dear Fr. Stephen!

Thank you very much for your help, collected in DK to HAITI.
In the name of our confreres in Haiti:
Many thanks for each one that was participate on that collected.
I communicated Fr. Santino your greetings.
He replays for you 
GOD BLESS you and the members of the association "Mary, Queen of all Hearts".

In union of prayers,
Fr. Luizinho smm

 

 

2009: maj

P. STEPHEN HOLMS 25-ÅRS-PRÆSTEJUBILÆUM

tirsdag d. 05. maj 

Den dags eftermiddag fejrede han, sammen med sine montfortaner-medbrødre, den hellige messe på Montforts og Marie Louises grav i basilikaen i St. Laurent-sur-Sevre; Vendée, Nordvestfrankrig).
Under deres fravær hovedrengjorde meningheden Vor Frue Kirkes indre, som forberedelse til:

søndag d. 10. maj

Denne dag fejrede kommunitetet og menighederne jubilæet i Vor Frue Kirke i Slagelse ved en

festmesse kl. 16,

- med deltagelse af bl. a. pater Provincial Edmund Jäckel og broder Johannes Bossmann fra Tyskland. 11 præster koncelebrerede sammen med sognepræsten i en til over bristepunktet stopfyldt kirke, hvor der blev sunget og spillet, så kirkehvælvingerne nærmest løftede sig.
Samtidig fejredes navnefest og kirkevielsesfest for Vor Frue Kirke.
Sammenkomsten i Dyhrs Skoles Valdemarssal efter festmessen var præget af glæde og fest med masser af god mad, mange taler og mange sange.

 

PASTOR POUL JOACHIM STENDERS PRÆDIKEN

v. p. Stephen Holms 25-års-præstejubilæum

 

Jeg er meget begejstret for katolsk bryllupsteologi. Vi lutheranere er helt vilde med at tage hinanden på ordet.  Et luthersk brudepar er gift, når de har sagt ja til hinanden.  Ordet er nok.  Det tager et sekund at sige ja og så hænger man på en kvinde resten af livet, der måske siger, at man kan nøjes med at tage hende på ordet, selv om man har lyst til at tage hende alle andre steder. Men sådan er det ikke hos jer katolikker. Der er man først gift, når man har haft det første samleje med hinanden efter brylluppet i kirken. Der skal simpelt hen kød på ordet.  Det indså Gud i sin store visdom.  For ham var ord ikke nok.  Han kunne have sagt til os mennesker: ”Jeg elsker jer”.  Men det nøjedes han ikke med. Han blev menneske i Jesus Kristus. Der kom simpelt hen kød på ordet.
Se nu pater Stephen Holm, hvis 25 års jubilæum vi fejrer i dag. Ja vi fejrer selvfølgelig også denne kirkes navnefest og årsdagen for dens indvielse. Men jeg fokuserer på Stephen fordi jeg kender ham bedre end jeres kirke. Jeg har set nogle ungdomsbilleder af Stephen. Der er bestemt ikke tvivl om, at der er kommet masser af kød på hans ord, siden han blev præsteviet.  Nej, jeg tænker ikke på de kilo han har taget på i sin præstegerning.  Det bliver vi præster ligesom nødt til for at give vore ord vægt. Men da Guds ord greb Stephen, så besluttede han, at han ikke ville nøjes med at gå rundt og sige til folk, at han godt kunne lide Gud. Han satte kød på ordet ved at vie sit liv til at få budskabet ud, at Kristus er hele verdens frelser.  Når vi i øjeblikket bladrer i en avis eller ser fjernsyn eller hører radio, så kan vi ikke undgå, at blive informeret om den såkaldte svine-influenza. For nogle år siden var det en fugle-influenza, der spøgte. Næste år er det sikkert en fiske-influenza. Der er så meget at være bange for, hvis man gerne vil være bange. Krig, terror, trafik, fede napoleonskager, glatte fortove, rå kyllingesteg og Nørrebro.   Vi kristne er simpelt hen sådan nogle bangebukse og hængehoveder, der går rundt og laver dårlig reklame for kristendommen. Vi indretter hele vort liv efter alle de ting, som vi bilder os ind, kan gå galt.  Men vi skal da ikke indrette livet efter, hvad der kan gå galt. Men efter vor tro på Kristus.  Folk tegner den ene forsikring efter den anden. Køber man en computer, køber mange også en dyr forsikring, hvis man skulle komme til at vælte en tallerken hønsekødssuppe ned i tastaturet. Men hvor store er chancerne for at få slatne melboller ned mellem a og å?  I USA kan man ikke købe en oppustelig badebold uden der står på den. Må ikke spises. Må ikke komme i mikroovnen. Må ikke puttes op i næsen. Det er farligt at være menneske og der er ikke en eneste af os, der overlever det her liv.  Men fortæller evangeliet ikke, at Gud kom til os i Kristus den første jul for 2000 år siden? Ordet blev kød. Han er hos os. Han er med os. Så sæt dog kød på ordet ved som kristen, at vise frimodighed. Når Gud er med os, så behøver vi ikke at gå rundt og være bange.  Se nu kærligheden. Det er farligt, at få en kæreste. Man kan blive svigtet. Hun eller han kan dø. Det er forbundet med stor risiko at elske andre. Men hvad ville livet være, hvis man ikke løb den risiko. Alt kan vi vinde og alt kan vi tabe i kærligheden. Det er også farligt at rejse ud i verden. Flyet kan styrte ned. Man kan blive ædt af en haj. Man kan få madforgiftninger, sumpfeber, tyndmave og få stjålet sit visakort. Men hvad er alternativet til at opleve en spændende og farverig verden? Det er at sidde i Slagelse, Holbæk eller Assens resten af livet og kontrollere om man nu har alle forsikringerne fuldstændig i orden. Kristne dyder er fejlagtigt blevet identificeret med mådehold, forsigtighed, nøjsomhed. På Hovedbanegården kan man altid se, hvem det er, der skal til kirkeligt møde på Nyborg Strand. Det er dem, der er klædt mest kedsommeligt og trist, som om det er en egenskab i kristendommen at være kedsommelig og trist. Men den største dyd i kristendommen er mod. Det kræver mod at sætte kød på ordet. Pater Stephen er, som alle ved, en troens mand. Han kan være blid som et lam og stryge folk med hårene. Men han kan også være så strid, at man bliver nødt til at se en kopi af hans dåbsattest for at være sikker på, at han er kristen. Men det er jo netop sådan vi sætter kød på ordet. Vi skal, fordi Gud elskede os først, elske ham og hinanden. Det er en pligt. Det er ikke et spørgsmål om vi orker, gider eller har lyst til. Vi skal fordi kærligheden også er et spørgsmål om at ville. Men vi skal også turde gøre oprør og tale tidens tendenser i mod, sådan som Stephen gør det. Når folk sætter deres forsikringer højere end Gud og medmennesket eller bider sig fast i deres 28 tommer plasmafladskærm hele døgnet som en skovflåt på et stykke råt kød, så skal vi have et ord fra Gud til dem om, at kristendommen bliver kød ved at vi sætter Kristus og vort medmenneske højere end tryghed og underholdningsprogrammer.  Der kræver mod at tænke den tanke, at der er mere i denne verden end det, vi kan registrere med vore fem sanser. Stephen, du er en modig mand! Det kræver mod at forsvare de svage i vort samfund. Det kræver mod at sætte de andre før sig selv.  Det kræver mod at lade sin kristendom blive kød ved at gå i kirke om søndagen med sin flæskede krop i stedet for at bilde sig ind, at det er bedre at sidde på kroen og tænke på kirken end at sidde i kirken og tænke på kroen.  Men dette mod kan vi få i forvisningen om, at Gud i sin kærlighed havde mod nok til at blive kød i Jesus Kristus. 
Der tales i evangeliet ikke kun om ordet, der blev kød. Men også om lyset. Det er blevet så selvfølgeligt for os moderne mennesker at have lys omkring os. Vi fråser i lys. Der er lys overalt døgnet rundt. Går man en tur igennem min landsby om aftenen, siger det bing, foran hvert eneste hus. Der er sådanne nogle automatiske lys, der bliver aktiveret bare en flue flyver ind i en indkørsel.  Inden mørket er faldet på, er lyset tændt i stuerne. Vi er lysnarkomaner. Men det lys evangeliet taler om er noget helt andet. I skabelsesberetningen skaber Gud lyset som det allerførste. Men nogle vers længere nede i beretningen skaber han så sol, måne og stjerner.  Hvad er det for et lys, han skaber som det første, når det ikke er lyset fra himmellegemerne eller de elektriske installationer?  Det er kærlighedens lys naturligvis. Selv når vi synes, at alt ser helt sort ud, selv når vi er døde, så lyser Kristus på os med sin kærlighed.  Det har været Stephen Holms opgave i 25 år at pege på kærlighedens lys, Jesus Kristus. Han har gjort det med den frækhed, det vovemod, den dristighed, den ukuelighed, den styrke som en sand evangelist skal have. Gud give pater Stephen lykke og velsignelse til at fortsætte med det i mange år. For vi har brug for Kristus som aldrig før. Der skal kød på vor tro nu, hvis ateismen og islam og almindelig slatten dansk kristendom ikke skal fortrænge evangeliet.
Amen.    

 

 

 

2007, oktober

MONTFORTANERNES GENERAL-LEDELSE FRA ROM
besøgte Montfortkommunitetet i Danmark

 

29. august 07 fik jeg en opringning  fra Bonn, fra pater provicial Edmund Jäckel (tysker), som meddelte mig, at forstanderen for  den samlede montfortanske ordensfamilie, pater General Santino Brembilla (italiener), sammen med generalassistent pater Mathieu Jenniskens (hollænder) vil indlede deres besøg i den tyske provins med, sammen med pater Provincial selv, den 11.-12.-13. oktober at komme til Dannark, for at besøge os og opleve vores kommunitet og vores arbejdsomstændigheder. Besøg i alle vore fem 'stationer' foregik således:

11. oktober: Slagelse

12. oktober: Assens og Fredericia

13. oktober: Kalundborg og Holbæk

Deres besøg gjalt naturligvis osse vores lokale afdeling af den montfortanske association "Maria, Hjerternes Dronning". Allerede torsdag aften den 11. oktober,  hvor vi i vores ordensfamilie fejrer en mindedag for jomfru Maria som kirkens moder mødtes vi  til en koncelebreret messe i Vor Frue Kirke i Slagelse,- med forudgående rosenkrans og efterfølgende samvær a-la-første mandag i menighedshuset. 
Før hjemrejsen den 13. oktober var der et kort, uformelt møde med biskop Czeslaw Kozon i lufthavnen.

Besøget var til stor glæde såvel for 'gæsterne' som for os selv, og vi tænker tilbage på de tre intensive dage med taknemmelighed.

p. Stephen Holm

 

 

2007, april

Br. POUL-ERIK JENSEN SMMass's
60 år's dag  

Selvom det ikke umiddelbart er til at se på ham, så rundede br. Poul-Erik Jensen, pastoralassistent ved Vor Frue Kirke i Slagelse, 60 år skærtorsdag d. 05. april. Denne dag, dagen før langfredag, dagen før Jesus lider og dør på korset, var der ingen af os der fandt velegnet til fødselsdagsfest, hvorfor vi besluttede at udskyde fejringen af den runde dag til søndag d. 15. april.  Den dag var der festmesse i Vor Frue Kirke kl. 10 og efterfølgende reception / åbent-hus i kloster /menighedssal til sidst på eftermiddagen. Over 150 mennesker deltog i festmessen og de allerfleste benyttede lejligheden til at ønske br. Poul-Erik til-lykke og sige ham tak for alt det, han i al stilfærdighed er for os i det daglige. Masser af dejlig mad var medbragt af menighedens medlemmer og det blev en rigtig hyggelig dag.

Br. Poul-Erik vil gerne, osse ad denne vej, sige alle, som har været med til  at festliggøre dagen for ham, hjertelig tak. For deltagelse, for medbragt mad, for gaver og for hilsener, kort sagt - for alt!

 

2007, marts


MONTFORTANERNE I RINGSTED GENNEM 65 ÅR
(1902-1967)

SKT. KNUDS KIRKE 100 ÅR 
(1907-2007)

 

Det var i maj 1901, at montfortanerne kom til Danmark. De kom fra Holland. Tre styks: to præster og en bror. De første par uger havde biskop van Euch dem i sit bispehus og indførte dem i deres kommende gerning i Danmark: "Roskilde bliver jeres basis", sagde han til dem, og så smækkede han en lineal ned på et Sjællandskort, gående fra Roskilde til Karrebæk! "Alt, hvad der ligger nord for denne linje, betror jeg til jer!" sagde han.

Den 8. juni 1901 begyndte tre montfortanerne i Roskilde, først i et lejet værelse, men snart erhvervede de en gammel gård på Frederiksborgvej, som kunne huse dem, samt, - i den ene længe, - rumme oprettelse af et foreløbigt kapel. En rigtig kirke måtte komme senere.

Men inden man nåede så langt, havde man set mod nabobyen Ringsted. Siden januar 1899 var der fra København ved jesuiterne ambulant blevet fejret messe i en lejet sal i hotel "Casino". En liste i vores arkiv nævner navnene på 23 katolikker i Ringsted og 10 "konvertitter i Vente". I 1902, knap et år efter at de var kommet til Roskilde, indledte montfortanerne imødekommelsen af biskoppens ønske om betjening af det nys nævnte område og overtog ansvaret for etablering af en 'missionsstation' i Ringsted. Straks ved overtagelsen opnåede de oprettelse af området som et selvstændigt sogn, - omend hverken kirke eller præstebolig eksisterede. Foreløbig betjente de Ringsted ambulant. Man fejrede messe i Marius Klints hjem. Marius Klint var omkring år 1900 konverteret til den katolske kirke, som hans hustru, børn og børnebørn allerede tilhørte. Dette hjem blev tilholdssted for de stedlige katolikker. Men den lille menighed voksede, og et stort antal nyankomne polakker på egnen nødvendiggjorde ret hurtigt opførelsen af en kirke. Marius Klint udpegede personligt grunden, hvor den skulle ligge. Han døde i april 1909, to år efter den ny kirkes indvielse, og i det daværende 'katolsk orientering', bærende det højtidelige navn "Nordisk Ugeblad for katholske Kristne" kan man læse bl. a. følgende: "Den sympatiske afdøde efterlader sig, foruden en 80-årig hustru, to børn, nemlig: Hr. Skomagermester Emil Klint, Forstander for den katholske Kirke i Ringsted og Frk. Albina Klint, Organist ved samme Kirke, samt syv Børnebørn, der alle hører til vor hellige Religion, og af hvilke én er indtrådt i Skt. Josephsøstrenes Orden for et Aars Tid siden".  Sidstnævnte var sr. Leonide, som blev over 90 år gammel. Selvfølgelig havde Ringstedpræsterne tilrådet hende at indtræde hos Montfortsøstrene "Visdommens Døtre", som lige var kommet til Roskilde, men det havde skomagermesteren pure nægtet, alene af dén grund, at Visdommens Døtre dengang permanent gik med åbne tøfler (omend med såler), og hans datter skulle under ingen omstændigheder indtræde i en orden, hvor man ikke bar ordentligt fodtøj!

Intetsteds nævnes noget om, hvem man valgte som arkitekt for den ny kirke, men der er ingen tvivl om, at det er den i Rendsburg fødte Emil Gustav Vilhelm Jørgensen (1858-1942). Enhver, der har set den af ham tegnede 'De Døves Kirke' på Falkonergårdsvej  i København (Frederiksberg), som indviedes i 1904,  kan se, at Skt. Knuds Kirke i Ringsted er en 95% kopi af denne kirke, omend Ringstedkirken er "forlænget" med en præstebolig. Senere tegnede Emil Jørgensen i øvrigt kirke og kloster på Jagtvejen i København.

Tirsdag den 12, marts 1907, for hundrede år siden, blev Sankt Knuds Kirke indviet, - både til Kong Knud den Hellige og til den hellige hertug Knud Lavard. Den højtidelige indvielse blev foretaget af bygherren, montfortanernes lokal"prior" fra Roskilde, pater Alphonse Kerckhoffs, idet biskop van Euch, p.g.a. sygdom med beklagelse havde meldt afbud.  

Om indvielseshøjtideligheden kan man udførligt læse i "Nordisk Ugeblad for katholske Kristne". Lad mig i anledning af hundredårsjubilæet citere lidt af artiklen:

"Indvielsen begyndte Kl. 9½ og foretoges af højærværdige Pater Kerckhoffs med bistand af 6 Præster fra forskellige Sogne… Saasnart Dørene blev aabnede, strømmede Masserne ind og den nydelige Kirke blev fyldt til sidste Plads, saa mange maatte staa og en Del kunde ikke komme ind. Særlig indbudt var Byraadet med Borgmester Lyngbye i Spidsen…Højærværdige Pater Kerckhoffs holdt Indvielsestalen fra Altret med en Begejstring og et Kendskab til Ringsteds Forhistorie, der drog Tilhørerne fuldstændig med… Derefter læste den nye Sognepræst, højærv. Pater Houben den første hellige Messe i sin ny Kirke. Sangen og Orgelet lød smukt og stemningsfuldt. Kl. 11½ var Højtideligheden til Ende. Kl. 1 samledes de Indbudte til en Festmiddag på Hotel Postgaarden, hvor Pater Kerckhoffs bød velkommen og derefter talte for Paven, Biskop von Euch, Pater Houben, og - for den danske Konge, for Byraad og Borgmesteren!"

Med pater Godefroy Houben som første sognepræst, fik Ringsted nu en på stedet boende sognepræst. Men pater Houbens tid i Ringsted blev ganske kort, kun godt et år. En alvorlig sygdom meldte sig, og under et sommerophold i Holland i 1908 døde han. Hans efterfølger, pater Jan Wijnen, var i Ringsted i 9 år, indtil han i 1917 blev forflyttet til Holbæk, hvor han forblev sognepræst indtil 1942 og i mange år var lokalsuperior for montfortanerne i Danmark. I tiden fra 1917-1934 var følgende montfortanere sognepræster i Ringsted: Johannes Quaedvlieg, Jacob Houben (en fætter til den første sognepræst) og Petrus Boerrigter. I 1935 blev Henri Cordenrad sognepræst og han forblev i Ringsted i 13 år. Han efterfulgtes af pater Jan van den Hoek, som er dén sognepræst, der har været længst på stedet, nemlig fra 1948- 1967, altså gennem 19 år. I slutningen af hans tid, i forbindelse med det 2. vatikankoncils liturgireform, gennemgik kirkens indre en restaurering, som gav det dén skikkelse, den i det store og hele har beholdt siden. 

De nævnte sognepræster har ikke alle altid været alene. I årene 1916-1929 og igen fra 1937-38 har de haft en kapellan. På et tidspunkt mellem 1929 og 1937 har der osse været en broder i Ringsted, nemlig br. Adolf Knoors. Flere af Ringsted-sognepræsterne var kapellaner samme sted, før de blev sognepræster. Enkelte, patrene Boots, Lem og van Leuven var her kun som kapellaner i to-årige perioder. Tænk, at den lille præstegård har huset kommuniteter til op på tre personer…

I alt har i tiden fra 1907 - 1967, altså gennem 60 år, ti montfortanerpræster og en  montfortanerbroder, - alle hollændere fra den hollandske montfortanerprovins, - lagt deres kræfter i Ringsted. Det er således montfortanerne, der har grundlagt og opbygget Ringsted menighed, og man kan ikke skrive denne menigheds historie uden at nævne dette.

Tresserne var en hård tid for montfortanerne i Danmark. En pater vendte tilbage til Holland og to udtrådte, -  ungdomsoprøret bredte sig osse til de ældre. Da pater van den Hoek i 1967 blev forflyttet fra Ringsted til Holbæk, så kongregationen sig nødsaget til at indskrænke sin virksomhed og meddelte biskoppen, at man ikke var i stand til at stille en efterfølger i Ringsted. Og efter forhandlinger med bispedømmet overdroges i 1974 kirke og præstegård i Ringsted, som indtil da havde været montfortanernes ejendom, til bispedømmet. Ikke desto mindre har herefter, nemlig fra 1980 -1982 endnu en montfortaner varetaget sognepræsteembedet i Ringsted, nemlig Pater Harry Herberighs, boende i Tåstrup.

I året 1993 afsluttede de hollandske montfortanere deres mission i Danmark. Montfortkommunitetet i Slagelse, - i 2007 bestående af 2 præster, 2 brødre og 1 student, - viderefører den montfortanske sendelse i vort fædreland. 

Vi ønsker Ringsted menighed tillykke med den hundredårige sognekirke og anbefaler menighedens fremtid til Skt. Montforts forbøn. Og opfordrer jer til i jeres bøn ikke at glemme jeres gamle, afdøde præster, som i høj grad har været forudsætningen for den fest, som nu fejres. 

Lørdag d. 24. februar fejredes jubilæet officielt med biskop Czeslaw Kozon som hovedcelebrant.

Mandag d. 12. marts, - på selve dagen, - fejredes en messe til ære for kirkens værnehelgener Skt. Knud Lavard og Sankt Knud Konge. Den blev frembåret for alle menighedens afdøde, i første række for de montfortanere, som tegnede sig for menighedens første 70 år og som nu alle er døde. Hovedcelebrant var Montfortkommunitetets forstander, p. Stephen Holm, Slagelse.

p. Stephen Holm

Montfortkommunitetet i Slagelse

2001, maj

 

HUNDREDE ÅRS MONTFORTANSK PRÆCENS I DANMARK
FEJRET PÅ BEHØRLIG VIS

 

FESTMESSE I SLAGELSE

Den 25. maj 2001 kl. 18,53, - nøjagtig 100 år  efter at de tre første montfortanere, - to præster og en broder, - den 25. maj 1901 kl. 18,53 ankom på Københavns Hovedbanegård og dér blev afhentet af biskop von Euch, - begyndte de tre store malmklokker i Vor Frue Kirke i Slagelse at ringe og indvarslede således festmessen til fejring af hundrede års montfortansk præsens i Danmark. Franciskanere, jesuiter og redemptorister samt flere præster fra den danske folkekirke gik forrest i processionen ind i en stopfyldt kirke, hvor også repræsentanter fra Assumptionssøstrene og Skt. Hedvigsøstrene, - kongregationer, som har arbejdet sammen med montfortanerne, - var tilstede. Montfortkommunitetet af år 2001, - ligeledes to præster og en broder: p. Stephen Holm, p. Thomas Birkheuser og b. Poul-Erik Jensen, - fulgte efter sammen med kommunitetets kontaktmand til den tyske montfortanerprovins, p.  Gerd-Willi Bergers fra Marienheide, og endelig afsluttedes processionen af biskop Czeslaw Kozon, biskop van Euchs efterfølger.
I den hellige messe, hvor Montfortkommunitetets forstander, p. Stephen Holm var hovedcelebrant, blev først og fremmest Jesu Kristi hellige offer, men også 100-års montfortansk præsens i Danmark aktualiseret. Brevvekslingen forud for montfortanernes ankomst mellem pater Alfons Kerckhoffs, - lederen af montfortaner-teamet 1901, - og biskop von Euch indgik i messens indledning. Den første læsnings beretning fra apostlenes gerninger om den makedoniske mand, som  kaldte på apostlene og bad om deres hjælp blev sat i forbindelse med montfortanernes komme til Danmark. Den anden læsning fra apostlen Paulus' 2. brev til kirken i Korint, hvor der holdes status over apostlenes arbejdsindsats, blev lagt i munden på de over 50 montfortanere, som igennem 100 år har virket i Danmark. Og endelig, i forbindelse med forkyndelsen af evangeliet, hvor Jesus udsender apostlene og taler om, at en elev må forvente skæbnefællesskab med sin lærer, blev det nævnt, at ligesom enhver kristen har som mål at blive ligedannet med Kristus, på samme måde må det forventes, at en ordensmand på et eller andet punkt ligedannes med sin ordensstifter. Den efterfølgende trosbekendelse blev i god montfortansk ånd fejret som dåbsløfternes højtidelige fornyelse, og naturligvis blev denne fornyelse, gennem procession til Mariaaltret og indvielsesbøn, 'deponeret' hos jomfru Maria. 
Ved messens slutning tog biskop Czeslaw ordet og udtrykte sin taknemmelighed over den store indsats, montfortanerne har ydet i bispedømmet København og  glædede sig over, at montfortansk spiritualitet stadig er blandt de åndelige tilbud i dagens Danmark.
Efter festmessen var menighedsrådene i Slagelse,  Kalundborg og Holbæk, - som tak for 100-års trofast og inspirerende montfortansk indsats i deres sogne, - værter ved en flot reception, hvor folk stod som sild i tønde. Flere festlige taler, et par sange  og megen dejlig mad, tilberedt af mange forskellige medlemmer fra menighederne, løftede stemningen til et maximum.


- OG VALFART TIL MONTFORTS FRANKRIG

Stemning og Montfort-inspireret begejstring blev også dét, der prægede jubilæumsårets Montfort-valfart midt i juli. For fjerde gang stod p. Stephen Holm og br. Poul-Erik Jensen i spidsen for en valfart i den hellige Montforts og den salige visdomsdatter Marie-Louise Trichets fodspor,  – fodspor er måske for meget sagt, når man som pilgrim i det 21. århundrede transporteres rundt i en komfortabel kleinbus, – men ca. 4.000 km. ”hjulspor” har vi da trukket til de steder, hvorfra montfortansk mission og spiritualitet igennem 100 år er kommet til Danmark. Valfartens første station var det tidligere præsteseminarium i Oirschot i Holland, hvor stort set alle de montfortanerpræster, der har virket i Danmark, er blevet uddannede. Kapellet her har kunstneren Jaap Min i 1953 udstyret med moderne fresker, som Stephen Holm på bedste montfort-pædagogisk vis (Montfort brugte billeder af de 15 rosenkransmysterier, når han skulle undervise folk) benyttede som udgangspunkt for et førstehåndskendskab til den hellige Montforts liv.
Set i bakspejlet blev det nok oplevelserne på de stille regnvåde dage i den lille klosterby St.-Laurent-sur-Sevre, der ”rykkede” mest. I den store basilika ligger såvel Montfort som Marie-Louise begravet, og just en bøn ved deres grave valgte vor nuværende pave Johannes Poul ll. som indledningen til sin pilgrimsrejse til Frankrig i 1996. For en montfortansk fremtid i vort fædreland fejrede vi messe på deres grave, - med den store gravsten som alter, - og medinddrog de mange montfortanere, der gennem 100 år har virket i Danmark.
St. Laurent-sur-Sevre er præget af tre store montfortanske klostre, nemlig Gabrielsbrødrenes klosterskole med ca. 3000 kost-elever, Visdomsdøtrenes kloster, hvor bl.a. Montforts og Marie-Louises dødsværelse findes, og hvor vi i det kæmpestore kapel fejrede søndagsmesse sammen med søstrene og nød deres smukke og enkle salmemelodier – det skulle ikke undre mig, om nogle af disse sangbare melodier ikke også snart lyder i tre vestsjællandske kirker. Endelig er der montfortanernes klosterkompleks. Her boede vi og brugte deres smukke kapel med  flot akustik som ”huskapel”. Her bad vi vores morgen- og aftenbøn, her bad vi rosenkrans og fejrede messer og blev i forbindelse med disse gudstjenester næsten umærkeligt indført i såvel montfortansk spiritualitet som i den hellige Montforts og den salige Marie-Louises liv og virke. Medens vi boede i St. Laurent-sur-Sevre besøgte vi  den store korsvej i Pontchateau nord for Nantes, som Montfort lagde grunden til I korsvejsandagten her mediterede vi over, hvordan vi behandler vore medmennesker og hvordan vi tager de lidelser og kors, som Gud lægger på os. En afstikker til Montforts fødeby Montfort-sur- Meu ved Rennes skulle vise sig at blive endnu et af valfartens højdepunkter, for her oplevede  vi blandt unge og gamle montfortanere missionsiver, udstråling og varme. De var som en  levende illustration af et salmecitat i én af Montforts bønner: "Non moriar, sed viviam!" (Jeg skal ikke dø, men leve).
Vor valfart var nu ikke lutter askese. Lokale ”kogekoner” i St. Laurent-sur-Sevre, som arbejdede i klostret som ferieafløsere, forkælede os i dén grad med egnens enkle, men vidunderligt velsmagende retter og lokal vin, så det til tider gav os associationer til 'Babettes gæstebud'.
Fra den stille klosterby trillede bussen til storbyen Paris, hvor vi i den store St. Sulpice-Kirke fejrede messe ved dét Maria-alter, hvor Montfort i året 1700 blev præsteviet og læste sin første hellige messe. I den undergørende Maria-medaljes kapel i Rue du Bac var vores  lille messefejrende danske pilgrimsgruppe som en dråbe i det store internationale menneskehav, men hvor er det dog dejligt ved sådan en lejlighed at mærke, at man er en del af en verdensomspændende kirke, og man rives uvilkårligt méd af så mange forskellige menneskers inderlige andagt til Guds Moder. Både her og på turens sidste stop: Mariavalfartstedet i Kevelaer i Tyskland, blev det af p. Stephen Holm efter Montforts lære understreget, at ægte Maria-fromhed ikke er et sentimentalt flip, men en livsholdning, hvor den enkelte forsøger – med, ved og i  Maria  - åbent og beredvilligt at stille sig til Guds disposition for mere helhjertet at kunne  sige 'okey' til hans planer med én.
Sluttelig en tak til vore myndige, kyndige, kærlige og tålmodige pilgrimsledere, - tak til alle de medpilgrimme, der hver på deres måde bidrog til at gøre denne valfart til en  berigende oplevelse. Sidst, men ikke mindst, en stor tak til vores trofaste, tålmodige og underholdende chauffør, John Larsen fra Jyderup og hans kone Hildegard.
Birthe Hjort, Holbæk

Den montfortanske Association • Lærkevej 2 • 4180 Sorø • Telefon 59 59 66 45