KONVERTITTER? HVAD ER DET??

Gennem mine mange præsteår har jeg optaget små hundrede 'konvertitter' i den katolske kirke. Men: Jeg er igennem årene blevet mere og mere forsigtig med brugen af ordet "konvertit". Traditionelt har denne betegnelse næsten udelukkende været anvendt på mennesker, der i sin tid blev kristne ved (barne)dåb i folkekirken, og som senere "gik over" til den romersk-katolske kirke. Mange mennesker opfatter en sådan konversion som et yderst alvorligt skridt. De har en fornemmelse af, at den, der "konverterer", antager en ny religion.

Lad os indledningsvis se på ordet "konvertere". At "konvertere" betyder: "at omvende sig". Som kristen kan man således konvertere til f. eks. islam eller jødedom. Gør man dét, omvender man sig jo radikalt, idet man vender dén Kristus ryggen, som man i dåben har sagt 'ja' til. Men det er ukorrekt at tale om, at døbte mennesker konverterer til den katolske kirke, al den stund, at enhver, som gyldigt døbes med den kristne dåb, indpodes i Kristus, vokser sammen med ham, bliver hans legeme og dermed en del  af hans kirke, som nu snart er 2000 år gammel og som i sit væsen er katolsk, dvs. almindelig. Så langt tilbage som år ca. 110 e. Kr. skriver biskop Ignatius af Antiochia: "Hvor Jesus Kristus ér, dér er også den katolske kirke". Det er katolsk lære, at den katolske kirke er nærværende, osse udenfor den synlige romersk-katolske kirke. Det andet vatikankoncil (dokumentet "Lumen gentium") beskriver døbte kristnes forskellige henordning til kirken. Udfra denne katolske selvforståelse kan f. eks. en protestant ikke konvertere til den katolske kirke. Allerede i sin dåb konverterede protestanten til Kristus og dermed til kirken. Dèt, den pågældende nu ønsker, ér, - siger den katolske kirke, -  at fortsætte ad dén vej, som han i sin dåb er slået ind på, at tage skridtet fuldtud. Derfor taler den katolske kirkes ny optagelsesritual (1975) ikke, - som det gamle, - om "Konvertitters optagelse" (Salme- og bønnebog, 1961, nr. 505), men om "Optagelse i kirkens fuldstændige fællesskab". Denne nyformulering lader os forstå, at den katolske kirke opfatter enhver døbt som medlem af den katolske kirkes delvise fællesskab og derfor på en måde som allerede katolik, - uanset om vedkommende er sig det bevidst eller ej. 

Vi skal vænne os til at bruge ordet "konvertere" med større nøjagtighed. Ordet kan med stor ret anvendes i intern betydning. At konvertere betyder som nævnt “ at omvende sig”. Til omvendelse tilbage til Kristus er alle kristne kaldede, når de relativerer deres dåbspagt: Alle, - osse Simon Peter og hans pavelige efterfølgere, - må i dén forstand betragtes som konvertitter, jævnfør Jesu ord til Si¬mon: "Når du engang omvender dig.....". (Luk. 22,32). Men vi har som nævnt, - bortset fra EDB-verdenen, som konverterer tekster fra ét program til et andet, - i praksis bibeholdt ordet til definition af en døbt person fra dette eller hint kristne trossamfund, som lader sig "optage" i den romersk-katolske kirke. Og det er forkert, for man antager ikke en ny religion. 

Lad mig citere nu afdøde pastor Per Dolmer, som tidligere havde været præst i folkekirken og efter sin optagelse i den katolske kirke fik tilladelse til,- om end han var gift, - osse hér at virke som præst. Han har i en fin artikel i bladet "katolsk orientering" skrevet: "Jeg, der er gået fra folkekirken til den katolske kirke, har erfaret, at intet af dét, jeg tidligere havde troet, er gået tabt. Alt blev bevaret. Men det var brudstykker af troen, udsnit af troen, som nu kom på plads i dén helhed, hvor de hørte til. Derfor er mit forhold til folkekirken grundlæggende positivt. I dén er jeg døbt og i dén er jeg vokset op som et kristent menneske. I folkekirkens tro genkender jeg store dele af den katolske tro".

Jeg fornemmer, at den katolske kirke, ganske særligt efter sidste koncil, har lært at glæde sig over de protestantiske kirker af idag, fordi den dér genfinder så megen overleveret sand kristendom; kristendom, som er arvegods fra den katolske kirke. Hvorfra ellers??  Jeg fornemmer, at den derfor mere og mere arbejder sig væk fra at betragte kristne i disse kirkesamfund som stående udenfor den katolske kirke, - ydermere, fordi de fleste protestanter af idag ikke er protestanter i protest mod den katolske kirke, men ér det, fordi de, ligesom alle mennesker, er født ind i en historisk og geografisk sammenhæng, som har været bestemmende. Signora Guastella har ikke bedt om at blive katolik. Hun ér det, fordi hun er født på Sicilien. Fru Hansen har ikke bedt om at blive protestant. Hun ér det, fordi hun er født i Søndre Snydelse, - efter 1536! Det kan hun ikke gøre for! 

Når et døbt menneske fra folkekirken kommer til mig som katolsk præst og siger: "Jeg vil gerne være katolik", svarer jeg spontant vedkommende: "Dét er du faktisk allerede i kraft af din dåb!". Hvis vedkommende så fremturer og anfører, at han/hun ønsker, ikke længere at være delvist, men fuldstændigt medlem af den katolske kirke og derfor gerne vil optages i den romersk-katolske kirkes fuldstændige fællesskab, så anfører jeg, at det er katolsk lære og praksis, at man til fuldstændig indlemmelse i kirken skal modtage de tre såkaldte initiations-sakramenter: dåb, firmelse og nadver, og at vedkommende døbte således mangler at modtage de to sidstnævnte, idet den katolske kirke jo som bekendt ikke har nadverfælleskab med de protestantiske kirker.  For at kunne modtage disse sakramenter må man, ligesom barnedøbte katolikker, forberedes, - gerne gennem mindst et år. Samtidig med, at man naturligvis indøver ufravigelig katolsk praksis: At man som katolik går til messe om søndagen! Ved modtagelse af den første hellige kommunion (nadveren) og firmelsens sakramente, - på linje med andre barne-døbte katolikker, - vokser man stille og roligt ind i kirkens fuldstændige fællesskab. I forbindelse med selve optagelsen understreger ritual-instruksen iøvrigt med et ord fra apostlenes gerninger, at man "kun skal gøre, hvad der er nødvendigt og ikke pålægge nogen noget udover det nødvendige!” (15,28).

Ikke overraskende, omend beklageligt, viser erfaringen den optagende præst, at skuffelser ikke udebliver. Ligesom vi i menighederne oplever, at barnedøbte, kommunicerede og firmede katolikker "falder fra", oplever vi det samme med senere optagne, - ikke sjældent endda med dém, der under og efter indførelsesprocessen var de mest ivrige og begejstrede.

I de første kristne  menigheder skelnede man problematisk mellem jødekristne og hedningekristne, og i lang tid har vi i vore katolske menigheder skelnet mellem "konvertitter" og såkaldte "fødte" katolikker. Sidstnævnte undervist på lavere plan som børn. Førstnævnte undervist på højere plan som voksne og  med modtaget personlig omsorg gennem længere tid. Efter sidste koncil er det vist på tide, at vi i den katolske kirke stille og roligt afvikler denne forskel på gyldigt døbte.

Pinsedag, den 27 maj 2012

p. Stephen Holm, 
Montfortkommunitetet

Den montfortanske Association • Lærkevej 2 • 4180 Sorø • Telefon 59 59 66 45