DEN MONTFORTANSKE ASSOCIATION "MARIA, HJERTERNES DRONNING"

OM ASSOCIATIONEN: "MARIA, HJERTERNES DRONNING"

 

Ganske særligt i forbindelse med vore montfortanske valfarter, men osse i andre forbindelser modtog og modtager vi fra mennesker forespørgsler, der udtrykker ønske om en tættere tilknytning til "noget montfortansk".

Vi går ud fra, at det drejer sig om mennesker, der er inspireret til at leve deres kristenliv på dén måde, som den hellige Montfort anbefaler, dvs. seriøst leve deres kristenliv i en vedvarende dåbsløfternes fornyelse, og som ønsker at leve denne fornyelse i dyb afhængighed af Herrens Moder Jomfru Maria, og som gerne, på konkret måde, vil være forbundet med montfortanerne, som har forkyndt denne livsvej for dem.

Så at sige alle de gamle ordener åbner mulighed for tilknytning til disse ordener og deres spiritualitet. Det sker gennem medlemskab af den aktuelle ordens såkalde tredie-orden, som lægfolk, der lever "i verden", binder sig til / optages i gennem løfter, der er afpasset et liv udenfor klostret.

Selv om vi ofte taler om montfortaner-ordenen, så er der dog hér rent faktisk ikke tale om en orden, men om dét, kirkeretten kalder en 'kongregation'. Da det altså ikke drejer sig om en orden, findes der selvfølgelig heller ingen montfortansk tredie-orden. 

Imidlertid findes der noget andet, - man kunne måske sige: noget lignende, - nemlig den montfortanske association "Maria, Hjerternes Dronning". 

Efter overenskomst mellem montfortanernes generalforstander i Rom og biskop Czeslaw Kozon af København, er den montfortanske association "Maria, Hjerternes Dronning", - som i 40'erne for Danmark blev oprettet af montfortanerne med sæde ved Vor Frue Kirke i Slagelse, - pr. 8. december 1995 blevet re-etableret i bispedømmet København. Leder af associationen blev sognepræsten i Slagelse, p. Stephen Holm. Efter hans pensionering som sognpræst er associationens sæde, ihvertfald midlertidigt, efter biskoppens ønske, henlagt til Kapellet ved hans og br. Poul-Erik Jensens nuværende bolig i 'Maison Montfort' i Sorø.
Pr. 10. juli 2012 har p. Thomas Birkheuser overtaget ledelsen af associationen.

For at blive medlem af den montfortanske association skal man ikke aflægge løfter. Optagelsesforudsætning ér, at man ønsker at leve sit kristenliv på den netop nævnte måde, og at man ønsker at leve dette marianske liv i tæt relation til Mariæ Selskab, som er montfortaner-kongregationens egentlige navn. Efter en  privat forberedelsestid foretager man den højtidelige dåbsløfternes fornyelse, idet man, - sådan som Montfort anbefaler det, - bevidst lægger hele sit liv med alle dets facetter i jomfru Marias hænder. Dette bringes til udtryk gennem fremsigelse af den såkaldte "indvielses-bøn". Når denne akt har fundet sted, kan man optages i associationen, og éns navn indskrives i associationens protokol.

Selvfølgelig er det ikke gjort méd, at éns navn står indskrevet i en protokol! "Indvielsen", som vi kalder det, skal leves! Hver dag dybere og mere ægte. Hertil får man hjælp fra associationens leder og øvrige medlemmer. Og man får åndelig hjælp, idet man, som tilhørende, får del i den nåde, som bliver Mariæ Selskab til del. I vor region mødes man normalt tre gange om året: 25. marts, omkring Montforts og Marie-Louises festdage: 28. april/7. maj og 8. december, - for såvidt det kan lade sig gøre, - samtidig méd, at medlemmerne indbydes/opfordres til at tage del i bønnen på månedens 1. mandag, som er international montfortansk bededag. Der er dén dag aftengudstjeneste.

Hvis du genkender dig selv i ovenstående og derfor er interesseret yderligere oplysninger, kan du henvende dig til os, - gerne telefonisk eller på e-mail.  Nye medlemmer indskrives på Marias Bebudelsesdag den 25. marts og evt. på festen for Marias uplettede undfangelse den 8. december.

Adresse for den skandinaviske lokal-afdeling:

"Maison Montfort"
Lærkevej 2
DK - 4180 Sorø

Tlf.: 5959 6645 / 7562 5268
E-mail: 
smmass(at)montfort.dk


Associationen har fået sin egen internationale hjemmeside:
http://www.montfortianassociates.com/home.html


For udveksling af tanker de danske medlemmer imellem har Steffen Lund oprettet en intern Facebook-gruppe:
Montfortgruppen (Groupe danoise Gringnion de Montfort)
Adgang til gruppen fås ved henvendelse til Steffen Lund

 

 

 

 

ASSOCIATIONENS STATUTTER

 

ASSOCIATIONENS VÆSEN OG FORMÅL

1,1 : Associationen "Maria. hjertemes Dronning", dannes af troende, - klerikere såvel som lægfolk, - som i deres beslutning om at være vidner om evangeliets sandhed ønsker at leve deres dåbsløfter i fuldkommen hengivelse til  Jesus Kristis gennem jomfru Maria. Med dette formål for øje vælger den hellige Louis-Marie de Montfort som deres åndelige guide og tilegner sig dén livspraksis, som han har lagt for dagen i sin afhandling om den ægte Mariafromhed.

2,1:  Idet associationen er inkorporeret i 'Mariæ selskab' (Montfortanerkongregationen) har den ikke sin egen juridiske struktur. Dens medlemmer arbejder méd på den opgave, som montfortanerne har påtaget sig i kirken: At bane vej for Kristi riges komme gennem jomfru Maria.

2,2:  Omend associationen således er at forstå som en 'udvidelse' af Mariæ Selskab, eksisterer den ikke i første række for kongregationens skyld, men for dens formåls skyld: nemlig at medvirke til, som Montfort udtrykker det: 'at dén tid må komme, hvor jomfru Maria vil have flere børn og tjenere end nogensinde før, og at Jesu Kristus, vor Herre og mester, gennem dem, mere og mere vil herske i alles hjerter."

2,3 Således står associationen ikke i Mariæ Selskabs tjeneste, men, sammen med Mariæ selskab, i jomfru Marias tjeneste, i kirkens tjeneste, i Gudsfolkets tjeneste, i Kristi riges tjeneste.

 

CENTRE

3,1  Associationens internationale center er Montfortanerkongregationens general-hus i Rom.
Hvert land kan have sit nationale/regionale center, oprettet af kongregationens generalsuperior eller hans delegerede.

 

GENERAL-LEDEREN OG HANS OPGAVER

4,1 : Montfortanerkongregationens generalsuperior er associationens generalleder.
Han udnævner filialernes ledere som nationalt, regionalt eller lokalt delegerede.

4,2 :  Hvis generallederen vælger at udnævne en præst udenfor montfortanerkongregationen som filial-leder, må han først indhente accept fra vedkommende præsts overordnede.

5,1 :  Generallederen sender regelmæssigt til de forskellige filialers ledere direktiver og instruktioner, som kan være til dem til nytte og som imødekommer deres forespørgsler.

5,2 :  Det er generallederens opgave at autorisere oprettelsen af ny centre og, sammen med sit råd,  drage omsorg for, at associationens statutter omsættes i praksis.

 

FILIAL-LEDERNES OPGAVER

6,1 : Filialledernes opgave er at hjælpe associationens medlemmer til dybere at forstå og mere ægte at leve dén åndelige vej, som den hellige Louis-Marie de Montfort har vist: nemlig at leve i troskab til dåbsløfterne, hvilket igen vil sige: at efterfølge Jesus Kristus, Guds evige Visdom, som blev menneske for verdens frelse, idet han gjorde sig afhængig af hénde, der under Helligåndens kraftige overskyggelse, blev hans vej til mennesker.

6,2:  De påminder medlemmerne om deres pligt til, - særligt gennem deres livsform, - at gøre den nævnte kristne livsvej kendt i deres omgangskreds, således at Jesu Kristi riges komme, ved Maria, mere og mere må blive en realitet.

7,1: De har pligt til,  direkte eller indirekte at sørge for informationer og materiale til  medlemmerne. I samme anledning må de fra generallederen kunne modtage et program / manual, - godkendt af generalrådet, - som klart gør rede for de etaper, som en kandidat må gennemleve før optagelse i associationen. (Montfort foreskriver 33 dage i 4 afsnit)

 

MEDLEMMERNE

8,1 :  Associationen – Maria, Hjerternes Dronning' er åben for alle troende (lægfolk, ordensfolk, præster), som har valgt at leve den spiritualitet, som den hellige Louis-Marie de Montfort præsenterer os for og anbefaler. Præster og ordensfolk kan henholde sig til kirkerettens canon 307 stk. 3

9,1 :  Dén, som efter nødvendig information og forberedelsestid foretager den montfortanske indvielse til Jesus Kristus, den evige og menneskevordne Visdom gennem Marias hænder i henhold til den hellige Montforts indvielsesbøn, kan indlemmes  i associationen.
Indlemmelse foretages efter kandidatens motiverede ønske og godkendes af filiallederen i dét øjeblik, indvielsen finder sted i hans nærvær og han efterfølgende indskriver det ny medlem i associationens register.

 

FORPLIGTIGELSER OG RETTIGHEDER

10,1 : Indvielsen, gennem hvilken en person engagerer sig  i associationen, indeholder forpligtigelsen til, i relation til dén livsituation, som det enkelte medlem måtte leve under, at leve den montfortanske spiritualitet, således som den praktiseres i Mariæ Selskab. Medlemmerne beflitter sig på at gøre den til centrum i deres liv, så alle deres aktiviteter og deres apostolat inspireres af indvielsen.

11,1 : For de medlemmer, som måtte ønske det, kan generallederen, i associationen, oprette:
- en gruppe af associerede, som gennem løfter, passende til deres livsituation, forpligtiger sig til at leve de evangeliske råd i den hellige Montforts ånd og spiritualitet.
- en gruppe af associerede, der ønsker at udøve et specifikt apostolat i den hellige Montforts ånd og spiritualitet.

12,1 I forbindelse med noget sådant vil generallederen udarbejde særlige statutter, som tager hensyn til såvel den enkelte gruppes kald som til associationens natur. Det tilkommer ham, i samråd med sine rådgivere, efter en bedømmelse af, om en sådan gruppe vil kunne lede de troende ad den vej, der fører til den evige og menneskevordne Visdom; Jesus, Guds og jomfru Maria Søn,  at afprøve og stadfæste den.

 

DELAGTIGE I MARIÆ SELSKABS ÅNDELIGE GODER

13,1: Enhver, som tilslutter sig associationen "Maria, Hjerternes Dronning", le­ver i åndeligt fællesskab med hele den montfortanske familie, hvis kerne udgøres af Montfortanerne, Visdomsdøtrene og Skt. Gabrielsbrødrene.

Medlemmerne af associationen udtrykker dette fællesskab ved at fejre familiens liturgiske fester.

Som i hele familien er festen for Vor Herres bebudelse til Jomfru Maria (25. marts) associationens hovedfest. (Afhandlingen om den ægte Maria-fromhed, afsnit 243)

Med særlig inderlighed fejrer medlemmerne af associationen Julefesten (25. decbr.), Marias uplettede undfangelse (8. decbr.), festen for den hel­lige Louis-Marie de Montfort (28. april) og mindedagen for den salige vis­domsdatter, sr. Marie-Louise Trichet (7. maj).

Medlemmerne af associationen er delagtige i den åndelige nåderigdom, som bliver den montfortanske familie til del ved Maria, "som på særlig må de totalt har givet sig selv til enhver, som totalt lægger sit liv i hendes hæn­der". (Afhandlingen om den ægte Maria-andagt, afsnit 144).

14,1:  Medlemskab af associationen skaber et gensidigt bånd af broderlighed og soldaritet mellem alle medlemmer af den montfortanske familie. Ny medlemmer deler deres glæder og sorger med denne ny familie.  Den, der lykkeligt drikker af familiens åndelige kilde, stræber efter at berige den des mere gennem bøn og hengivelse af sit liv, drevet af den monrfortanske indvielse

 

MODIFICERING AF STATUTERNE

15,1: Med godkendelse af sine rådgivere kan montfortanernes generalsuperior, modificere ovenstående af den hellige stol approberede statutter, såfremt disse ikke ændrer eller svækker associationens væsen og formål.

 

TILLÆG:
ASSOCIATIONEN "MARIA, HJERTERNES DRONNING" I DANMARK

Associationen,- eller som den tidligere kaldtes, - ærkebroderskabet "Maria, Hjerternes Dronning" er af montfortanerne kirkeretsligt oprettet i Danmark al­lerede i 1940'erne. Det er oprettet ved Vor Frue Kirke i Slagelse og har i denne kirke sit eget sidekapel, der krones af ærkebroderskabets Maria-gruppe "Regina Cordium", en kopi af originalgruppen, som står i montfor­tanernes hovedkirke i Via Romagna i Rom.

Montfortanerpater Joseph Mesters, som gennem mange år var ærkebroderskabets filial-leder, flyttede i begyndelsen af 50'erne dets sæde fra Slagelse til Visdomsdøt­renes kapel i Roskilde. Men efter pater Mesters' død fortonede det sig i intetheden, - og Visdomsdøtrenes kapel er, ved søstrenes bortrejse fra Roskilde i 1993, blevet  nedlagt.

Gennem forhandlinger med montfortanernes generalsuperior i Rom og med fornyet tilladelse fra biskoppen af København, er, pr. 8. de­cember 1995, associationen "Maria, Hjerternes Dronning" re-oprettet i det danske bispedømme, - igen med sæde ved Vor Frue Kirke i Slagelse og den aktuelle sognepræst ved de montfortanske menigheder på Vestsjælland, p. Stephen Holm, af pater General udnævnt til regional-leder i Dan­mark.

Efter hans pensionering som sognepræst er associationens sæde, ihvertfald midlertidigt, efter biskoppens ønske, henlagt til Sankt Montforts Kapel ved p. Stephen Holms og br. Poul-Erik Jensens nuværende bolig i 'Maison Montfort'  i Sorø.

Pr. 10. juli 2012 har p. Thomas Birkheuser overtaget funktionen som officiel regionalleder af associationen.

 

 

Sorø. Mariæ bebudelses fest 2015, - oversat efter de fornyede statutter af 2001..
p. Stephen Holm smm ass.

 

MARIA, REGINA CORDIUM
Maria, Hjerternes Dronning
i Via Romagna i Rom
og
i Vor Frue Kirke i Slagelse


Se billedet fra sidekapellet i Vor Frue Kirke i Slagelse øverst på denne side!

I montfortanernes gamle hovedkirke på Via Romagna i Rom, som er indviet til Maria, Hjerternes Dronning, ser man over højaltret originalen af dén Maria-gruppe, som senere i talrige kopier skulle spredes med montfortanerne udover hele jorden: Gruppen "Maria, Hjerternes Dronning". Originalen, som erstattede en tidligere, mindre heldig gruppe i gips, er i hvid carrara-marmor af fornemste kvalitet. Den vejer over 8 tons og er i foråret 1911 udhugget af den romerske billedhugger Paolo Bar-tolini (+ 1930), - af én stor blok, der ved arbejdets begyndelse vejede ca. 20 tons. Beretningerne om kæmpeblokkens transport til kunstnerens værksted i Rom, og  den færdigudhuggede gruppes transport fra værkstedet til kirken og dens montering over altret, er en dramatisk historie for sig.

Gruppen er på særlig måde kædet sammen med associationen "Maria, hjerternes dronning", en slags montfortansk tredieorden (association), som har sit hovedsæde netop ved kirken i Via Romagna.

Dé montfortanere, der i 1901 sendtes til Danmark, kom fra Holland.  Da de i 1931 kunne indvie deres nybyggede Vor Frue kkirke i Slagelse, blev den montfortanske “tredje-orden” kirkeretsligt oprettet hér. Pater J. Quaedvlieg sørgede for, at en kopi af "Hjerternes Dronning", - dog i langt mindre ædelt materiale, men i størrelse 1:1, -  opstilledes over sideskibs-altret i Vor Frue Kirke i Slagelse. Hvor den er fremstillet  og hvordan den er kommet til Slagelse, ved vi intet om. Kun, at den er den eneste i Danmark, og at den sågar delvis er financieret gennem danske folkekirke-præsters hjælp.

Gruppen er et forsøg på, billedligt at udtrykke montfortansk spiritualitet. Montfortanerne i Rom havde sagt til kunstneren: "Symbolismen må ikke være for rå, men diskret og nænsom. Ordet "hjerte" skal stå for hele personen!". -  Resultatet er blevet, hvad man nu ser: 

På nådens trone har jomfru Maria, Hjerternes Dronning (Regina Cordium) fået sæde med sit barn, vor eneste midler hos Faderen: Vor Herre Jesus Kristus, Guds menneskevordne Visdom! Til venstre knæler den hellige præst Louis-Marie Grignion de Montfort. Han har ved tronens fod lagt den lille bog om den ægte Maria-fromhed, som han selv har forfattet: "Traité de la vraie dévotion a la Sainte Vierge", - forøvrigt hans mest kendte værk, oversat til talrige sprog. Kærnetanken i hans bog ér, at man, som Montfort selv, af hele sit hjerte overgiver sig til Maria, for, ved, med og i hende, at være overgivet til hendes Søn Jesus Kristus. Dette udtrykker den til højre knælende engel med ordene: Jeg er helt din! ('Tuus totus ego sum').

Mariaaltret i Vor Frue Kirke i Slagelse er det største Maria-alter i Danmark. Og sideskibet , som krones af gruppen ”Regina Cordium” er på særlig måde den danske, montfortanske associations helligdom.

 

 

 

 

INDVIELSESBØNNEN TIL JESUS KRISTUS, GUDS VISDOM,

 

- frit bearbejdet indvielses-formular efter den originale bøn fra  ''Kærligheden til den guddommelige Visdom' (afs. 223-27) af den hellige Louis-Marie de Montfort.

Bedes højtideligt på indvielsesdagen,samt den 8. december og  den 25. marts, - på festerne for Marias uplettede undfangelse og Marias bebudelse:

 

EVIGE VISDOM, JESUS KRISTUS!- sand Gud og sandt menneske, eneste Søn af den evige Fader og af Maria, altid jomfru.

Jeg tilbeder dig, Jesus Kristus,som Guddom i din Faders evige guddomsherlighed,og som menneske i din moder Marias favn.

Jeg takker dig, Herre, fordi du blev menneske for os menneskers skyld, fordi du, der er Herre over alt og alle, gav afkald på himlens herlighed og gjorde dig til tjener for at frelse os fra det ondes overmagt.Jeg takker dig, fordi du gjorde det på så menneskelig en måde:fordi du lod et menneske indgå i din frelses-plan, fordi du lod dig føde af jomfru Maria, fordi du var lydig imod hende.

Herre Jesus Kristus! Dengang jeg blev døbt, gjorde du mig til ét med dig, gjorde du mig til et Guds barn. Men hvor ofte har jeg ikke været i situationer, hvor jeg som døbt svigtede og skuffede. Mange gange ville jeg det gode og gjorde alligevel det onde. Mange gange lovede jeg dig evig troskab og glemte det dog alt for hurtigt. Hver dag får jeg bevis på min utilstrækkelighed, og det skér, at jeg ængstes for, at det onde skal sejre.

For at undgå dette, og for at forblive tro mod dig, min Gud og dermed fastere knyttet til dig, vælger jeg, - i den hellige Montforts ånd, - at se hén til Maria, som dét eksempel,  der skal være bestemmende i mit liv. Af hende kan jeg lære, helt og holdent at være åben for Gud, din Fader. Gennem hende vil jeg kunne leve et dybere religiøst apostel-liv. Sammen med hende vil det lykkes bedre for mig, at være fattig i ånden, lydig mod Helligåndens tilskyndelser og total disponibel i Guds kærligheds tjeneste.

Jeg, (N. N.), vender mig derfor til dig, jomfru Maria, Visdommens Sæde og Himlens og jordens dronning. Du er som et levende tabernakel, hvor den guddommelige Visdom skjult vil tilbedes og æres.Jeg hilser dig, Maria, og be´r dig, idet jeg totalt overgi´r mig til dig, om din beskyttelse og forbøn. I dine hænder, Maria, fornyer og bekræfter jeg idag min dåbspagt:Jeg forsager den onde  og alle hans gerninger og alt hans blændværk. Påny siger jeg 'ja' til Jesus Kristus, Guds Søn og verdens Frelser og stiller mig helt og holdent til háns disposition, Gennem dig, Maria, i afhængighed af dig, hengi´r jeg mig totalt til ham: med ált, hvad jeg ér og hár, med alt, hvad jeg véd og kan,med alt, hvad jeg virker med, med min fortid og min fremtid, med alle de muligheder og realiteter der ér i min person, med mine synder og svagheder, med mine gode sider, med dét, der belaster min bevidsthed, med mit hjerte, med alt, hvad der ér mig betroet, med alt, hvad der måtte komme til mig af lidelser og glæder alle mit livs dage.

Herre Jesus Kristus! Modtag gennem din Moders hænder denne min hengivelse. Lad din Ånd, din Faders kærlighed, hjælpe mig til at virkeliggøre den på en sådan måde, at det gennem min tale og mine handlinger må blive synligt i min omverden, hvad du ved din menneskevordelse åbenbarede: Gud som kærligheden i person! Så vil, Herre Jesus,  - ligeledes gennem din Moder Marias hænder, - dit rige komme for tid og evighed. 

Amen.

NYT FRA ASSOCIATIONENS DANMARKS-AFDELING

 

TIL MEDLEMMERNE AF DEN MONTFORTANSKE ASSOCIATION "MARIA, HJERTERNES DRONNING"
 - til sympatisører og øvrige interesserede


27. juli 2017


Kære medlemmer af den montfortanske association i Danmark,
samt venner og sympatisører!

Det halvårlige associationsbrev for sidste halvdel af 2017: 


Månedernes 1. mandag, den intermontfortanske bededag, falder således:
07. august, 04. september, 02. oktober, 06. november, 04. december

Den 04. september vil vi fejre festen for Marias fødsel (egentlig d. o8.)
Den 02. oktober vil vi fejre Rosenkransfesten (egentlig d. o7.)
Den 06. november vil vi fejre Requiemsmesse  for alle afdøde fra ordensfamilien.
Den 04. december er der ingen efterfølgende sammenkomst

Programmet er hvergang:  Messe i dagens intention,  begyndende  kl. 17,15, og derefter en lille times tilbedelse foran det udstillede sakramente, hvor vi beder vesper, rosenkrans og Montforts "Brændende bøn" om nye kald til "Mariæ Selskab". Henimod kl. 20  spiser vi sammen i 'Maison Montfort'. Vi be'r jer om, såfremt I vil spise med, at tilmelde jer. Og om 50 kr. pr. gang.

Torsdag den 07. december, - aftenen før den egentlig festdag d. 08.  fejrer vi med hele kirken den store fest for jomfru Marias uplettede undfangelse
Gør alt, hvad I kán,  for at komme til fællesarrangementet i Sorø dén aften. Selv om vi går ud fra, at alle bliver til spisning, be'r vi alligevel, for en sikkerheds skyld, om en tilmelding til middagen.
Vi  mødes i Maison Montfort mellem 16,30 og 16,40 og drikker an kop kaffe/the sammen.
Fra kl. 17 til 18 holder vi møde med oplæg. En oplægs-giver vil blive inviteret. Herom nærmere.
Fra kl. 18,15 fejrer vi festdagens messe, - med fornyelse af vores indvielse til Jesus gennem hans moder jomfru Maria.
Henimod kl. 20 vil der blive serveret en let middag i Maison Montfort, hvor alle, forme¬delst 50 kr., forhåbentlig kan deltage.

NB: Stadig gør vi opmærksom på vor såkaldte 'lukkede' facebook-gruppe under navnet: 'Montfortgruppen' (Groupe danoise Grignion de Montfort). Interesserede fra associationen, og andre interesserede kan ansøge Steffen Lund om medlemskab af denne gruppe.

Med de bedste hilsener, i Jesus, Maria, Montfort og Marie-Louise.

        p. Thomas Birkheuser                                     p. Stephen Holm
              regional-leder                                               daglig leder

 



 

Den montfortanske Association • Lærkevej 2 • 4180 Sorø • Telefon 59 59 66 45