MONTFORTANSK SPIRITUALITET! - HVAD ER DET?

Det er yderst almindeligt, at katolikker, når de hører navnet Montfort, straks siger: Maria!. Det er forståeligt, fordi Montforts og dermed den montfortanske spi-ritualitet ér en mariansk spiritualitet. Men samtidig må det fastholdes, at det egentlig er uretfærdigt, fordi andre associationer rent faktisk ville være rigtigere. Montforts valgsprog var den korte sætning: "Gud alene!". Allerede dét siger os en hel del.

En rigtigere association på navnet Montfort ville være: radikal kristen/glødende missions-præst. For dette ér, hvad der først og fremmest bør siges om den franske præst og ordensstifter Louis-Marie Grignion de Montfort (1673-1716), der gennem sine seksten præste-år som "apostolisk folke-missionær", - med skiftende hjælpere, - gennempløjede sogn efter sogn i Nordvestfrankrig. "Gud alene!" var som nævnt hans valgsprog. Men hans relation til denne Gud var en relation til ham i hans menneske-vordelse, altså en relation til Jesus Kristus. Montfort beundrede Guds fornedrelse af sig selv i Jesus Kristus, en beundring, som han havde fundet forunderligt formuleret i den gamle Kristus-hymne, citeret i Filipperbrevets 2. kapitel, vers 6-11: Ikke nok méd, at den anden guddommelige person i Treenigheden fornedrer sig ved at blive menneske. Han fuldfører denne fornedrelse, da Hán, den menneskevordne Gud, lider slavedøden på korset. Og netop i denne fornedrelse bliver opstandelsen en realitet.

I begyndelsen af 1. Korintherbrev tillægger Paulus Kristus en titel, som med forkærlighed blev benyttet i Montforts samtidige Frankrig. En titel, som vi her i Danmark ikke er så vant til. Hvad vi er kendt méd ér at betegne Jesus som "Guds Søn", "Verdens lys", "Livets brød", "Ordet, der er blevet kød". Men titlen, som jeg refererer til, er Jesus, "Guds Visdom". I begyndelsen af 1.Korintherbrev skriver Paulus, at Gud åbenbarer sin visdom, når mennesker synes, at han handler totalt tåbeligt. "Hvad der er tåbelighed i menneskers øjne er visdom for Gud", - og omvendt!, - skriver apostlen. Paulus, - og med ham Montfort og hele den såkaldte "franske skole", som er Montforts teologiske baggrund, - siger, lettere omskrevet: Jøder og muslimer foreholder os kristne, at når vi påstår, at den almægtige, suveræne Gud har nedværdiget sig til at blive menneske blandt mennesker og har fortsat sin nedværdigelse ved at tilhøre denne verdens allermindste og har fuldført denne sin nedværdigelse ved, som slave og forbryder at lide døden på korset, så har de aldrig hørt noget, der kunne være mere tåbeligt! Men dette er, svarer vi, netop Guds visdom: At han kan finde på noget sådant! Derfor er det et reélt udtryk, at Jesus Kristus er Guds inkarnerede Visdom. (1. Kor. 1, 18-25).

"Kærligheden til den guddommelige Visdom" er titlen på Montforts vigtigste skrift / afhandling. Her sammenfatter han, hvad man kunne kalde for montfortansk spiritualitet. Skriftet er blevet til i Montforts første tid som præst (1703), da han et halvt års tid var i Paris uden fast opgave og er nok tænkt som foredrag for præstestuderende. Det er inddelt i tre hovedafsnit: 1. Visdommen i det gamle testamente (før inkarnationen), 2. Visdommen i det ny testamente (efter inkarnationen), 3. Midlerne til at "opnå" Visdommen.

Når Montfort stod på prædikestolen i de mange kirker, han gæstede under sine utallige missioner eller ud på natten sad ved skrivebordet, var han kun optaget af dette ene: at lære de mange mennesker, som tilsyneladende havde glemt alt om deres tro og trospraksis, men med interesse deltog i hans missioner: at de ved deres dåb var blevet indviet til at leve, dø og opstå med Kristus, indviet til livs-, døds- og opstandelsesfællesskab med ham. At det for den kristne således gælder om, livet igennem at lade sig ligedanne med Kristus, sådan at han/hun mere og mere med Paulus kan sige: "Det er ikke længere mig, der lever, men Kristus, der lever i mig!" Dét, som Paulus kalder: "At iføre sig Kristus", kalder Montfort "at opnå Visdommen". Montfort nævner i sidste del af sin afhandling fire farbare veje, fire "midler", som er at anvende, hvis man "vil opnå visdommen", altså: lade sig ligedanne med Kristus. Den sidste vej, han anviser, er en ret relation til jomfru Maria. Hvad han mener med dét, har han klarlagt i sin måske berømteste afhandling, som i virkeligheden er en udvidelse af, - eller en forklaring til den første afhandlings afsluttende afsnit. Han har skrevet den i La Rochelle så sent som i 1712, - udfra de praktiske erfaringer, han som åndelig vejleder havde gjort gennem sine mange missioner.

Det drejer sig om: "Afhandlingen om den ægte Maria-fromhed", ("Traité de la vraie dévotion a la Sainte Vierge Marie"). Denne lille bog er oversat til utallige sprog og er kendt over hele verden. Kort kan man sige, at følgende tankegang hér lægges for dagen: Det fastslås, at den kristnes kald er ligedannelse med Kristus. Dette afføder spørgsmålet: Hvordan dannes Kristus? Trosbekendelsen svarer, at han undfanges ved Helligånden og fødes af jomfru Maria. Hebræerbrevet (kap. 13) understreger, at "Jesus Kristus er den samme, igår og idag, ja til evig tid". Heraf afledes, at Jesus Kristus, i ethvert menneske, undfanges ved Helligånden og fødes af jomfru Maria, - osse idag. Gud udsender sin Helligånd for at danne Kristus i alle mennesker. Om Helligåndens virke bliver frugtbart i det enkelte menneske og ligedanner det med Kristus, afhænger af, om Helligånden i det pågældende menneske finder jomfru Maria. Derfor opfordres læseren til, ikke som mål, men som middel, som den sikre og mest farbare vej: at lægge sig selv i jomfru Marias hænder og lade sig gennemsyre af hendes trosholdning, lade sig forme af hende. For jo mere et menneske ligedannes med Maria, desto bedre kan Helligånden i dette menneske danne Kristus. Kirken er Kristi legeme. Oldkirken talte om "totus Christus", den hele Kristus, som er Kristus og hans kirke. Montfort resonerer logisk, at dén mor, som undfanger og føder et legemes hoved, nødvendigvis osse må undfange og føde samme legemes lemmer. Ligesom hele verdens frelse begyndte i Maria, begynder den i det enkelte menneske ligeledes i Maria. Denne tankegang går igen i følgende Montfort-sentenser: "Før Kristi rige kan komme, må Marias rige komme!", - og: "Råb: "Maria", - og du hører som ekko: "Kristus!"!" Og i den montfortanske devise: "Til Jesus ved Maria!".

At vælge denne åndelige livsvej kaldte "den franske skole"s repræsentanter for "indvielse til Maria". Men en sådan formulering vil Montfort ikke vide af. Kristo-centrisk som han ér, nyformulerer han den på fremragende vis og understreger, at der for en kristen kun findes én indvielse, nemlig dén indvielse til Kristus, som finder sted i den hellige dåb. Trosfornyelsen vil således bestå i, at dåbspagten ak-tiveres. Derfor taler Montfort om: "Indvielse til Jesus Kristus ved jomfru Maria", hvilket på dansk vil sige: at beslutte sig til at leve sine dåbsløfter ved, med og i Maria, for derved mere fuldkomment at kunne leve ved, med og i Kristus, - som det lyder ved slutningen af nadverbønnen i hver eneste messe. Derfor er indvielsen til Jesus ved Maria for Montfort intet andet end en seriøs dåbsløfternes fornyelse.

For Montfort består ægte Maria-fromhed således ikke i første række i at bede nogle for-formulerede Maria-bønner (selvom sådanne findes fra hans egen hånd). Den består i, at man lever sit kristenliv bevidst sammen med jomfru Maria for mere og mere at tilegne sig hendes trosholdning. At dette bedst lader sig gøre ved at betragte jomfru Maria i relation til den treenige Gud er sikkert forklaringen på, at Montfort havde et helt specielt og inderligt forhold til rosenkransbønnen. "Den gode pater med den store rosenkrans", blev han kaldt, (- og montfortanerne bærer stadigvæk, - når de bærer præstekjole, - et sort singulum med en stor rosenkrans). Rosenkransen er en kristocentrisk bøn, kredsende om 15 vigtige stationer i Jesu Kristi menneskeliv. Rosenkransbønnen er ikke en bøn til Maria, men en bøn med Maria, hvilket de 15 gange 10 "Hil dig Maria"´er skal udtrykke. Når Montfort under sine missionsrejser kom til en landsby for dér at påbegynde en mission, indledte han ofte med, i sognekirken at anbringe 15 medbragte, store billeder, fore-stillende netop de 15 rosenkransmysterier. Udfra disse billedlige fremstillinger af vor tros grundmysterier underviste han, mediterede han, bad han.

I sin afhandling om den ægte Maria-fromhed advarer Montfort mod forskellige "falske" former for Maria-fromhed, hvilket faktisk er højaktuelt idag, hvor flere sværmeriske bevægelser forvrænger Maria-fromheden til en parodi på sund og ægte kristendom. Sammenfattende kunne man sige, at Montfort i sin optælling afviser enhver Maria-fromhed, som bliver "stående" ved Maria og ikke peger hen på/fører frem til Kristus. Styrken i hans afhandling ligger blandt andet deri, at han aldrig taler om Maria isoleret, derimod altid anbringer hende i relation til den treenige Gud. Atter engang: Montfort, den teocentriske! Gud alene!

Medlemmerne af den montfortanske ordensfamilie, dvs. a) Montfortaner-præsterne, brødrene og de associerede i "Mariæ selskab", b) Montfortaner-søstrene, kaldet "Visdommens døtre" samt c) skolebroderordenen "Skt. Gabrielsbrødrene" lever og forkynder denne spiritualitet som en lykkelig livsvisdom. De har tilegnet sig den i noviciatet, og de har, senest ved aflæggelsen af deres første ordensløfter, højtideligt foretaget den montfortanske indvielse til Jesus ved Maria, - via dén indvielsesbøn, som Montfort selv har formuleret.

Gennem ordensfamiliens medlemmer, men måske langt mere gennem Montforts skrifter, er den montfortanske spiritualitet blevet alment kendt, og den leves af masser af mennesker, som aldrig har mødt en montfortaner eller en visdomsdatter. Det er ingen hemmelighed, at vor nuværende pave Johannes Paul II og biskop Hans Martensen personligt har foretaget den montfortanske indvielse, ligesom det er tilfældet for en række af vore præster og søstre, der ikke hører til den montfortanske ordensfamilie.

Den montfortanske association "Maria, Hjerternes Dronning" er en slags forening for mennesker, der har valgt at leve deres kristenliv i montfortansk ånd og som ønsker en tilknytning til montfortanernes kongregation. De foretager, efter en forberedelsestid, den montfortanske indvielse til Jesus Kristus ved Maria, - og lader sig så indskrive i associationens protokol, hvorved de bliver indlemmet i den montfortanske ordensfamilie. En afdeling af denne association er kirkeretsligt oprettet ved Vor Frue Kirke i Slagelse. Flere, der har været med på de fra Slagelse arrangerede mariansk-montfortanske valfarter, er medlemmer. Yderligere oplysninger om medlemskab fås ved henvendelse til undertegnede.

I anledning 50-året for Montforts helgenkåring har undertegnede udgivet sin egen oversættelse/gengivelse af Montforts "Afhandling om den ægte Maria-fromhed". Der skal gøres opmærksom på, at Montfort har lavet en syntese af denne sin "Afhandling om den ægte Maria-fromhed". Den forkortede udgave, som han kalder "Marias nådehemmelighed", foreligger fra pater Mesters' tid på dansk i en ordret oversættelse, iøvrigt med et udmærket forord om montfortansk spiritualitet og et efterskrift om ærkebroderskabet "Maria, Hjerternes Dronning". Den lille bog kan erhverves på nedenstående adresse, ligesom andre Montfort-skrifter fra pater Mesters' oversættelses- og udgiver-hånd: "Den brændende bøn om missionspræster" og "Brevet til korsets venner". Endelig henledes opmærksomheden på en genudgivelse af pater Mesters' syntese af Montforts nævnte hovedværk: "Kærligheden til den guddommelige Visdom" samt det fine, lille hæfte "Montfort som ordensstifter", hvori pater Mesters gennemgår Montforts liv og "fødslen" af de montfortanske kongregationer.

I 50-året for Skt. Montforts helgenkåring, 20. juli 1997

p. Stephen Holm

Den montfortanske Association • Lærkevej 2 • 4180 Sorø • Telefon 59 59 66 45