MONTFORT OG DEN MONTFORTANSKE ORDENSFAMILIE


DEN MONTFORTANSKE FAMILIE 

- hører hjemme i den romersk-katolske kirke og består af tre større kongregationer: 

Montfortanernes kongregation (Societas Mariae Montfortanae = SMM), - kaldes osse 'Mariæ Selskab' (Compagnie de Marie)
ca. 800 medlemmer (præster og brødre)
I Mariæ selskab er incorporeret associationen "Maria, Hjerternes Dronning" 

Visdomsdøtrenes kongregation (Les Filles de la Sagesse = fdls), ca. 1.500  medlemmer 

Skt. Gabrielsbrødrenes kongregation (FSG), ca. 2.000 medlemmer (skole-brødre) 

Til den montfortanske familie medregnes forskellige associerede

 

 

Den montfortanske ordensfamilie har sit udspring i den vestfranske missions-præst 
Louis-Marie Grignion de Montfort (1673-1716)
og hans første 'discipel' 
Marie-Louise Trichet (1684-1759). 

Louis-Marie de Montfort blev saligkåret i 1888 og helgenkåret i 1947 
Marie-Louise Trichet blev saligkåret i 1993. 
 

Ved indgangen til præstegården bag Vor Frue Kirke i Slagelse står en markant statue af missions-præsten Louis-Marie Grignion de Montfort.  Han døde, "i helligheds ry", som man siger, under en folkemission i den lille by St. Laurent-sur-Sevre i Vendee i Vestfrankrig, den 28. april i året 1716, kun 43 år gammel. Han stammede fra det barske Bretagne, var født i Montfort-sur-Meu i 1673, fik sin gymnasieuddannelse hos jesuiterne i Rennes og drog siden til Paris for at læse teologi. Som sækularpræst blev han præsteviet dér i år 1700. I 1706 vandrede han til fods til Rom for at rådføre sig med paven angående sin fortsatte præstegerning. Han udtrykte ønske om at blive sendt til Canada som missionær, men paven sendte ham retur til Frankrig med ordene: "Tag tilbage, hvor du kommer fra. I dit hjemland er der mer end nok at bestille!"  Og han udnævnte ham som 'pavelig missionær'. I sine endnu ti år som omvandrende missions-præst tilbagelagde Montfort til fods 24.000 km i det vestfranske. Vandrede fra landsby til landsby for, gennem såkaldte "missions-uger", med en helhjertet, utrættelig, næsten overmenneskelig indsats, at yde åndelig førstehjælp til sin samtids hendøende religiøse liv. For vanekristendom var på mode dengang som idag. Det lykkedes Montfort, denne ildsjæl, denne fromme, dynamiske, dybt radikale præst, ved sin effektive "hjerte-massage", at bane vej for Helligånden, som så kunne indpuste nyt religiøst liv i de menneskehjerter, der havde lyttet til "le bon Pére"s jævne og ligefremme ord om Jesus Kristus, Guds Visdom, der netop ved Helligånden i jomfru Maria var blevet menneske blandt mennesker.

Hans metode var enkel og dybt evangelisk. Når han kom til en landsby, hvor man ikke længere kendte til selv de mest grundlæggende begivenheder/sand-heder i Kristi liv og i kristendommen, opstillede han i sognekirken 15 store billeder, svarende til rosenkransbønnens 15 mysterier, de vigtigste "stationer" i Jesu liv, og ud fra disse billeder underviste han, bad han, mediterede han, - sammen med de fremmødte nysgerrige, som ofte var hele landsbyen, idet alternative underholdningstilbud jo var pauvre. "Den gode pater med den store rosenkrans" blev han kaldt. Igen og igen lykkedes det for ham at begejstre mennesker for dén kendsgerning, at de engang var blevet døbt og dermed podet ind i Jesus Kristus. Spontant sagde mange til ham: "Hvis jeg ikke allerede vár døbt, ville jeg lade mig døbe idag". Montfort sagde til hver enkelt "Så forny dine dåbsløfter! Skriv trosbekendelsen på et stykke papir, skriv under med dit navn og giv mig din afskrift!" Ved missionsperiodens slutning lagde Montfort alle disse trosbekendelses-afskrifter på Maria-altret i den pågældende kirke. Hvorfor? Fordi han i evangeliets ånd resonnerede som følger: Ingen har levet mere kristocentrisk end Maria. Derfor er den sikreste vej for et fremtidigt trofast og aktivt kristenliv et trosliv sammen med Maria, et trosliv i afhængighed af hende. Igen og igen talte Montfort om "hengivelse til Kristus gennem Maria", hvilket på dansk vil sige: At beslutte sig til at lægge sit kristenliv i jomfru Marias hænder, for, ved, med og i hende, at være overgivet til Kristus.Trosbekendelsen på Mariaaltret skulle udtrykke denne beslutning ("indvielse").

Montfort har aldrig tænkt på at stifte ordener for ordenernes skyld. Men han så "de store folkeskarer, der var som får uden hyrde" og indså, at den opgave, han gerne ville løse, krævede personale. Da han kort tid efter sin præstevielse var blevet huspræst i et kombineret alderdomshjem-sygehjem-hospital i Poitiers, og en ung pige en dag kom til ham i skriftestolen, fik han den umiddelbare indskydelse at stifte en søsterkongregation til løsning af de på stedet værende opgaver, og det til trods for, at det umiddelbare grundlag for denne kongregation kun var samme unge pige, Louise Trichet, som han iøvrigt slet ikke kendte. "Om vi så skal vente ti år på at kunne stadfæste "les Filles de la Sagesse" (Visdommens Døtre), er jeg overbevist om, at dette er det guddommelige Forsyns vilje", sagde han til hende, og i urokkelig tro iklædte han hende i den grå ordensdragt med den hvide cornette og gav hende søsternavnet Marie-Louise. Det var kyndelmissedag 1703. Ti år igennem var hun den eneste søster! Da Montfort i 1706 forlod Poitiers lod han hende blive tilbage ved hospitalet. I 1713, da en næste søster, Catharine Brunet, endelig havde meldt sig, bad han søstrene flytte til La Rochelle for at grundlægge en skole. Ved Montforts død i 1716 kunne man tælle fire søstre. Ved Marie Louises egen død i 1759 i St. Laurent: 30 huse overalt i Frankrig.

Gerningen som missions-præst krævede som nævnt helt klart medhjælpere. Montfort bad indtrængende Gud om at få lov til at stifte et lille, fattigt selskab af missionspræster, og egentlig blev hans "brændende bøn" bønhørt, for flere kom til, præster såvel som brødre, men alle gik de igen. Ingen kunne nemlig i det lange løb leve op til Montforts radikalitet, idet han forlangte det samme af sine medarbejdere, som han forlangte af sig selv. Kun én holdt ud og blév: lægmanden Mathurin Rangeard. Som 17-årig havde han i Poitiers mødt Montfort (1705), og resten af sit liv hjalp han trofast ham og hans efterfølgere i missionsarbejdet. Til trods for, at denne "broder" aldrig kom til at aflægge ordensløfter, tælles han officielt som den første montfortaner.

Året før Montfort døde, havde to præster, som han strengt taget havde bondefanget, knyttet sig til ham i hans missionsarbejde: Adrien Vatel og René Mulot. At ikke osse de gik, skyldes nok, at Montfort kom dem i forkøbet og døde, inden det nåede så vidt. På sit dødsleje havde Montfort bedt René Mulot om at videreføre arbejdet, men Mulot var en svag mand, og hvis ikke den stærke og den af Montfort dybt prægede sr. Marie-Louise Trichet havde holdt den lille gruppe til ilden og igen og igen havde stillet dem opgaver, er det nok et spørgsmål, om de, flere år efter Montforts død, havde været i stand til at acceptere en invitation, der gik på, at de, - Montforts efterfølgere, - skulle holde mission i en bestemt landsby. Denne mission gav dem mod og "fødte" rent faktisk montfortanernes kongregation: La "Compagnie de Marie", omend kongregationen var blevet undfanget hos Montfort så tidligt som i 1706, hvor han skrev ovennævnte "brændende bøn" om et lille missions-"selskab", bestående af præster med missionsånd.

I 1888 blev Montfort saligkåret og i 1947 fulgte helgenkåringen. Marie-Louise Trichet, den første Visdomsdatter, er så sent som i 1993 blevet saligkåret.

År 2005 arbejder udover hele jorden ca. 2500 Visdomsdøtre og små 1000 montfortanere. Omkring 40 novicer, fordelt på Indonesien, Filippinerne, Indien, Afrika, Sydamerika (og Sydeuropa), forbereder sig til at aflægge de første løfter i montfortanernes kongregation, mens ca. 30 postulanter forbereder sig på at indtræde i noviciat. De tre største ordensprovinser er Italien, Frankrig og Holland, som samtidig har den højeste gennemsnitsalder. Til den montfortanske ordensfamilie tælles osse en skolebroderorden, kaldet Skt. Gabrielsbrødrene, stiftet af en montfortaner-generalsuperior midt i 1700-tallet. Alle tre "grene" har deres gamle moderhuse i St. Laurent-sur-Sevre, hvor Montfort og Marie-Louise ligger begravet, selvom centraladministrationerne nu er i Rom.

Medlemmer af den montfortanske ordensfamilie betragter sig i første række som missionærer, dvs. kristne, der af Kristus har fået overdraget en mission = en opgave. Opgaven ér at hjælpe, ja, begejstre medkristne til at virkeliggøre dåbsløfterne i deres liv, altså hjælpe dem på vej i deres ligedannelse med Kristus, "forberede Kristi riges komme", som det så flot udtrykkes. Trosbekendelsen giver belæg for, at Kristus i sin menneskevordelse (til enhver tid) undfanges ved Helligånden og fødes af jomfru Maria. For at bane vej for dette Helligåndens virke i det enkelte menneske, opfordrer ordensfamiliens medlemmer sig selv og deres medkristne til en ægte andagt, dvs. en kristocentrisk relation til jomfru Maria. Rosenkransbønnen er vigtig, netop fordi den er kristocentrisk. Dette, som man kunne kalde montfortansk spiritualitet, har Montfort iøvrigt dybtgående gjort rede for i et af ham berømt skrift "Traité de la vraie dévotion" (Afhandlingen om den ægte Maria-fromhed), som er oversat til utallige sprog. Afhandlingen er et tillæg til hans mest betydningsfulde skrift: "Kærligheden til den guddommelige Visdom". Dens styrke ér, at den aldrig taler om Maria isoleret, men alene taler om hende i relation til den hellige Treenighed. Og forfatteren afviser blankt forskellige, falske former for Maria-fromhed, hvilket er højaktuelt idag, hvor flere sværmeriske bevægelser gør Maria-fromheden til en parodi på sund kristendom. En dansk gengivelse af denne afhandling er udkommet i forbindelse med 50-året for Montforts helgenkåring. "Marias nådehemmelighed", som er Montforts syntese af "La vraie dévotion", samt hans "Brændende bøn om missions-præster" og hans "Brev til korsets venner" foreligger fra pater Mesters´ tid på dansk. Osse pater Mesters´ udmærkede hæfter: "Montfort som ordensstifter"og en syntese af "Kærligheden til den guddommelige Visdom". (Disse skrifter fås hos Montfortkommunitetet i Slagelse).

For at hjælpe biskop von Euch i opbyggelse af menigheder på Sjælland og bidrage med den montfortanske spiritualitet, var montfortanerne i 1901 fra Holland kommet til Roskilde, og i 1903 fulgte Visdommens døtre. Vor tids katolske menigheder i Roskilde, Ringsted, Slagelse, Kalundborg, Holbæk og Tåstrup skylder montfortanerne deres grundlæggelse, deres opbygning og deres kirkebygninger. Og menighederne i Køge, Hillerød, og Hellerup har år igennem nydt godt af montfortansk assistance. 

Indenfor de sidste årtier er der imidlertid fra ordenens side blevet trappet néd på grund af udeblivende kald i Nordeuropa, og i sommeren 1993 forlod montfortanerne deres gamle regional-moderhus i Roskilde, idet de overdrog kirke og ordenshus til bispedømmet, hvorpå biskoppen har overdraget ledelsen af sognet til franciskaner-konventualernes amerikanske ordensprovins. Omtrent samtidig forlod Visdommens Døtre Danmark.

Sjælesorgen i de gamle montfortanske sogne Slagelse-Kalundborg-Holbæk blev fra 1984-2011 varetaget af Montfortkommunitetet i Slagelse, som udgøres af associerede montfortanere. Et af kommunitetets medlemmer er sognepræst i Fredericia og Assens. Fra kommunitetets bolig i Sorø ledes den danske afdeling af den montfortanske lægmandsbevægelse, associationen "Maria, Hjerternes Dronning".

Typisk for montfortanerne er det: at udgive tidsskrifter med mariansk accent og arrangere pilgrimsrejser. Efter pater Mesters´ død er der fra Slagelse fem gange arrangeret pilgrimsrejser til Frankrig i den hellige Montforts fodspor. I 1988, som var Maria-år, i 1991, som var 90-året for de første montfortaneres ankomst til Danmark. I 1997, i 50-året for Montforts helgenkåring, i 2001 i 100-året for montfortanernes ankomst til Danmark, foråret 2001 og endelig i 2005, i anledning af kongregationens 300-års-jubilæum.

DEN MONTFORTANSKE ORDENSFAMILIE I DANMARK

 

Det var i foråret 1901, at en aftale mellem Montfortanernes kongregation og den daværende biskop von Euch i København kom istand.  Om, at kongregationen, der havde mission som hovedformål, og som ligesom alle andre franske ordenssamfund i slutningen af 1800-tallet var blevet drevet ud af Frankrig, skulle sende præster til det relativt nye apostoliske vikariat, som jo præstemæssigt slet ikke kunne dække, hvad der var behov for. Biskoppen havde bestemt, at Roskilde skulle være montfortanernes danske hovedstation, og herfra skulle de så grundlægge og opbygge menigheder forskellige steder i det midt- og vestsjællandske. Nordsjælland skulle gives i en anden kongregations varetægt og Sydsjælland i en tredies.

Således gik det til, at tre montfortanere fra den ny hollandske provins den 25. maj 1901 kom til Danmark og den 08. juni bosatte sig i en lille lejlighed i Roskilde, hvor de faktisk på bar bund begyndte opbyggelsen af en menighed her.

Skematisk kan montfortanernes omfattende virke på Midtsjælland opstilles således:

Ankomst til Roskilde 1901. 

Opbyggelse af menighed. Opførelse af den store Skt. Laurentii Kirke, indviet i 1914. 

Fra Roskilde sendes i 1902  præster til Ringsted,  i 1905 til Slagelse.

Præster fra Slagelse begynder i 1912 at opbygge en menighed  i Kalundborg. 

Præster fra Roskilde begynder i 1915 at opbygge en  menighed i Holbæk,  i 1930 en menighed i Tåstrup.

I tidsrummet 1942-57 stiller montfortanerne en præst til rådighed som sognepræst i Hellerup.

Hertil kommer endelig, at biskop von Euch allerede i 1902 beder montfortanerne i Roskilde om, også at sørge for sjælesorgen på Island, som på dette tidspunkt hører til det danske vikariat. Efter en afgørelse i kongregationens centralstyrelse sendes præster fra Roskilde til Reykjavik i slutningen af 1903. Således er det montfortanerne, der har opbygget den post-reformatoriske katolske kirke i Island og der, efter at Island bliver et selvstændigt bispedømme, stiller tre biskopper.

I Ringsted opfører montfortanerne den lille Skt. Knuds Kirke, som indvies i 1907, 
i Holbæk Skt. Lucii Kirke, som indvies i 1918. 
i Slagelse bygges den pompøse Vor Frue Kirke, som indvies i 1931. 



i 1933 tages en nyopført vandrerkirke i brug i Tåstrup (Skt. Pauls Kirke). 
Endelig indvies i 1937 i Kalundborg den lille Skt.  Mariæ Kirke.

Igennem 1900-tallet har kongregationens hollandske provins stillet ca. 40 patres og 12 lægbrødre til disposition for kirken i Danmark, - gennem længere eller kortere tid. Udover sjælesorgen i de enkelte sogne har kongregationen osse, ganske særligt gennem pater Joseph Mesters (i Danmark fra 1932-1982) sørget for udgivelse af montfortansk litteratur på dansk, arrangeret valfarter fra Skandinavien til Lourdes og udgivet et pilgrimsblad "Ave Maria".

Manglende kald i montfortanernes hollandske provins i sidste halvdel af 1900-tallet har haft konsekvenser for indsatsen i Danmark.  Ringsted var den første station, som kongregationen måtte opgive. Det var i 1967. Så fulgte Tåstrup i 1986 og endelig i 1993 Roskilde. 

Sjælesorgen i Slagelse-Kalundborg og Holbæk gled efter de hollandske montfortaneres tilbagetrækning i hænderne på Montfortkommunitetet, som udgøres af associerede montfortanere med kontakt til den tyske montfortaner-region. Kommunitetet virkede indtil 2011, bosat i Slagelse (nu Sorø), for kontinuitet i betjeningen i de nævnte montfortanske menigheder samt  for pleje og udbredelse af den montfortanske spiritualitet, dels gennem udgivelse af skrifter, dels gennem udbud af pilgrimsrejser i den hellige Montforts fodspor. Fra 1998 til 2011 nød kommunitetet officiel godkendelse af biskoppen af København.  Fra 1999-2002 var et medlem af Montfortkommunitetet præst i Tåstrup. Derefter blev samme medlem sognepræst i Fredericia og ansvarlig for den lille menighed i Assens. Siden 2012 er han sognepræst i Horsens.


Visdommens Døtre 
fulgte i montfortanernes kølvand og ankom til Roskilde i 1903, hvor de, på præsternes anbefaling, byggede og indrettede det topmoderne Skt. Maria Hospital (1905). Men hvad der var topmoderne i 1905 var det ikke længere i 1962, hvorfor søstrene enten for et tårnhøjt beløb måtte modernisere, eller for et ringere beløb omdanne. De valgte det sidste og omdannede hospitalet til et syge- og plejehjem, hvor Roskilde kommune lejede sig ind. 

Ligeledes på præsternes anbefaling gik de i gang med skolebyggeri. I 1904 begyndte de med tre elever. I 1910 kunne de rykke ind i den nybyggede Skt. Josefs Skole, som de med dygtighed drev indtil midten af 60'erne, hvor de p. g. a. ændret skolelovgivning og færre undervisende søstre lod skolen omdanne til en selvejende institution.

Roskilde-søstrene har haft følgende 'udløbere':

- reconvalecenthjem i Hillerød 1939-44

- børnehjem i Slagelse efter Skt. Hedvigsøstrene 1966-73

- livredderhjælp til den katolske skole i Nakskov i begyndelsen af 70'erne

. førstehjælp til den katolske skole i Tåstrup, der i 1976 åbnedes som en filial af skolen i Roskilde.

- livredderhjælp som leder af den katolske skole i Nyborg i begyndelsen af 80'erne.

Da Roskilde kommune i 1991 opsagde kontrakten med Skt. Mariæ syge- og plejehjem, afviklede Visdomsdøtrene bygningerne, og de søstre, der var tilbage, forlod Roskilde for at tage til kongregationens hjem for ældre søstre i Wichem-Nijmegen i Holland.

Skt. Gabrielsbrødrene har aldrig arbejdet i Danmark.

Den montfortanske association "Maria, Hjerternes Dronning", som sorterer direkte under montfortanernes kongregation, er en sammenslutning for alle, der ønsker at leve deres kristenliv i afhængighed af jomfru Maria efter den hellige Louis-Marie de Montforts inspiration, i tilknytning til montfortanernes kongregation. Den blev i 1940'erne kirkeretsligt oprettet ved Vor Frue Kirke i Slagelse, i 70'erne blev dens sæde flyttet til Visdomsdøtrenes Kapel i Roskilde, hvorpå den fortabte sig i intetheden. I 1995 er den ved en aftale mellem montfortanernes generalsuperior i Rom og biskoppen af København blevet re-oprettet ved Vor Frue Kirke i Slagelse med Montfortkommunitetets forstander, p. Stephen Holm, som leder. I 2011, hvor dens sæde er forlagt til Skt. Montforts kapel i 'Maison Montfort' i Sorø  tæller den  ca. 30 medlemmer.
Siden 2012 er p. Thomas Birkheuser associationens leder.

 

DEN MONTFORTANSKE ORDENSFAMILIES HISTORIE

 

Fra 01. maj 2005 til Montfortfesten 2006 har montfortanerne fejret 300-års jubilæum for deres kongregation, idet man har valgt at sætte Louis-Marie de Montforts møde med den 17-årige Mathurin Rangeard, som kongregationens fødsel. Mathurin blev Montforts første følgesvend. Som lægbroder forblev han hos Montfort til dennes død og fortsatte hos hans efterfølgere indtil sin egen død i 1760. Han betragtes officielt som den første montfortaner, - og dét til trods for, at han, - i lighed med flere lægbrødre, - aldrig kom til at aflægge ordensløfter.

I anledning af kongregationens 300-års jubilæum har montfortanernes tidsskrift i det tyske sprogområde "Im Dienste der Königin" valgt at bringe en serie om de 300 års forløb og valgt den hollandske montfortanerpater Mathias Bertrands (+ 1993) komprimerede gennemgang, oversat fra hollandsk til tysk. Løbende har jeg oversat den fra tysk til dansk og lagt oversættelsen ind her på hjemmesiden til orientering for alle interesserede. De læsere, som er uden kendskab til Montfort  og hans pastorale indsats, anbefaler jeg, at de indledningsvis orienterer sig i linkene: "Montfort og den montfortanske ordensfamilie" samt "Montfortansk spiritualitet, - hvad er det??"

p. Stephen Holm

 

1715 - 1750

Louis-Marie Grignion de Montforts sidste leveår, talte dén gruppe, han havde samlet om sig, præsterne Adrian Vatel og René Mulot, samt tre brødre: Mathurin, Jacques og Jean. Ingen af brødrene havde aflagt løfter.

Efter Louis-Maries pludselige død i St. Laurent-sur-Sevre den 28. april 1716, hvor han på sit dødsleje havde udnævnt René Mulot til sin efterfølger, blev tilbage i gruppen de to præster samt broder Mathurin. 

De tog til præstegården i St. Pompain, hvor Rene Mulos bror var sognepræst. Br. Jaques blev i St. Laurent som kirkesanger og 'beskytter' af Montforts grav. To år hengik i stilhed og umiddelbart så det ud, som om Montforts missions-værk var gået i graven med ham selv.  Men i løbet af  fastetiden i 1718 sendte sognepræsten fra les Loges bud til St. Pompain og bad om de to 'ledige'  præsters hjælp til at forberede hans menighed på at fejre påske. Præsterne gav deres tilsagn i overbevisning om, at de bare skulle hjælpe. Ubehageligt overraskede blev de, da de erfarede, at sognepræsten fra prædikestolen havde proklameret: At den gode Pére de Montforts efterfølgere nu kom til les Loges for at lede en folkemission... Men de kastede sig ud i det: Pére Mulot prædikede, Pére Vatel tog sig af børnene og frére Mathurin forberedte liturgien og var forsanger og rosenkransforbeder. Skønt de var totalt uforberedte, blev missionen en virkelig succes og efterfulgtes af talrige anmodninger fra andre sognepræster.  I mellemtiden havde  Sr. Marie-Louise Trichet , som Montfort havde iklædt i 1703 som den første Visdomsdatter, ladet sin lille gruppe af Visdomsdøtre flytte til St.-Laurent. Nu behøvede hun en spiritual for søstrene og hendes valg var faldet på René Mulot, som Pére de Montfort jo personligt havde indsat som sin efterfølger. Biskoppen af la Rochelle godkendte valget og overdrog den gejstlige ledelse af søstrene til René Mulot. (1720). Således begyndte dét, som allerede var praktiseret i den vincentinske ordensfamilie: at forstanderen for præsterne osse er forstander for søstrene. Det lykkedes Marie-Louise at overtale missionærerne til at beslutte sig for, osse at slå sig ned på dét ærværdige sted, hvor Pére de Montfort havde prædiket sin sidste mission, og hvor hans grav jo forefandtes. I 1721 blev et hus med det smukke navn "Den grønne Eg" erhvervet, men navnet var strengt taget det eneste smukke, som dette hus kunne udvise. Det var i en så forfalden stand, at det rent faktisk ikke kunne bebos, og meget måtte sættes i stand, før missionærerne kunne flytte ind.

På Peter og Pauls fest i 1722 sluttede M. Le Vallois og broder Joseau sig til gruppen, og det var nu realistisk at overveje strukturer for fællesskabet og vælge en superior.

René Mulot var på det tidspunkt gruppens ubestridte leder. Han havde nydt Pére de Montforts tillid og var som nævnt af ham personligt indsat som hans efterfølger. På ingen måde var han en førerskikkelse, snarere beskeden og tilbageholdende, med en ret så lille selvtillid og et ikke for stærkt helbred.  Derfor havde han mere været som den første blandt ligemænd. Men nu ville den lille gruppe have en 'rigtig' superior, og efter otte dages forberedende retræte skred man til valg. Alle, undtagen én (ham selv), stemte på Mulot. Hvorpå alle, med undtagelse af to, i René Mulots hænder aflagde de tre ordensløfter, sådan som det var forudset i den ny regel for missionærerne i Mariæ Selskab, en regel, som hurtigt opnåede godkendelse af biskopperne af Lucon, La Rochelle og Poitiers.

Hvem var det så, der havde valgt den ny superior. Hvor mange? Hvor mange præster? Hvormange brødre? Var det løfter for et år, eller evige løfter?? 

Vi ved det ikke! 

I året derefter berettes det, at fællesskabet tæller fem præster og fire brødre.  Brødrene, som gennem år havde fulgt Pere de Montfort, omtales alle i hans testamente. Men mangt og meget om det første montfortanske kommunitet i St.-Laurent bærer uvishedens overskrift. Det ser ud, som om dét at aflægge løfter ikke var en ufravigelig regel for medlemskab. De første Montfort-missionærer interesserede sig ikke så meget for formalia, langt mere for, at missionsarbejdet kunne være så effektivt som muligt!

I 1723 byttede Montfort-missionærerne og Visdommens Døtre huse. "Den grønne Eg" var alt for stor til Mulot og hans gruppe, og "Det lange Hus",- sådan hed søstrenes domicil, - var blevet alt for lille til søster Marie-Louises hurtigt voksende søstersamfund.

En kort tid modtog Mulot hjælp fra Paris. En præst ved navn Thomas, sluttede sig til gruppen og hjalp til ved missionerne, men ret hurtigt blev han kaldt tilbage til Paris af sine overordnede.

I slutningen af juli 1748 sendte Rene Mulot tre patres afsted til Rom. Han ønskede pavens godkendelse for såvel Montfort-missionærernes som for Visdomsdøtrenes regel. Præsterne ankom til Rom midt i september og blev der 14 dage. Det lykkedes dem at opnå privataudiens hos Pave Benedikt XIV. Præsenteret for de to ordensregler lovpriste paven de ny initiativer, og da han bemærkede, at reglerne allerede havde de lokale biskoppers godkendelse, "skimmede" ham dem bare og gav dem sin mundtlige godkendelse og velsignelse. I november var patrene tilbage i St.-Laurent.

Rene Mulot forblev superior indtil sin død i året 1749, altså gennem 27 år. Hans gruppe forblev en lille skare, som fuldt og helt så det som deres opgave at prædike missioner. Mulot antog enhver, som tilbød sig og var af god vilje. Således havde han altid folk nok ved sin side, omend mange kun hjalp til en begrænset tid. Da Mulot blev bedt om at afholde folkemissioner i bispedømment Nantes, inddrog han sulpicianerne fra St. Clement som medhjælpere, netop dét fællesskab, som Pére de Montfort i tiden umiddelbart efter sin præstevielse havde været aktiv i, men hvor han ikke fandt, hvad han søgte.

De, der udtrykkeligt tilsluttede sig den lille gruppe, kom fra seminariet 'Le saint Esprit' i Paris, faktisk i overeensstemmelse méd, hvad Pére de Montfort i sin tid havde aftalt med seminarieledelsen.  M. Le Vallois var den første, - det var i 1722.  I 1727 blev det til tre mere, og i 1737 tre af deres bedste, - sådan skrev man i hvert fald til Pére Mulot. Men en klar oversigt over hvem der gennem løfter bandt sig til Mariæ Selskab lader sig ikke udrede, måske 15, i hvert fald mindre end 20. Ved Mulots død drejede det sig om 10 patres og 4 måske 5 brødre. Forud for dem var nogle allerede døde, heriblandt patrene Adrian Vatel og Le Vallois, som hørte til blandt de første: Le Vallois døde i 1747 i St.-Laurent. Han blev 54 år og var gennem 26 år præst for Visdomsdøtrene. Adrian Vatel døde i Rennes i 1848 efter en mission i hans hjemegn i Normandiet. De sidste år af hans liv havde gjort tjeneste som kapellan ved St. Ludvig-hospitalet i La Rochelle.

René Mulot døde under en mission i bispedømmet Vannes. Her havde han sammentromlet en stor gruppe af frivillige, som hjalp til med at restaurere kirken og kirkegården. En del gravstene, som var i kirken, blev båret ud på kirkegården. Mulot selv tog godt fat. Under arbejdet kom han til at træde et rustent søm, som stak ud af en bjælke op i højre fod. Få dage efter døde han under de mest grusomme smerter af stivkrampe, som man dengang ikke kendte noget middel imod. Efter eget ønske blev han begravet på den stedlige kirkegård, men hans hjerte blev i et bly-skrin bragt til St.-Laurent og begravet dér. På hans gravsten kan man læse: "Her hviler Rene Mulot, superior for missionærerne fra St.-Laurent, død i helligheds ry den 12. maj 1749!"

René Mulot havde virkelig gjort Pere de Montforts ønsker og ideer til sine egne og et langt stykke ført dem ud i livet. Under hans ledelse blev Mariæ Selskab, som Montfort så brændende havde ønsket sig, til virkelighed. Mulot var Montfort en værdig efterfølger, Montfort, som han forsøgte at efterligne i alt: samme iver i forkyndelsen af det glade budskab, samme kærlighed til korset, samme afhængighed af Maria, Hjerternes Dronning, til hvem han viede alle sine missioner. Dette fremgår klart af de breve fra hans hånd, som er bevaret.

Hvad Mulot har betydet for begyndelsen af Mariæ Selskab ses måske tydeligst deraf, at folk i almindelighed kaldte medlemmerne for "Mulotinerne". Mulots grav blev hurtigt et lille valfartssted og indtil den dag i dag bliver mange bønhørelser tilskrevet hans forbøn. Pére de Montfort havde altså haft ret, da han i 1715, året før sin død, bondefangede den dengang svage og vege Rene Mulot med ordene: "Hvis De fremover hjælper mig i missionsarbejdet, vil alle deres sygdomme og svagheder forsvinde!".

 

1750 - 1780

P. Mulots efterfølger blev P. Jean-Nicolas Audubon (+1755) og, - efter ham, - p. Charles Besnard (+1788). Selv om de begge gjorde alle mulige anstrengelser for at opnå civil godkendelse af Mariæ Selskab, d. v. s. kongelig anerkendelse, var det endnu ikke lykkedes. I 1771 forsøgte man atter engang en henvendelse til kong  Ludvig d. 15.s regering og vedlagde ansøgningen anbefalelsesskrivelser fra samtlige biskopper, i hvis bispedømmer de havde prædiket missioner: La Rochelle, Nantes, Vannes, Rennes, Dol, Saint-Malo, Angouléme, Saintes og Poitiers. Ydermere anbefalinger fra flere promenente enkeltpersoner. … Svaret lod vente to år på sig, dets vigtigste afsnit lyder som følger: "Vi har efterprøvet og konstateret.. og med dette dokument, underskrevet ved vor egen hånd, godkender og stadfæster vi de to kongregationer, som er opstået i sognet St.-Laurent i bispedømmet La Rochelle, nemlig præstefællesskabet med navnet "Helligåndens præstemissionærer", og kvinde-fællesskabet med titel af hospitalssøstre, kaldet "Visdommens Døtre", - forudsat, at begge fællesskaber overholder deres respektive regler og statutter, sådan som de skriftligt er nedfældet og godkendt af biskoppen af La Rochelle og som vi med dette dokument bekræfter". Dokumentet bærer kongens underskrift og en underskrift fra en minister, som bevidner kongens underskrifts ægthed.

Dermed var begge fællesskabers fremtid sikret, men for Mariæ Selskab havde det betydet en afgørende revision af regelen, en pris, man havde måttet betale for at opnå den kongelige anerkendelse, som var af afgørende betydning for fællesskabets overlevelse. Allerede i 1749 og siden i 1768 var der kommet kongelige dekreter til fællesskabet, dekreter, der skulle udvirke en neddæmpning af det religiøse engagement i fællesskabet til fordel for det socialt nyttige. Derfor indså p. Besnard klart, at en kongelig anerkendelse ikke ville kunne opnås uden en ændring af regelen. Således måtte en artikel i den reviderede regel udsige, at: "Personer, der ønsker at binde sig til kongregationen, er ikke forpligtet til at binde sig gennem hverken højtidelige eller enkle løfter. Således vil de frit kunne forlade kongregationen, nårsomhelst de måtte ønske det!"

Samme år, som Mariæ Selskab modtog kongelig anerkendelse (1773), ophævede pave Clemens XIV jesuiterordenen, - efter at den i årene 1762-67 var blevet forbudt i de fleste katolske lande. Oplysningstiden var begyndt i Europa, dens filosofi bredte sig og vandt stor tilslutning og dermed indflydelse. Dens kendetegn var: Rationalisme, betoning af individet og dets velvære, kritik af de sociale og religiøse hierakier. Voltaire var en nøgleperson.

I dette usunde klima blev mulotinerne, som missionærerne stadig kaldtes, skydeskive for 'oplyste ånder's angreb, som uden nåde rettedes mod alle, der modarbejdede deres indflydelse. Trods Mariæ Selskabs lidenhed nød medlemmerne den ære at blive betragtet som jesuiternes støttesøjler. Forståeligt derhen, at de, som jesuiterne, forsvarede den ortodokse katolicisme imod jansenisternes vildfarelser. Dommeren i Mortagne, tæt ved St.-Laurent, Boutillier de Saint André, gav sin ophidselse frist løb i et giftigt brev til generalprokuratoren i parlamentet i Paris. På det allerheftigste protesterede han mod anerkendelsen af missionærerne fra St.-Laurent og skød dem alle tænkelige vildfarelser i skoene. Men P. Besnard forstod at imødegå samtlige punkter i beskyldningerne. En adelig fra St. Laurents omegn, Kavalier de la Treblaye, beskrev i et brev til generalprokuratoren i Poitiers "det farlige ved dén fanatisme og overtro, som i disse præsters hus bliver plejet og beskyttet".  Han påstod, at han ville afsløre, hvor dumme de folk ér, som bor i de ca. tyve landsbyer, hvor disse besatte præster udbreder deres jesuitiske lære og får enker og faderløse til at smide deres penge efter dem!"

Trods alle disse angreb nød Mulotinerne landbefolkningens agtelse og sognepræsternes respekt, og disse præster indbød dem igen og igen til at prædike missioner. Angrebene skulle vise sig at være det rene vand mod dét, de 15 år senere skulle stå model til, når den franske revolution var en kendsgerning.

 

1780 - 1800

Den enevældige Ludvig den 14., som regerede i 72 år, og hans efterfølgere havde bragt Frankrig til randen af en ruin. Ved stænderforsamlingen (Adelen, Gejstligheden og Borgere/Bønder) i Versailles den 5. maj 1789, var kongedømmets svækkelse en realitet. Da den lavere adel og den lavere gejstlighed samtidig tilnærmede sig trediestanden (borgere/bønder) og ivrigt støttedes af en nu på gader og stræder demonstrerende pariser-befolkning, var revolutionen indledt. Den 14. juli stormede man fængslet Bastillien, symbolet på monarkiets vilkårligheder, og befriede fangerne.

Den 4. august besluttede stænderforsamlingen at ophæve samtlige privilegier for adel og gejstlighed, og den 26. august blev den berømte erklæring om  menneske- og borgerrettigheder, byggende på oplysningstidens filosofiske ideer, vedtaget og offentliggjort. Samfundet og osse kirken, som spillede en stor rolle i samfundet, skulle gennemreformeres. Det første slag mod kirken vár, at dens ejendom/formue blev beslaglagt og erklæret for statsejendom, - til afværgelse af statens bankrot. Den 13. februar 1790 vedtoges en lov, som ophævede alle kontemplative ordener og deres klostre samtidig med, at aflæggelse af evige klosterløfter blev forbudt. Det værste slag kom den 12. juli s. å., da det besluttedes at lave kirken i Frankrig om til en nationalkirke, hvor biskopperne skulle vælges af folket, - i uafhængighed af Rom. Denne "Gejstlighedens Civil-konstitution" mødtes imidlertid med bitter modstand fra de fleste biskopper og præster. I et lille halvt års tid fandt de statslige myndigheder sig i det, men så var det osse slut med tålmodigheden, og man greb til magt: Samtlige gejstlige blev tvunget at sværge troskab overfor den ny konstitution, hvis de ville undgå fængsling eller deportation.

Mulotinerne, nu ledet af p. Jean-Baptiste Micquignon, (1788-1792) kunne ikke begejstres for de nye ideer, og ingen af dem havde den mindste tvivl: Alle, uden undtagelse, nægtede de at aflægge den ønskede ed. Af omsorg for de troende lod de små tryksager, som opfordrede til trofasthed overfor kirken, omdele, ja endog en lille katekismus, som i folkemunde kaldtes Mulotinernes Katekismus, men som bar titlen "Katekismus for den sande troende i den nuværende vanskelige situation" så dagens lys.

Selvfølgelig var det uundgåeligt, at disse aktiviteter kom de statslige myndigheder til kendskab. Den 6. juni 1791 blev huset i St- Laurent gennemsøgt af nationalgarden, det daværende politi og samtlige skrifter, - i kommandantens beretning betegnet som oprørske, - blev beslaglagt. Samme nat blev to patres arresteret, men takket være protester fra generalpriorinden for Visdommens Døtre, sr. Flavia, og andre indflydelsesrige personer i Saint-Laurent, blev de igen sat på fri fod.

Gudskelov havde husundersøgelsen ikke været tilbundsgående, idet nationalgarden ikke var stødt på husets vigtigste skrifter, heriblandt skrifter fra Louis-Marie de Montforts hånd. For i fremtiden at være på den sikre side besluttede missionærerne at bringe disse skrifter i sikkerhed. De blev samlede i en stor trækasse og begravet i en nærliggende mark. Blandt skrifterne var Montforts senere så berømte afhandling om den ægte Mariafromhed.

Hvad der skete for de kontemplative ordener i 1790, blev den 18. august 1792 udvidet til at gælde osse for kongregationerne. Således kom såvel Mulotinerne som Visdommens Døtre méd i dén pulje af ordensfolk, der blev stemplede som samfundsfjendtlige og derfor forbudte.

Missionærenes arbejde måtte nu fortsættes med yderst lav profil, faktisk i hemmelighed, men efterspørgelen efter dem i St-Laurent og omegn var vedblivende, idet landbefolkningen vægrede sig mod at lade sig betjene af de præster, som regeringen havde sendt til dem.

I begyndelsen af 1792 havde Montfort-missionærerne valgt ny forstander, nemlig p. René Supiot. Den 15. september, en lille måneds tid efter den officielle ophævelse af kongregationerne, ledede han en gudstjeneste i Saint-Laurent i anledning af nogle søstres løfteaflæggelse. Efter løfteaflæggelsen gav han alle søstrene tilladelse til at aflægge deres dragt og vende tilbage til deres familier og blive der, indtil stormene havde lagt sig og mere normale tider igen ville indtræde. Ca. 60 søstre benyttede sig af denne tilladelse og forlod Saint-Laurent, mens de søstre, som valgte at forblive på stedet, ligeledes aflagde deres ordensdragt og klædte sig civilt. Ikke desto mindre var pater Supiot meget bekymret for søstrene og traf dén beslutning, at de skulle bringes i sikkerhed i Spanien. Han gav to patres, Dauche og Verger, den opgave, at de skulle tage til Spanien og finde indkvarteringsmuligheder for søstrene. Begge gav de sig på vej til havnebyen La Rochelle, for, derfra med skib, at komme til Spanien. Imidlertid drog de, ret ubetænksomme, af sted i ordensdragt og blev således hurtigt genkendt som montfortanere, endda af en tidligere sognemedarbejder fra St.-Laurent, som meldte dem til myndighederne.

Det var ikke første gang de to patres faldt i myndighedernes hænder. I forbindelse med noget ungdomsarbejde i nabolandsbyerne til St. Laurent var det kommet til uroligheder, som med hård hånd blev nedkæmpet, og hvor de sårede var blevet anbragt i søstrenes hus. Ydermere var p. Dauche et år tidligere blevet arresteret i forbindelse med en husundersøgelse af præsternes hus i St. Laurent.

De to patres blev nu anklaget for at ægge til opstand og for at nægte at aflægge troskabseden til staten, og en deportation truede. Men dommen lød kun på, at de skulle forsvinde ud af Frankrig. Selv betalende omkostningerne skulle militæret ledsage dem til en havneby, hvor de kunne gå ombord på et skib, der sejlede dem til hvilket som helst udland. Nu viste det sig imidlertid umuligt at finde netop et sådant skib, hviorfor de blev sat i fængsel i fæstningen i La Rochelle. Derfra blev de to gange ført ind i byen og præsenteret for revolutionstribunalet. Begge gange nægtede de at aflægge troskabseden til staten. Tredje gang, - det var den 22. marts 1793, - fik de vreden fra den revolutionære del af befolkningen at føle. For rygtet om et delvis succesfyldt oprør i Vendeé mod regeringstropperne, ledet af gejstlige,  var nået frem til dem. De revolutionære i La Rochelle foreholdt regeringsgarden dens uduelighed, og for at dulme bebrejdelserne gav tropperne befolkningen frie hænder med hensyn til de to patres og lod pøbelen tage blodig hævn! Sammen med nogle andre præster blev de to montfortanere genstand for denne blodige hævn.

Opstanden i Vendeé var ikke til ende, og den varede til helt ind i oktober, før den blodigt blev nedkæmpet. St. Laurent var begivenhedernes centrum. Præsternes og søtrenes huse blev omdannet til sygehuse, hvor de i kampen sårede kunne behandles. Vendeés befolkning var udleveret til revolutionsgardens repræsalier. deres huse blev stukket i brand, deres høst ødelagt, deres husdyr nedslagtet. Mange døde var at optælle, osse i St.-Laurent: Et halvt hundrede dødsofre. Og i haven omkring montfortanernes moderhus blev tre brødre dræbt.

I forbindelse med den franske revolutions blodige uro mistede montfortanerne  næsten halvdelen af sine medlemmer. Udover de allerede nævnte to patres og tre brødre var der to brødre, som ligeledes blev ofre for revolutionen. En pater døde, da han hjalp nogle oprørere på flugt, og to patres forlod kongregationen.

I 1799 tæller fællesskabet kun ni patres og to brødre.

Heller ikke Visdomsdøtrene undgik revolutionens vold. Da den udbrød, var der 335 søstre.  Revolutionen dræbte 34 søstre, - de fleste blev guillotineret.  Ikke desto mindre trådte 68 ind.

På intet tidpunkt mistede generalforstanderen p. Supiot hverken modet eller håbet.  Netop i håb om bedre tider købte han et grundstykke til søstrene på en høj i St.-Laurents udkant, ligesom han ved at opkøbe nabogrundstykker til præsternes hus udvidede haven betydeligt.

 

1800 - 1850

Da Napoleon i 1801 underskrev konkordatet med pave Pius VII, lå kirken i Frankrig i ruiner. I sognekirken i St. Laurent blev gudstjenesterne efter revolutionen først genoptaget i 1799. Præsternes antal var reduceret til en trediedel, mange kirker fra blevet profaneret eller ødelagt, ligesom de kirkelige strukturer ikke længere fungerede. Mange klostre var blevet solgt, ordenssamfundene havde mistet alt, nogle eksisterede slet ikke længre.

Under disse forhold var det umuligt for Montfort-missionærerne at genoptage folkemissionen. I 1805 talte gruppen 7 medlemmer, som havde fuldt op at gøre med at betjene Visdomsdøtrene og træde til i præsteløse sogne. P. Duchesne, som havde tilbragt hele sit liv i Brest, fulgte med en gruppe Visdomsdøtre til Toulon ved Middelhavet, hvor de åbnede en ny residens. P. Supiot, som efterhånden var blevet gammel og svagelig, holdt fast véd, at han som generalforstander for såvel Visdomsdøtrene som for Montfortanerne skulle besøge søstrene regelmæssigt. Således rejste han i 1802 til søstrene i Brest, - et fællesskab på 72 søstre, - hvor han den 25. marts iklædte 9 novicer.

I juli 1806 kaldte han alle missionærerne sammen i St. Laurent og proklamerede sin afgang som generalsuperior. Omend han nu var 78 år accepterede man ikke, at han trådte tilbage. I stedet foresloges det, at p. Duchesne skulle træde til som hans assistent og i hans navn foretage alle visitationer hos søstrene. Fire år senere blev p. Subiot løst fra alle sine forpligtelser undtagen for sin titel som generalforstander, som han beholdt til sin død i 1818. Hans død markerer en epokes afslutning. Da han i sin tid indtrådte i  selskabet, var br. Mathurin og sr. Marie-Louise endnu i live. Han havde oplevet reformen af regelen, havde oplevet, hvorledes patrene havde måttet blive verdenspræster uden løfter, og hvordan de alligevel havde holdt sammen for at redde selskabet. Han havde oplevet revolutionens rædsler og mere en én gang sat sit eget liv på spil.

Efter p. Subiots død blev hans assistent p. Yves Duchesne uden videre hans efterfølger som generalforstander: Revolutionens rædsler var kommet på afstand, og selskabet rekreerede sig langsomt. I 1815 var der nye kandidater, som meldte sig: 15 præster og 7 brødre. Ikke alle 22 blev i selskabet, men i 1820 tæller kongregationen i hvert fald 10 patres og 5 brødre, altså det samme antal som før revolutionen. Allerede i 1816 havde man genoptaget forkemissionerne, og samme år gav Mariæ Selskabs præster en retræte for præster. I retræten deltog 63 præster, heriblandt bispedømmet la Rochelles generalvikar, som året efter skulle blive samme bispedømmes biskop.

Montfort-missionærerne lod sig ikke fratage modet på grund af deres ringe antal. I 1817 skriver de i selskabets statutter: "Selvom selskabet må tælle så mange medlemmer, som er nødvendige for, under alle omstændigheder at holde det sammen og klare de forpligtigelser, som afholdelse af folkemissioner medfører, så forbiver de dog tro med deres oprindelige koncept: ikke at sprede kræfterne over mere, end de kan bære!".

P. Duchesne havde i løbet af sin korte tid som genralsuperior udviklet et varmt venskab til en verdenspræst ved navn Gabriel Deshayes. Han var i 1791 blevet præsteviet af én af de biskopper, som ikke ville aflægge dén troskabsed, som de revolutionære forlangte, hvorfor han var blevet landsforvist. Pastor Deshayes havde, i hemmelighed og i livsfare, begyndt sit præstevirke i sin fødeby. I 1805 blev han så sognepræst i Auray. Her grundlagde han to ordenssamfund, et søster- og et brodersamfund, som skulle hellige sig ungdommens uddannelse og kristelige opdragelse. I hans sogn lå et ubeboet klosterkomplex, som munkene havde forladt under revolutionen. På et tidspunkt tilbød og anbefalede han Visdomsdøtrene at overtage disse bygninger, og således kom han i kontakt med p. Duchesne. Visdomsdøtrene accepterede, og den yderst positive kontakt mellem de to præster mundede ud i, at p. Duchesne foreslog pastor Deshayes at tilslutte sig Mariæ Selskab. Pastor Deshayes gjorde det gerne og fik straks sin biskops tilladelse. Knap var han indtrådt, før p. Duchesne gjorde ham til sin assistent og gav ham dén opgave at visitere Visdomsdøtrene i Bretagne. Dagen efter døde han, og en måned senere valgte de 8 præster, som selskabet nu bestod af, Gabriel Deshayes til generalsuperior (1821). En sådan 'lynkarriere' var mulig, fordi Mariæ Selskab siden den kongelige godkendelse af den reviderede regel i 1773 havde defineret selskabet som et præstefællesskab uden løfter.

P. Gabriel Deshayes skulle vise sig at blive af afgørende betydning for Mariæ Selskab. Dén aktive mand, som han altid havde været, vedblev han at være, og han udviklede ustandselig nye ideer. Det ikke helt lille hus, som Mariæ Selskab beboede, viste sig snart at være for lille til at rumme de mange aktiviteter og de mange besøgende. Præsteretræterne, som man siden 1816 årligt havde tilbudt, tiltrak flere og flere, og p. Deshayes indledte nu osse afholdelse af retræter for lægfolk, hvortil der tilmeldte sig så mange, at der igen og igen måtte skaffes logi-muligheder udenfor huset. Det var helt klart for p. Deshayes: Der skal bygges nyt! I 1831 begyndte man at bygge det store retrætehus, der uden afbrydelse har været benyttet som sådan indtil 1940. Mindst ligeså vigtigt var det for p. Deshayes at arbejde for udviklingen af de tre ordenssamfund, han havde involveret sig i: de to, han selv havde stiftet og det tredje, hvis generalforstander han nu vár. I den forbindelse benyttede han sig af de gode relationer, som han havde til flere biskopper, samtidig med, at han grundlagde en kostskole for drenge, som fik lokaliteteter i et stort hus overfor præsternes hus, et hus, som Skt. Gabrielsbrødrene senere overtog.

For at sikre fremtiden for såvel Montfort-missionærerne som for Visdomsdøtrene ønskede p. Deshayes for dem den solide basis, som ville kunne opnås ved at stille de to selskaber direkte under paven. I dét øjemed sadlede han i 1825 en hest og påbegyndte den besværlige rejse til Rom. Dels ville han opnå den pavelige anerkendelse for selskaberne, dels ville han sondere terrænet med henblik på indledning af en saligkåringsproces for Louis-Marie de Montfort. Pave Leo XII tog pænt imod p. Deshayes, og han fik da osse en skrivelse med hjem, hvori paven udtrykte sin sympati for de to selskaber, uden dog at ændre selskabernes retsstatus. Med henblik på indledning af en saligkåringsproces for Pére de Montfort vandt han dominikaner-prioren i Rom som postulator. I bispedømmet Lucon blev processen åbnet i 1829 og afsluttet den 10. juli 1830. To patres bragte resultatet til Rom, og den 07. september 1831 underskrev pave Gregor XVI et dokument, som tilkendte Montfort titlen: ærværdig. Hermed var den spæde begyndelse til en saligkåring gjort, men p. Deshayes nåede ikke at opleve proklamationen, selvom han arbejdede hårdt for det hele sin tid som generalsuperior, - indtil sin død i 1841. 

Men de to patres Romrejse udmundede i noget totalt uventet: Én af patrene, p. Hilléreau, som var født i 1796 og i 1822 havde sluttet sig til Mariæ selskab og som netop var blevet p. Deshayes' assistent, blev af paven i juni 1832 udnævnt til apostolisk visitator i Smyrna i Tyrkiet. Til trods for store personlige betænkeligheder modtog p. Hillereau udnævnelsen, hvorpå han den 15. august blev bispeviet i Rom. To år varetog han den svære opgave i Smyrna med stor takt og indføling. Så blev han udnævnt som koadjutor for patriark-vikaren i Konstantinopel, og da denne få måneder efter døde. blev Hillereau hans efterfølger. Tyve år igennem, til sin død i 1855, varetog han dette embede.

For medlemmerne af Mariæ Selskab opnåede p. Deshayes noget yderst vigtigt, nemlig genindførelsen af løfteaflæggelsen, som man, for at være tålt af den franske stat, havde måttet opgive i 1773. I marts 1832 blev det bestemt, at missionærerne af Mariæ Selskab igen skulle være bundet til kongregationen gennem aflæggelse af ordensløfter, dog med den overgangsbestemmelse, at de aktuelle medlemmer, som ikke ønskede at aflægge løfter, kunne forblive i kongregationen med alle rettigheder og forpligtelser . Af de aktuelle 14 medlemmer unddrog fem sig løfteaflæggelsen. Fire af disse forlod kort tid efter fællesskabet, mens én forblev medlem.

I p. Deshayes tid som generalsuperior voksede søstrenes tal fra 778 til 1668 og tilsvarende deres huse. Som leder af deres selskab havde han ofret dem megen tid og mange kræfter. Men væksten i Mariæ Selskab var beskeden. Ved hans død den 18. december 1841 talte man 26 patres og 42 brødre.

Netop i 1841 blev, som et vigtigt led i saligkåringsprocessen, Montforts skrifter samt andre nødvendige dokumenter bragt til Rom til grundig efterprøvelse. Med hensyn til Montforts skrifter er følgende at anføre: Som tidligere fortalt blev disse skrifter og andre vigtige ting efter  nationalgardens undersøgelse af huset i St. Laurent den 06. juni 1791, af sikkerhedsgrunde pakket i en stor kiste og gravet ned i en nærliggende mark. I 1801 oprandt atter rolige tilstande, men hvornår kisten er blevet gravet ud igen, véd vi ikke. På ét eller andet tidspunkt er det sket, og noget er kommet i biblioteket, andet er blevet sat på loftet. Missionærerne tænkte ikke på at offentliggøre Montforts skrifter, for oftest var det jo for ganske jævne folk, hvoraf mange var analfabeter, at de prædikede deres missioner. Et enkelt lille skrift "Marias nådehemmelighed" danner dog åbenbart en undtagelse, idet længere afsnit af dette skrift citeres i p. Louis-Joseph Dalins biografi fra 1839 om Louis-Marie de Montfort. Et skrift, som i 1841 ikke blev bragt til Rom, var Montforts nu nok mest betydelige og berømte skrift "La vraie dévotion.." Hvorfor det ikke var méd, var af den enkle grund, at det først blev 'opdaget' den 22. april 1842. Da 'faldt' p. Pierre Rautureau, under oprydning på loftet, ved et tilfælde over manuskriptet, bladede i det og genkendte tanker fra Montforts skrifter  "Prædiken til medlemmerne af Mariæ Selskab" og "Marias nådehemmelighed". Han bragte det staks til p. Louis-Joseph Dalin, som netop havde afløst p. Deshayes som generalsuperior. P. Dalin havde ofte læst i Pére de Montforts skrifter, og han genkendte straks hans håndskrift. Det er klart, at opdagelsen af et omfattende skrift fra Pére de Montforts hånd udløste stor glæde i hele kommnunitetet, og samme dag gik p. Dalin selvfølgelig osse til Visdomsdøtrene for at vise dem det kostelige fund. Det var beskadiget, og de første sider manglede. Der går historier om, at brødrene, - naturligvis uden at vide, hvad de havde taget til hånds, - havde brugt papirsider til hvadsomhelst, - selv til toiletpapir. Da disse sider således mangler, kender man ikke Montforts titel på dette værk. Men i afsnit 227 nævner han "den første del af denne afhandling om forberedelse til Jesu Kristi riges komme". Lederen af præsteseminariet i Lucon, pastor Augustin-Francois Grillard , som i øvrigt i 1851 sluttede sig til Mariæ selskab, bearbejdede straks det nyfundne Montfort-skrift, og allerede i 1843 blev det for første gang offentliggjort under titlen: "Afhandling om den ægte hengivelse til den hellige Jomfru, - af den ærværdige Guds tjener Louis-Marie Grignion de Montfort". Måske ikke den bedst valgte titel. Ikke desto mindre er det under denne titel, at skriftet siden er gået sin sejrsgang gennem hele verden og nu er oversat til små 40 sprog. På dansk er det udkommet så sent som i 1997.

Om det skyldtes opdagelsen og udgivelsen af Montforts "Afhandling om den ægte Mariafromhed" eller om det skyldtes dén karismatiske personlighed, som p. Dalin, generalsuperior fra 1842 til 1856,  besad, må stå åbent. Ihvertfald oplevede den lille kongregation i disse år et betydeligt opsving.

 

 

1851 - 1913

Der var imidlertid et anliggende, der p. g. a. dette opsving, mere og mere råbte på en løsning: Roms anerkendelse af de montfortanske fællesskaber. I dén anledning rejste p. Dalin to gange til Rom, - osse for at fremskynde Montforts saligkåringsproces. I maj 1853 godkendte rituskongregationen indholdet i Montforts skrifter, og dokumentet blev underskrevet af pave Pius IX. Et halvt år efter, i november, fulgte godkendelsen af fællesskaberne, og pave Pius underskrev godkendelsesdokumentet. Indtil nu havde Montfort-missionærerne betegnet sig som "Helligåndens selskab".  Men med Roms godkendelse fik fællesskabet navnet "Mariæ Selskab", dét navn, som Montfort selv havde givet det, da han opstillede sin regel for dets medlemmer under overskriften: "Regel for Mariæ selskabs præste-missionærer", - det navn, som i denne historiske gennemgang osse allerede ér benyttet.

Omend skoleundervisningen på landet lod meget tilbage at ønske, var der mange unge mænd fra landområderne, som følte sig tiltrukket af ordenslivet, men som samtidig måtte erkende, at de uddannelsesmæssigt manglede de nødvendige forudsætninger for dét filosofi- og  teologistudium, som kunne føre dem frem til præstevielse. I stedet valgte de at besvare deres kaldelse ved at indtræde som ordensbrødre. Så mange kandidater meldte sig, at p. Dalin så sig nødsaget til at udbygge huset i St. Laurent for at kunne modtage de mange. Et nyt, rummeligt hus, - med kapel, - blev opført, - og indviet i oktober 1855. Nu var der plads nok, - osse til gæster og til afholdelse af retræter.

Året 1855 er osse på anden måde et vigtigt år i kongregationens historie. Indtil nu havde man kun haft ét hus, nemlig huset i St. Laurent-sur-Sevre. Men i 1855 blev det besluttet at grundlægge tre yderligere huse, som skulle ligge i tilbørlig afstand fra hinanden: ét i Angouléme i Sydvestfrankring, ét i Orléans i Midtfrankrig og ét i Tourcoing i Nordfrankrig, nær den belgiske grænse.. Centralhus forblev selvfølgelig moderhuset i St. Laurent. 

I 1856 afløstes p. Dalin af p. Francois Denis som generalsuperior. Og under ham fortsatte fælleskabets opsving. I 1862 talte selskabet 35 præster, som alle  prædikede folkemissioner og gav retræter, - undtagen dém, der var beskæftiget med selskabets ledelse og dém, der havde til opgave at ledsage Visdommens Døtre, som oplevede et kolossalt opsving.  For at have en sakral bygning, som kunne rumme den voksende søsterskare, begyndte søstrene i St. Laurent i 1860 opførelsen af et stort, nygotiske 'kapel', på størrelse med Skt. Knuds Domkirke i Odense. Søstrene havde haft et grundstykke i Paris, netop, hvor byen ønskede at anlægge en imponerende Champs d'Elyse. Søstrene solgte til byen og fik en god pris, som nu kunne anvendes til opførelsen af det store kapel i St. Laurent. Den pragtfulde bygning, med plads til 2000 mennesker,  med et over 80 m højt, slankt tårn,  stod færdig til brug i 1869. 

En smuk statue af Montfort, siddende midt blandt de fattige, blev fremstillet til det højre sidealter. Men da Montfort endnu ikke var saligkåret, måtte hans statue ikke stå over et alter. Det midlertidige problem løstes véd,  at kunstneren fremstillede to 'løse' hoveder, som, når tiden var inde, kunne udskiftes: Vincent af Pauls og Grignion af Montforts.  Så indtil saligkåringen var det den hellige Vincent, der kastede sit blik udover søsterskaren, først derefter blev det den salige Montfort. I hans saligkåringsår, 1888, blev kapellet højtidelig konsekreret, til Jesus, Guds evige Visdom, som 12-årig i templet: 'Jesus, Sagesse eternelle'. Året efter begyndte man, til afløsning af byens lille sognekirke, der rummede Montforts grav, opførelsen af en store basilika.

 p. Denis' tid som generalsuperior sker der noget skelsættende: Montfort-missionærernes arbejdsområde går ud over Frankrigs grænser, - til trods for, at pave Clemens XI havde sagt til Montfort, da han i 1706 var i Rom og bad om at blive missionær i Canada: 'Gå hjem til Frankrig, hvor du kommer fra! Dér er der rigeligt at gøre!"
I 1863 kom der en forespørgsel fra de små Antiller, som man dog ikke videre gik ind på.  Det gjorde man heller ikke, da der et par år senere kom en forespørgsel fra ærkebiskoppen af Port-au-Prince i Haiti. Man afslog. Men et par måneder efter afslaget gentog ærkebiskoppen sin bøn. I mellemtiden havde p. Dalin, som dén, der ville kunne komme på tale som leder af en sådan udlandsmission, talt med den hjemlige biskop, som viste sig positiv overfor ekspansionsideén. Resultatet blev, at p. Delin, i Mariæ Selskabs navn, påtog sig den første udlandsmission, og den 30. august 1871 ankom de første tre Montfort-missionærer til Port-au-Prince, som skulle være deres arbejdsmark. Få år senere fulgte de første Visdomsdøtre i deres spor og grundlagde skoler, hvor præsterne arbejdede. Begyndelsen var  ikke let, - tværtimod. Men man holdt ud i arbejdet, - og i dag udgør Haiti en selvsændig ordensprovins.

Hjemme i Frankrig viste der sig mørke skyer på himlen. Den tysk-franske krig i 1870 var endt med et knusende nederlag for Frankrig, og nu udråbte nationalforsamlingen den tredje republik. Den viste sig mere og mere kirkefjendtlig. Godtnok var konkordatet med pavestolen, som var blevet underskrevet i 1801, endnu gældende, men kirkens indflydelse på den opvoksende ungdom, - så at sige alle skoler blev drevet af ordensfolk, - blev mere og mere regeringen en torn i øjet, hvilket medførte, at flere og flere restriktioner pålagdes ordenfolkene for at forhindre dem i at løse deres opgaver. Det hele mundede ud i, at regeringen opsagde konkordatet med pavestolen og udviste samtlige ordensfolk af Frankrig, - osse montfortanerpræstene, undtagen dém, der var beskæftiget som sognepræster, for udvisningen gjalt ikke for sognegejstlige. I St. Laurent blev det tilladt fem præster og samtlige brødre at forblive i huset, idet de blev betragtet som 'ansatte' af Visdommens Døtre, som stod i høj kurs hos regeringen p. g. a. deres hospitalsvirksomhed, ganske særligt deres indsats i militærhospitalerne. Men på undervisningsområdet havde søstrene de samme problemer som alle andre ordensfolk, hvorfor de måtte lukke deres skoler. 

Den blomstrende udvikling i Mariæ Selskab var for alvor truet, ja, fællesskabet oplevede sig truet på livet, hvorfor man, hvis man ville overleve, måtte finde en løsning, og den 24. juli 1881, mens p. Basile-Marie Guyot var generalforstander (1877-86), besluttede selskabets ledelse med blødende hjerte at flytte sit noviciat ud af Frankrig til det dengang meget katolske Limburg i Sydholland. Omend Belgien var nærmere, kom dette land ikke i betragtning, idet der på det aktuelle tidspunkt, osse i dette lands regering, herskede antireligiøse tiltag. Et hus i den lille landsby Schimmert, 10 kilometer nordøst for Maastricht, blev erhvervet og skulle fremover være novicernes og deres ledsageres fremtidige hjem. Visdommens Døtre fulgte méd. Alt var nyt for 'flygtningene' og det germanske sprog var dem fuldkommen fremmed. Meget måtte improviseres, og man kan kun beundre deres tillid til det guddommelige Forsyn.

Den vanskelige situation i Frankrig medførte endvidere, at selskabet så praktisk og så snedigt som muligt sørgede for administration af deres ejendomme. Samtidig accepteredes et forslag fra en præst, som var Montfort-missionærernes gode ven. Denne præst havde gennem nogle år arbejdet i Montreal i Canada, og han foreslog nu, at selskabet grundlagde en mission i Canada, - dét land, som Pére de Montfort selv havde ønsket at blive sendt til. Aktuelt kunne der blive tale om overtagelse af et hjem for forældreløse børn. Omend dette arbejdsområde ikke just var specifikt for kongregationen, måtte man erkende, at aktuelt var næsten alt bedre end at forblive i Frankrig. Så i 1883 rejste de første Montfort-missionærer til Canada. Nogle år senere blev der osse hér åbnet mulighed for modtagelse af kandidater og uddannelse af studenter. Sidstnævnte havde ellers opholdt sig i Belgien. I 1903 kunne Montfort-missionærerne i Canada grundlægge den første station i USA.

I 1887 talte Mariæ selskab 65 patres, 14 skolastikere og 137 brødre.  De fleste brødre var i St. Laurent og dannede en selvstændig gruppe. 46 patres  var ligeledes forblevet i Frankrig, hvor de, til trods for store vanskeligheder og forhindringer prædikede folkemissioner og afholdt retræter. Syv patres arbejdede i Haiti, fem i Canada og syv i Holland. I noviciatet i Schimmert var der femten novicer, som forberedte sig på at aflægge deres første løfter. Og de fjorten scolastikere (præstestudenter)  opholdt sig osse her, - indtil scolastikatet i 1895 blev flyttet til Oirschot, en lille by mellem Eindhoven og Tilburg, hvor kongregationen havde opkøbt en egnet bygning.

I Holland var 'de fremmede' blevet hjerteligt modtaget af den lokale befolkning, og dét faktum, at Montfort-missionærernes noviciat nu var udenfor Frankrigs grænser, havde ikke haft negativ indvirkning på novicernes antal, - tværtimod. Franske kadidater havde ingen problemer med at blive sendt til udlandet, og mange hollændere meldte sig nu osse. Det sidste havde ikke oprindeligt været meningen, og den første hollænder, som bankede på noviciatets dør med henblik på at blive præst i selskabet, blev betragtet med afvisende mistro. Man var ikke indstillet på at optage germanske barbarer i kongregationens franske miljø. Ikke desto mindre optog man ham, - Alfons Kerckhoffs hed han, - og dét kom man aldrig til at fortryde. Det blev hám, der sidenhen, - efter at kongregationens ledelse havde tilbudt sig hos biskop von Euch, -  blev sat til at grundlægge og opbygge montfortanernes mission i Danmark og i løbet af sine små 20 år i Roskilde (1901-1920) nåede at udrette det utrolige, ja foranledigede endog , at de første Montfort-missionærer i 1903 blev sendt fra Roskilde til Island for at genopbygge den katolske kirke dér. 

 

Var Alfons Kerckhoffs således den første hollandske præstekandidat, som meldte sig, så fulgte som nævnt  siden rigtig mange hollændere efter, - så mange, at man i 1905 kunne oprette en hollandsk ordensprovins. På dét tidspunkt var der allerede oprettet en 'apostolisk skole' i Schimmert, som tilbød undervisning for drenge, der kunne forestille sig, senere at blive montfortanere. 

Ved grundlæggelsen af missionerne i Danmark, Island og USA var p. Armand-René Maurille generalforstander (1887-1903). Hans embedstid var begyndt med en stor begivenhed, nemlig saligkåringen af Pére de Montfort. Som tidligere nævnt var bestræbelserne desangående begyndt allerede i 1825, og i 1886 lysnede det endelig, idet to mirakler, der blev tilskrevet 'kandidaten' og som krævedes for en saligkåring, blev erkæret for ægte. Den 22. januar 1888, 172 år efter Montforts død, blev han i Rom saligkåret af pave Leo XIII. Overalt, hvor Montfort-missionærerne og Visdommens døtre havde huse, blev begivenheden fejret stort, naturligvis først og fremmest i  St.-Laurent-sur-Sevre, hvor den saliges grav vár, og hvor den montfortanske ordensfamilie var blevet vakt til live. I en tre-dages festlighed, fra den 04. til den 06. juni fejrede hér 14 biskopper, 2 abbeder, 3 prælater fra Rom, 2000 præster og ca. 100.000 øvrige troende den salige Louis-Marie de Montfort. Begivenheden kronede en beslutning om, at den gamle landsby-sognekirke med Pére de Montforts grav foran Maria-altret, skulle rives ned og erstattes af  en pragtfuld basilika, der kunne modtage den voksende skare af pilgrimme. Grundstenen blev nedlagt året efter, den 30. september 1889. (Den højtidelige indvielse fandt sted i forbindelse med Montforts helgenkåring i 1947.)

 

  

Den tredie franske republik havde, - imod kirkerettens bestemmelse, -  indført en lov om, at osse gejstlige var forpligtigede til militærtjeneste. Men i 1894 kom der et 'smuthul', idet regeringen var interesseret i, at unge franskmænd tog ophold i republikkens kolonier. Derfor blev der truffet bestemmelse om, at enhver ung franskmand, som før sit fyldte 19 år ville fytte til en koloni og forblive der en tid, blev fritaget for militærtjeneste. Næsten samtidig indløb der til Montfort-missionærernes ledelse et tilbud fra ærkebiskoppen i Algieriet i Nordafrika. Han ønskede missionærerne i sit bispedømme og ville stille et hus til deres disposition.  Dette tilbud var som et vink fra himlen! En mission i Algieriet havde yderligere den fordel, at afstanden dertil var meget kortere end til Canada, - og dermed billigere.  Man sagde omgående ja tak og nåede osse at få oprettet uddannelsesmulighed hér, omend man kun forblev her til 1901, hvor de såkalde 'hvide fædre' overtog. Men grunden var nu lagt til den senere mission i Shiré i Nyassaland, - nu Malawi.

Det var osse i p. Maurilles tid som generalforstander, i 1899, at de første Montfort-missionærer slog sig ned i Rom. Man fandt det nødvendigt at være tilstede i den kirkelige hovedstad og have en repræsentant ved den hellige stol. I Via Romagna lod man opføre et hus, hvor de af kongregationenes medlemmer, som kortere eller længere tid skulle studere i Rom, kunne bo. En lille kirke blev opført i forbindelse med huset. Den blev indviet til jomfru Maria, Hjerternes Dronning, og snart blev den hovedsæde for broderskabet af samme navn. I sin  "Afhandling om den ægte Mariafromhed" havde Montfort i afsnit 227 beklaget, at der ikke eksisterede en forening for de mange, som ønskede at leve dén fromhedsform, som han forkyndte: den fuldkomne hengivelse til Jesus gennem Marias hænder, og at det ville være godt, hvis en sådan blev vakt til live. I 1899 mente man, at tiden nu var kommet for en oprettelse af en sådan forening, og at det ugunstige religiøse klima i Frankrig ikke skulle være en hindring. Grundlæggelsen  fandt derfor sted i Canada, idet ærkebiskoppen af Ottawa den 25. marts officielt godkendte dets oprettelse. I 1906 oprettedes det i Rom, og på Montforts fest den 28. april 1913 fik det status af 'ærkebroderskab'. Op til den lejlighed vár det, at Paolo Bartolinis i carraca-marmor udhuggede Maria-Montfort-gruppe "Maria, Regina Cordium", vejende 8 ton, i 1911 opstilledes over altret i den lille kirke på Via Romagna.
I 1902 trådte de første to italienere ind i kongregationens noviciat (i Holland).

Det politiske klima i Frankrig blev mere og mere kirkefjendtligt. Den 01. juli 1901 vedtoges en ny lov om foreninger, en lov, som påførte ordenssamfundene den strengeste kontrol. Hvis disse ville opnå lovformelig anerkendelse, måtte de indsende lister med  navne på samtlige medlemmer og angive samtlige besiddelser samt opgive deres ordensregel. Men så at sige alle ansøgninger blev afvist, så ordenssamfundene, - med ganske få undtagelser, heriblandt Visdommens Døtre, -  kom til at fremstå som illegale grupper med illegale besiddelser, - som så blev beslaglagt af staten. Gudskelov havde Montfort-missionærerne været hurtige nok til at sælge samtlige af deres besiddelser til en anerkendt forening, som var dem venligsindede. Det blev alle ordensfolk strengt forbudt at undervise i skoler. For at kunne sikre de katolske skolers overlevelse lod mange ordensfolk sig løse fra deres løfter og gav afkald på at bære ordensdragt.

I 1903 blev p. Maurille som generalforstander afløst af  p. Antonin Houmeau.
I Frankrig kulminerede statens kirkefjendskab i lov af 9. november 1905, hvor kirke og stat blev adskilt, hvorefter den sækularisrede stat nu betragtede religion som et privat anliggende, der ikke behøvede hverken anerkendelse eller understøttelse fra statens side. Alle bygninger, som ejedes af kirken blev kommunale ejendomme. Men der er aldrig noget, der er galt, uden at det osse er godt for noget: Kirken var nu henvist alene til de troendes understøttelse og vedligeholdelse af bygningerne var blevet et kommunalt anliggende. For franske ordenssamfund betød det, at de med kyshånd modtog udenlandske forespørgsler om oprettelse af stationer i de pågældende lande, ja endog selv forespurgte, sådan som det var tilfældet med montfortanerne i forbindelse med Danmark.
Montforts saligkåring i 1888 havde skabt fornyet interesse for hans spiritualitet. Hans afhandling om den ægte Mariafromhed blev mere og mere udbredt, og mange kommentarer og analyser af forskellige forfattere blev udgivet. Hermed voksede osse interessen for de kongregationer, som Montfort havde grundlagt. Medlemmernes tal voksede og nystruktuering af kongregationernes ledelse blev nødvendig.
I 1904 besluttede Mariæ selskabs generalledelse at oprette to europæiske provinser: en fransk, hvortil Italien blev knyttet og en hollandsk, hvortil Belgien, Danmark, Island og Storbritanien blev knyttet. Som tredje provins blev Canada oprettet, hvortil USA knyttedes.
I april 1903 havde montfortanerne, som de nu ofte kaldtes, efter anmodning fra den hellige stol, overtaget et missionsområde i Columbien, tyndt befolket og afsides liggende. Et år senere indledte Visdomsdøtrene deres virksomhed her. I 1908 blev området et apostolisk vikariat og i 1964 et selvstændigt bispedømme. I 1961 blev Columbien en selvstændig montfortaner-provins.


1914 - 1949

Første verdenskrigs udbrud fik konsekvenser for de franske montfortanere, idet de franske love forpligtigede osse gejstlige til militærtjeste, som i krigstilfælde blev indkaldt til tjeneste på linje med alle andre borgere i Frankrig. Den aktuelle franske republiks antiklerikale holdning havde drevet mange ordensfolk udenfor landets grænser, men som soldater var de nu mere end velkomne tilbage. Mange franske ordensmænd vendte ved krigens begyndelse tilbage til deres fædreland og meldte sig til militærtjeneste. Der findes ikke nogen nøjagtige tal på, hvor mange montfortanere, der krigen igennem har kæmpet for Frankrig, men man véd med sikkerhed, at 16 faldt i krigen: 3 patres, 4 skolastikere, 8 brødre og 1 novice.
I lande, som ikke direkte var berørt af krigen, gik arbejdet uhindret videre: i Haiti, i Afrika og i Columbien. 
I Columbien begyndte man i 1915 en ny mission i Amazonien, et svært tilgængeligt område, grænsende op til Brasilien og kun tilgængeligt fra Brasilien, - via båd opad Amazonfloden. Missionen var succesrig, bl. a. fordi én af de hollandske patres var overnaturligt sprogbegavet. I løbet af rekordtid lærte han flere af de af befolkningen talte sprog, og til medbrødrenes gavn sammensatte han en ordbog og en grammatik og oversatte bibelen, katekismen og flere bønnebøger. I 1950 blev missionen i dette område overdraget til en anden missionsorden.

Efter 1. verdenskrigs afslutning havde ingen af de ordensfolk, som havde kæmpet for deres franske fædreland, i sinde, igen at forlade det. De påberåbte sig, at de havde sat deres liv ind for fædrelandets frihed, og de nægtede pure at følge regeringens opfordring til atter at forlade landet. Den offentlige mening støttede dem massivt heri, og resultatet blev, at regeringen valgte, stiltiende at finde sig i deres forbliven. 

Snart kunne Mariæ Selskab, på linje med andre ordenssamfund, atter reorganisere sig i sit hjemland, og en vækstperiode begyndte. I april 1919 indkaldtes til et generalkapitel, hvor p. Henri Richard valgtes til ny generalsuperior til afløsning af p. Antonin Houmeau, som havde fungeret siden 1903. På dette generalkapitel besluttedes det, at medlemmerne af  Mariæ Selskab officielt skulle kaldes for Montfortanere, en betegnelse som længe havde været i brug, parallelt med betegnelsen Montfort-missionærerne. På generalkapitlet blev mulighederne for at ordenen kunne få fodfæste i Spanien diskuteret, idet der netop i Spanien udvistes stor interesse for Montforts udlæggelse af sand Mariafromhed. kulmineret i en kongres over dette tema i Barcelona i 1918, - uden medvirken fra montfortanernes side. 

I St. Laurent begyndte montfortanerne igen at tilbyde missionsuger og retræter, og et noviciat og præsteseminarium blev åbnet.  I 1921 blev seminariet flyttet til Louis-Marie de Montforts fødeby Montfort-sur-Meu i Bretagne, hvor kongregationen til formålet havde opkøbt et gammelt kloster. Dette seminarium var i funktion til 1970. I Østfrankrig blev en missionsskole åbnet.

I 200-året for Louis-Marie de Montforts død, - i 1916, - åbnede kongregationen en kostskole i Rom, som fire år efter, i 1920, blev flyttet til Bergamo/Redona i Norditalien, hvor Visdommens Døtre allerede havde et hus.
I 1921 begyndte montfortanerne i Belgien. Kardinal Mercier havde givet dem tilladelse på betingelse af, at de ville overtage og opbygge et sogn i Leuven. Her opførte de et smukt hus og en stor kirke, som blev indviet til Jomfru Maria, al Nådes Midlerinde. I kirken opstilledes, som det osse skete i Bergamo og senere i Auguleme i Vestfrankrig og i Slagelse i Danmark, en kopi af den pompøse, ret store montfortanske Maria-gruppe "Hjerternes Dronning" fra Via Romagna i Rom. Igennem mange år var montfortanernes residens i Leuven et centrum for mariansk fromhed i Belgien. I 1928 fulgte åbningen af en ordens-kostskole i Rotselaar.
I 1925 åbnede montfortanerne i Columbien deres eget noviciat, og juledag 1928 kunne de første columbianske montfortanere, elleve i alt, aflægge deres løfter.
I USA oprettedes i 1926 en ordens-kostskole, - i Bay Shore i udkanten af New York.

I Haiti blev i 1928 en montfortaner valgt til biskop af Port-de-Paix. Og i 1931 blev p. Henri Richard afløst af p. Henri Huré, som var generalforstander fra 1931-35.
I Afrika oplevede montfortanerne i Shiré, - nu Malawi, - en blomstringstid. I 1932 kunne de sende to præster til nabolandet Mozambique. Bl. a. således besvarede kongregationen pave Benedikt XV's opfordring til mission blandt ikke-kristne. De første montfortaner-missionærer kom fra Frankrig, men senere blev de kraftigt bistået af hollændere. Efter få år i Mozambique kunne man fremvise tre blomstrende missionsstationer, og i 1935 blev missionen i Mozambique ophøjet til et apostolisk præfektur. Samtidig overtog kongregationen, via den hollandske provins,  missionsarbejdet i det daværende belgisk Congo. I 1935 var der her 2 missions-centre, i 1951 blev osse dette område et apostolisk præfektur. 
Årene mellem de to verdenskrige bragte en stadig vækst til montfortanernes kongregation. I 1936, hvor p. Theophile Ronsin afløste p. Henri Huré som generalforstander, overskred medlemmernes antal de 1000 og ved årets slutning kunne man optælle 1010 montfortanere: 466 patres, 250 brødre og 294 skolastikere. I 1947 var man oppe på 1273.
Denne vækst medførte, at man nu turde sige 'ja' til at grundlægge en mission, som man længe havde haft i tankerne, idet man allerede i 1924 havde fået en forespørgsel: Om montfortanerne ville overtage missionen på den hollandske koloni Indonesiens største ø  Borneo. Men først i 1936 havde man følt sig opgaven voksen og den hollandske provincial forespugte nu hos ordenens ledelse i Rom om tilladelse til at grundlægge en mission i Indonesien. Samtidig foreslog han, at man opgav missionen i Mosambique, hvis de politiske tilstande gjorde arbejdet dér umuligt. Forslaget blev ikke accepteret, og m. h. t. Mosambique blev det bestemt, at Montfortanermissionærerne skulle forblive der og afvente bedre tider. 
Men to år senere, i 1938, kunne den hollandske provincial underskrive en kontakt med Pontianaks apostoliske vikar og udsende de første tre Montfortanermissionærer til Indonesien, hvor de mødte de sværeste arbejdsbetingelser, som man kunne forestille sig: dyb fattigdom, urskovens farer, tropesygdomme og et totalt ukendt sprog. Hertil kom, at anden verdenskrig, som udbrød to år senere umuliggjorde enhver kontakt til hjemlandet Holland. I 1942 besatte japanerne Indonesien og alle hollændere blev interneret i koncentrationslejre. Da de igen ved krigens slutning blev sat på fri fod, var Indonesiens uafhængighedskamp begyndt, en kamp, som varede til 1949 og som kostede mange menneskeliv. For at undgå udvisning som uønskede udlændinge blev de hollandske montfortanere indonesiske statsborgere . I 1948 blev den indonesiske mission officielt anerkendt som apostolisk præfektur og er siden vokset til en blomstrende mission med mange kald.
Selvfølgelig gik montfortanerne ikke upåvirkede gennem anden verdenskrig, omend den kun kostede få medlemmer livet.  Talrige patres stillede sig til rådighed som militærsjælesørgere i amerikanske, canadiske, britiske og italienske hære. I Frankrig blev over hundrede montfortanere indkaldt til militærtjeneste, næsten 10% af den samlede kongregations medlemmer. Efter at Tyskland havde besat det meste af Frankrig, kom de fleste af dem i fangenskab, hvor de forblev indtil krigens slutning.
På trods af krigen fejrede Montfortanerne et jubilæum, som de ikke ville gå glip af, nemlig 100-året for fundet af Montforts afhandling om den ægte Maria-andagt, der siden offentliggørelsen i 1843 havde gået sin sejrsgang gennem hele verden. Jubilæet blev anledning til offentliggørelse og udgivelse af en fotokopi-udgave af Montforts originaludgave. Dette skete osse med henblik på Montforts helgenkåring, som stod for døren. Den forudgående proces var afsluttet positivt, men på grund af krigen havde man udskudt den højtidelige proklamation. Nu blev den så fastlagt til den 20. juli 1947. På samme tid skulle Vincentsøstrenes Catharine Labouré, for hvem jomfru Maria i deres kapel i Rue de Bac i Paris i 1830 havde åbenbaret sig og pålagt hende at lade den undergørende medalje slå, helgenkåres. Man havde talt om at slå de to højtideligheder sammen, men pave Pius XII havde anført, at hver kongregation kunne betale for sig selv, så Catharines helgenkåring fandt først sted ugen efter, den 27. juli.
Da pave Pius XII den 20. juli 1947 i Peterskirken i Rom helgenkårede den siden 1888 salige Louis-Marie Grignion de Montfort, sagde han bl. a. i sin prædiken: "Gud var for ham alt! Han hengav sig helt til Gud for at adlyde hans vilje og gøre alt til hans større ære. Når han prædikede for folkemængden flammede dén kærlighedens ild, som brændte i hans indre op med en sådan styrke og lidenskab, at han tiltrak alle!"
Efter højtideligheden i Rom fortsattes festlighederne udover hele verden, naturligvis først og fremmest i Frankrig: i Montfort-sur-Meu, hvor Montfort var født, og i St. Laurent-sur Sevre, hvor den ny basilika nu tronede over hans grav, og hvor montfortanerne, visdomsdøtrene og Gabrielsbrødrene havde og har deres centralhuse.
I tiden fra 1947 til 1957 var p.  Alexandre Josselin generalsuperior.

I tiden mellem montfortanernes ankomst til Holland og indtil 1950 udviklede den hollandske provins sig til kongregationens stærkeste og mest dynamiske. Den grundlagde og opretholdt missioner i Danmark og på Island, i Mosambique og i belgisk Kongo og på Borneo (Indinesien) og var aktiv i Italien og i Portugal, hvor den i 1956, i Fátima, grundlagde en missionsskole.
I årene op til anden verdenskrig var osse tyskere indtrådt i den hollandske provins. Kort tid efter krigens ophør oprettedes en missionsskole i Tyskland, i Rheydt ved Mönchengladbach, ikke så langt fra den hollandske grænse. Her kunne 'spätberufene', altså mænd, der i en moden alder ønskede at indtræde i kongregationen præ-indføres i montfortansk ordensliv og spiritualietet, mens de på byens gymnasium indhentede sig en studentereksamen. Herefter sendtes de i noviciat i Holland, og efter noviciatet til ordenens præsteseminar i Oirschot for en filosofisk/teologisk uddannelse. 
I 1948 oprettede den hollandske provins et hus i Østrig: i Glasenbach lidt syd for Salzburg. Bundet til dette hus blev et missions-værk, som skulle arbejde for indsamling af midler til kongregationens mange opgaver i den tredje verden. Dette skete bl. a. ved grundlæggelsen af det mariansk-montfortanske tidsskrift "I Dronningens tjeneste". Tidsskriftet blev godt modtaget og opnåede indenfor de første ti år af dets eksistens over 100.000 abonnenter. Missionsværket bredte sig efterhånden over hele det tyske sprogområde, - med flere lokalafdelinger. Store summer er af missionsværket blevet indsamlet til montfortanernes missionsprojekter i Afrika, Asien og Latinamerika.

 

1950-2005

I 1958 blev den hollandske provincial, p. Cornelius Heiligers valgt til generalsuperior. Han beklædte embedet indtil 1969
Missionsskolen i Rheydt i Tyskland blev, p. g. a. manglende søgning, lukket i 1975 og omdannet til retrætehus for unge mennesker. Ikke desto mindre var i de mellemliggende år var gruppen af tyske montfortanere vokset til 35, - med stationer bl. a. i Bonn, Marienheide og Wolfsburg, - samtidig med, at tyske montfortanere deltog i arbejdet i Malawi og Haiti. Kongregationen, nu siden 1969 med p. Marcel Gendrot som generalsuperior,  mente derfor, at tiden var inde til at oprette en tysk provins, udskilt fra den hollandske, hvilket skete i 1976, - nogle år efter, at en selvstændig belgisk provins var blevet udskilt fra Holland.

I 1950'erne, i de begejstrede efterdønninger efter Louis-Marie de Montforts helgenkåring i 1947, voksede kongregationens medlemstal, og arbejdsområderne udvidedes. Montfort selv havde ønsket et team, som skulle virke for fornyelse af det kristne liv blandt stagnerede kristne, - dét, vi i Danmark ville kalde for 'indre mission'. Dette grundanliggende forblev montfortanerne tro. Men efterhånden var de blevet spredt udover hele verden og arbejdede i alle verdensdele, - undtagen Australien, - og overalt var arbejdsbetingelserne forskellige. 'Ydre mission' overskyggede efterhånden den traditionelle indre mission, og mission blandt ikke-kristne stillede helt andre udfordringer end folkemissionsuger i traditionelt kristne lande. Skoler og institutioner blev oprettede og krævede ansættelse af lærere og personale. I de 'nye' lande måtte samtidig noviciater og uddannelsesmuligheder etableres for de efterhånden mange unge mænd, som i disse områder søgte optagelse i kongregationen. I de 'gamle' lande blev kaldene færre. Ikke desto mindre frembragte kongregationen netop i disse år en række af fremragende teologer og mariologer, og mange provinser begyndte at udgive mariansk-montfortanske tidsskrifter og organisere valfarter til de store Mariavalfartssteder såsom Lourdes og Fátima, - ofte forbundet med besøg på dé steder i Nordvestfrankrig, som var knyttede til den hellige Montforts liv og virke. I Danmark skete det gennem pater Joseph Mesters, som i disse år, - først fra Holbæk, siden fra Kalundborg, - årligt valfartede med masser af mennesker til Lourdes og som grundlagde og udgav et lille tidsskrift "Ave Maria".
Den største kirkelige begivenhed i anden halvdel af 1900-tallet var afholdelsen af det andet vatikan-koncil, som varede fra 1962-65. Montfortanernes general, p. Heiligers, som repræsenterede et ordenssamfund på over 1000 præste-medlemmer, deltog i koncilet, - sammen med 13 montfortaner-biskopper. Koncilet arbejdede dybtgående med alle aspekter i kirkens liv og lære og udvirkede osse almene retningslinjer for fornyelse af ordenslivet. De forskellige ordeners konstitutioner måtte herefter nyudformes, så de kom i harmoni med koncilets ånd og den ny kanoniske ret (kirkeret). En sådan revision krævede tid, osse for montfortanerne, idet alene generalkapitlet, som kun samledes hvert sjette år, havde myndighed til intern godkendelse. Når en sådan forelå, skulle de fornyede konstitutioner forelægges den romerske kongregation for ordenssamfund til endelig godkendelse. Således blev først i 1984 montfortanernes endelige udgave af den reviderede ordensregel 'Montfortain aujourd'hui' (Montfortaner i dag) approberet.

Op til koncilet havde væksten i Mariæ Selskab nået sit højdepunkt. Fra 1958 til 1966 steg medlemstallet fra 1670 til 1970. Herefter vendte kurven. I 1968 var medlemstallet sunket til 1932, i 1975 til 1480. Stærkest mærkedes det i forbindelse med rekrutteringen, at ny kald manglede. I 1968 var der 260 scholastikere (præstestuderende), i 1975 var tallet sunket til 75. Konsekvensen var, at mange provinser måtte lukke deres noviciater og præsteseminarier. 
Det blev p. Gendrot, der som generalsuperior måtte føre kongregationen gennem denne vanskelige tid. Han forblev generalsuperior til 1981, hvor han afløstes af canadieren p. Gerard Lemire.
Krisen ramte ikke bare Mariæ Selskab, men osse de fleste andre ordener, ganske særligt i Europa og Nordamerika, ja, faktisk hele kirken. Tressernes og halvfjersernes 'kulturrevolution' havde promoveret afvisning af enhver form for autoritet, havde krævet frihed uden indskrænkelser og sat spørgsmålstegn ved enhver binding af længere varighed, for slet ikke at tale om livslange forpligtelser.  Tusinder af præster bad om at blive ført tilbage til lægmandsstanden, og medlemstallet i Mariæ selskab var henimod år 2000 sunket til ca. 1000. Og i landene på den nordlige halvkugle nærmede antallet af nye kandidater sig til nul.

Sidste havdel af 1900-tallet blev for Mariæ Selskab ydermere problematisk i flere af missionsområderne. I 60'erne forvandledes gennem voldelige begivenheder Belgisk Kongo til den selvstændige stat Zaire. Alle ikke-afrikanere var i livsfare. To montfortanere blev dræbt og flere sårede, hvorpå ordenen valgte at kalde Montfortmissionærerne tilbage til Europa.
I den portugisiske koloni Mosambique skete i 70'erne noget lignende. Landet blev uafhængigt under en marxistisk-leninistisk regering, som opløste alle missionsstationer. Af de i landet værende 30 montfortanere vendte 27 tilbage til Europa.
Osse i Haiti kom det i 60'erne til store vanskeligheder under dikator Duvaliers regime. En montfortanerbiskop blev i 1961 udvist af landet og kunne først vende tilbage i 1966. I 1990 blev en montfortaner likvideret.
Pave Johannes den 23. havde målrettet sit blik mod Sydamerika, og montfortanerne havde besvaret hans appel ved at sende missionærer til Brasilien og Argentina. Men nu blev man tvunget til at vise tilbageholdenhed med hensyn til at acceptere nye opgaver. Ikke desto mindre sendte man i halvfjerserne missionærer til Indien, hvor Sankt Gabrielsbrødrene længe havde været beskæftiget. Trods begyndervanskeligheder udviklede denne mission sig yderst positivt. Til gengæld måtte den hollandske provins  heimod år 2000 lukke sine missioner i Island og overdrage missionen i Danmark til det til den tyske provins associerede Montfortkommunitet.
I 1993 havde man i den montfortanske ordensfamilie haft den glæde og ære at kunne fejre saligkåringen af den første visdomsdatter, sr. Marie Louise Trichet, først i Rom, siden i St. Laurent-sur-Sevre. Umiddelbart efter blev p. Lemire som generalforstander afløst af amerikaneren p. Bill Considine. En form for stabilisering indtrådte og en indsats for at udbrede kendskabet til Louis-Marie de Montforts liv og spiritualitet så dagens lys. Flere nye publikationer om Montfort og Marie-Louise blev udgivet, - her skal nævnes italieneren Benedetta Papàsoglis velskrevne bøger om dem begge. Og fra kongregationens side, - over den amerikanske provins, - en engelsk udgave af den i 1966 publicerede udgave af Montforts samlede skrifter (på fransk) og et digert, leksikalt værk på næsten 1400 sider: "Jesus, levende i Maria! Håndbog: Louis-Marie de Montforts spiritualitet".
Det var pave Johannes Paul II, der i Rom saligkårerede Marie-Louise Trichet og denne paves pontifikat (1978-2005) har været af særlig betydning for den montfortanske ordensfamilie. Igen og igen betonede han, hvilken betydning den hellige Montforts marianske spiritualitet havde haft for hans liv som kristen. Sit pavelige valgsprog: "Totus tuus" (Jeg er helt din) vidnede herom. Osse dét faktum, at han ønskede, at hans pastorale rejse til Frankring i 1996 skulle indledes i St. Laurent-sur-Sevre, - ved Montforts og Marie Louises grave. Det var et bevægende øjeblik, da pave Johannes Paul II i forbindelse med en vespergudstjeneste i basilikaen knælede ned foran de to's grave og således for øjnene af hele verden bevidstgjorde aktualiteten i den hellige Montforts spiritualitet og lære.


Sammen med et langt brev til den montfortanske familie, som denne pave  skrev henimod slutningen af sit pontifikat, er hans kærlighed til og hans begejstring for Louis-Marie de Montfort en opmuntring for ordensfamilien på dens vej ind i dét tredje årtusind, som er blevet påbegyndt med, i 2005 at vælge ny generalsuperior, italieneren p. Santino Brembilla og at fejre 300-års dagen for begyndelsen til Mariæ Selskab!

                                                  -----------------

 

Den montfortanske Association • Lærkevej 2 • 4180 Sorø • Telefon 59 59 66 45