KRISTENDOM ... - hvad er det??

JESUS KRISTUS - OG DEN KATOLSKE KIRKE

-  udgivet som særtryk pinsedag 1998

Kristendommen er en verdensreligion. De religioner, hvis tilhænger-antal er så stort, at man på verdensplan ikke kan undgå at lægge mærke til dem, kaldes verdensreligioner.

Verdensreligionerne opdeles i religioner, der forkynder flere guder (de poly-theistiske) og  i religioner, der forkynder, at der kun findes én Gud (de mono-theistiske).

Der er tre monotheistiske verdensreligioner: Jødedom, Kristendom og Islam. Almindeligvis siger man, at jødedommen er den ældste (Abraham, ca. 2000 f. Kr.), så følger kristendommen (Jesus Kristus) og endelig, som den yngste, islam (profeten Muhammed, ca. 500 e. kr.). Dette er osse rigtigt, men alligevel: Hvis man pointerer, hvad sandt ér: at alle tre religioner har deres udspring i Abraham, og at der således kunne tales om forskellige udviklinger, kunne man postulere, at alle tre monotheistiske verdensreligioner er lige gamle.

Som nævnt bekender de tre monoteistiske verdensreligioner alle, at der fin-des kun én Gud. Jøder og muslimer nævner denne ene Gud ved navn. Jøderne taler om JHWH (Jahweh) og islam om ALLAH. Vi kristne kalder den ene Gud slet og ret: Gud, - eller, kunne vi måske sige: KRISTUS!?? Det følgende vil tjene til besvarelse af dette spørgsmål.

Kristendommen adskiller sig fra jødedom og islam netop derved, at kristendommen forkynder, at den ene Gud på et historisk tidspunkt (vor tids-regnings begyndelse), på et geografisk sted (omkring Jerusalem) er steget ned fra himlen og er blevet menneske blandt mennesker. Jøder og muslimer forkynder, at Gud henvender sig til menneskene gennem profeter. Dette anerkender osse kristendommen, men den tilføjer afgørende, til jøders forar-gelse og muslimers hovedrysten, at Gud, da tiden var inde, ikke længere sendte nogen, men kom selv, i egen høje person! Jesus fra Nazareth, som for jøder er en svindler og for islam er en stor profet, er for kristne intet mindre end Guds åbenbarelse af sig selv, Guds inkarnation af sig selv (1. kor. 1,18-25). Jesus er for kristne 'Ordet, der er blevet kød og har boet iblandt os' (Joh. 1,14), han er Guds udtrykte billede (Hebr. 1,1-4). Han er Guds oversættelse af sig selv til menneskesprog (Fil. 2,5-11). Han er Guds imødekommenhed overfor mennesker, hans model på, hvordan han havde tænkt sig mennesket, han er Guds salvede, dvs. hans udvalgte, han ér, sagt i et sammenfattende ord: Guds Kristus (Luk. 4,14-21).

Som kristne er vi fortrolige med at kalde Jesus for 'Guds Søn'. Men denne titel må ikke i første række forstås biologisk ('undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria'). Den er fremfor alt et væsensudsagn, som siger noget om, hvem Jesus ér, nemlig: 'Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af den sande Gud' (trosbekendelsen fra Nicæa). Jesus siger selv: "Dén, der har set mig, har set Faderen!" (Joh. 14,9 og 12,45) og: "Jeg og Faderen vi er ét" (Joh. 10,30).

I det relativt meget korte tidsrum, som Jesus brugte på sin forkyndelse, samlede han mennesker omkring sig. Han var fællesskabsdannende. Som overhoved for en rejsende højskole underviste han disse mennesker som elever (disciple) og lærte dem at bede 'Fader vor' (- ikke 'Fader min!'). Blandt de mange disciple udvalgte han på et tidspunkt tolv, som han gjorde til sine personlige udsendinge/repræsentanter (apostle). De tolv apostle, svarende til Israels tolv stamfædre, skulle være det ny fællesskabs stamfædre. I ét og alt skulle de, efter hans død og opstandelse, være hans stedfortrædere, tale og handle i hans navn. "Den, der hører jer, hører mig", sagde han til dem (Luk. 10,16, Matt. 10,40). Og på et andet tidspunkt: "Hvad I binder på jorden, det er bundet i himlen, og hvad I løser på jorden, det er løst i himlen!" (Matt. 18,18) og endelig: "Jeg sender jer Helligånden, som skal vejlede jer til hele sandheden!" (Joh. 16,13).

Men! Da Jesus langfredag som en forbryder døende hang på korset, droppede såvel disciple som apostle ham. Nu var de overbeviste om, at de havde taget fejl af ham. Og var Jesus ikke påskesøndag kommet dem imøde som opstanden, var det nok blevet derved. Men påskedag - således bevidner apostlene, - erfarede de, at Jesus, som var blevet myrdet på korset, var iblandt dem som opstanden, som levende: De erfarede, at alt, hvad han havde sagt, var sandt, ja meget større end de nogensinde havde troet. Han viste sig for dem, åndede på dem og sagde: "Modtag Helligånden!" Helligånden, som er Faderens og Sønnens Ånd (Joh. 20,19-23). Med ét var de 'tilbage på banen' og forkyndte dét, som de nu selv havde oplevet: "Jesus fra Nazareth, som blev korsfæstet, er opstanden fra de døde. Hán ér dén, som han påstod at være: Guds Kristus! Det bevidner vi hermed!" (Ap. G. 2,32).

De, som ved apostlenes forkyndelse kom til tro på, at Jesus er Kristus, spurgte: "Hvad skal vi gøre?" (Ap. G. 2,37-39). Apostlene svarede, hvad Jesus havde befalet dem (Matt. 28,19-20): "Lad jer døbe i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn!" Dén, der døbes med denne dåb, kommer i orden med Gud Fader, modtager Helligånden som gave og vokser sammen med Sønnen Jesus Kristus, bliver ét med ham og med alle andre døbte! For dette har Jesus åbenbaret: At omend Gud er ét væsen, så er détte ene væsen samtidig tre personer: Faderen, Sønnen og Helligånden. Som kristne taler vi derfor om den treenige Gud, om den hellige Treenigheds mysterium. Vi bekender at Faderen er Gud, Sønnen er Gud og Helligånden er Gud: Men det er den éne og samme Gud, omend der er tale om tre forskellige personer.

Da man i dåben vokser sammen med Jesus Kristus, betyder det, at man som kristen er indgået i skæbnefællesskab med Jesus Kristus. At være kristen er altså at vide sig indviet til at leve med Kristus, til at dø med Kristus, for osse at være ét med ham i hans opstandelse (Rom. 6,3-11). Og at man bestræber sig på at leve dét liv, man har indviet sig til.

I løbet af de første par måneder efter Jesu opstandelse blev over tretusind mennesker døbt (Ap. G. 2,41). Og netop, fordi disse mennesker bekendte troen på, at Jesus er Kristus, blev de kaldt for kristne (Ap. G. 11,26b). Således begyndte kristendommen. Således begyndte kirken. Ordet 'kirke' kan oversættes ved: forsamling af troende kristne (Ap. G. 2,42).

De første, som tog imod det kristne budskab og lod sig døbe, var jøder. Og i den spæde kristne kirke var man af dén mening, at man slet ikke kunne blive kristen, hvis man ikke tilhørte dette Guds udvalgte folk, altså var jøde. Imidlertid lyttede osse ikke-jøder (hedninger) til det kristne budskab, og mange kom til tro på den opstandne Kristus. En hel del af dem blev døbte, hvilket bestemt ikke passede den store skare kristne med jødisk baggrund. Henimod år 50 truedes kirken af den første alvorlige splittelse, nemlig i en retning, som forkyndte: Kirken er kun for mennesker med jødisk baggrund, og en anden retning, som forkyndte: Kirken er for alle mennesker, der tror på Kristus, - uanset baggrund! Ihukommende Jesu opfordring og løfte til dem, samledes apostlene til kirkehistoriens første kirkemøde (koncil) for at finde en løsning på det opståede problem. Mødet udmundede i, at apostlene, ledet af Helligånden, konkluderede: Kirken er 'kath holon'! 'Kath holon' (græsk) betyder 'for alle' eller 'det hele' (Ap. G. 14,21-15,31). Koncilet fastslog altså, at kirken skulle være for alle, være almindelig, eller, sagt latinsk: at kirken skulle være katolsk!

'Katolsk' er således ikke noget særligt, tværtimod! Om man siger 'den hellige katolske kirke' eller 'den hellige almindelige kirke' er egentlig det samme.

Ordet 'katolsk' anvendes på den kristne kirke, såvel som på den kristne tro: 

Kirken er katolsk, når den er 'for alle'. Den katolske kirke er for enhver, der bekender, at Jesus fra Nazareth er Guds Kristus, og som døbes ind i den, uanset race, nationalitet eller social status. Idag er der på verdensplan ca. én milliard katolikker.

Troen er katolsk, når den rummer 'det hele'. Den katolske tro er således kristentroen i sin helhed, uden mindste form for beskæring. Den katolske tro er sammenfattet i f. eks. den apostoliske trosbekendelse.

Det modsatte af katolsk er ikke protestantisk. De tre store reformatorer: Luther, Calvin og Zwingli (1500-tallet) var katolikker det meste af deres liv. Alt, hvad de vidste om kristendom, havde de fra den katolske kirke, og langt det meste af trosindholdet i den evangelisk-lutherske kirke (dermed osse den danske folkekirke), i den calvinistiske og i den zwinglianske reformerte kirke er katolsk arvegods. Derfor betragter den katolske kirke de protestantiske kirker som værende delvis katolske kirker, som den derfor naturligt ikke føler sig i modsætning til, - omend den selvfølgelig beklager splittelsen, der ikke er i Jesu ånd og som forringer det kristne vidnesbyrd (Joh. 17,20-21).

Hvad gik så tabt ved reformationen? Hvad mangler de protestantiske kirker? Lad det vigtigste blive nævnt.

1. Lære-embedet. Jesus forkyndte med autoritet og myndighed: "Sandelig siger jeg jer!". Dén kirke, som han har stiftet på apostlene og lovet Helligånden som vejleder til hele sandheden, har han overdraget at forkynde med samme autoritet og myndighed. Apostlenes efterfølgere, biskopperne, med Simon Peters efterfølger, biskoppen af Rom, - osse kaldet paven, - som den første blandt ligemænd (Matt. 16,13-19, Luk. 22,32, Joh. 21,15-17), lærer os ufejlbarligt ned gennem tiderne, hvad autentisk kristendom ér, jvf. Ap.G. 15,28: "Helligånden og vi har besluttet..." og 2. kor. 5,20: "Vi apostle er sendebud på Kristi vegne, som om Gud formaner ved os. Vi beder på Kristi vegne...!".

Med denne forståelse af læreembedet er den lutherske devise: 'Skriften alene!', naturligvis uacceptabel, sådan som iøvrigt den hellige skrift selv fastslår det, jvf. Joh. 20,30 og 21,25. Det ny testamente er, ved Helligånden, den katolske kirkes produkt. Jesus har aldrig givet ordre til nedskrivning. Kirken har skrevet, redigeret og udgivet. Og det ny testamente som sådan ligger først færdigt henimod år 400. Indtil da har kirken levet lykkeligt uden. 

2. Sakramenterne. Mens læreembedet henvender sig til alle, - for den enkeltes skyld, henvender sakramenterne sig til den enkelte, - for alles skyld. Sakramenterne er kirkens meddelelse af Guds nåde efter Kristi løfte. Den katolske kirke optæller syv sakramenter. Dåben åbner adgang til de øvrige seks, som er nadveren, konfirmationen, syndsforladelsen, syge-salvelsen, ægteskabet og præstevielsen. 

Med henblik på nadveren har kirken altid taget Jesu ord for pålydende: "Dette ér mit legeme, dette ér mit blod". Brød og vin forvandles i messen til Jesus Kristus selv og hans offer aktualiseres. De troende modtager nadveren for selv at blive forvandlet i lighed med Kristus, jvf. devisen: 'Du bli'r, hvad du spiser'. Efter nadveren er Kristus fortsat tilstede i det tiloversblevne forvandlede brød, som opbevares i kirken i det såkaldte tabernakel-skab, i hvis nærhed en rød lampe brænder og indbyder enhver tilstedeværende til tilbedelse.

3. Forståelse af de helliges samfund. Alle døbte udgør én stor familie, uanset om de lever her på jorden eller allerede er blevet kaldt hjem til livet hos Gud. Som kristen tror man jo på 'menneskets opstandelse, på det evige liv'. Hvis man er i samfund med hinanden, kommunikerer man naturligt med hinanden. Katolikker kommunikerer ikke kun med hérlevende, de anråber osse dém, som Gud forud for os har kaldt hjem til sig: Jomfru Maria, den hellige Josef, de hellige apostle, ja, alle helgener, der har levet på jorden ned igennem historien. Man beder til dem. Men man tilbeder dem naturligvis ikke. For kun Gud er tilbedelsesværdig, al den stund, at han alene er Gud (Luk. 4,8).

Yderligere oplysninger om den kristne tro og den katolske kirke kan indhentes i enhver katolsk præstegård. 

 

Den montfortanske Association • Lærkevej 2 • 4180 Sorø • Telefon 59 59 66 45