REFLEKTION EFTER 11. SEPTEMBER

Bragt i "Katolsk sogneblad Slagelse-Kalundborg-Holbæk" advent 2001

 

Hver eneste dag gennem de sidste par måneder har et hav af menne­sker for­talt os, at verden ser anderledes ud efter den 11. september i år. Hver gang nogen har sagt det, har jeg kikket ud af vinduet og konstateret, at det ikke er sandt! Fra mine vinduer ser verden ud, nøjagtig som den altid har gjort. Som det hedder i 1. mosebog om skabelsen: "Og Gud så, at det var godt!" Den gode verden bebos af gode, gudskabte mennesker, der imidlertid siden samme skabelse har ligget under for arvesyndens tendens. Om ethvert godt menne­ske gælder derfor, som Paulus formulerede det, at "det gode, som jeg vil, dét gør jeg ikke, og det onde, som jeg ikke vil, dét gør jeg!" (Rom. 7,19)

Og alligevel ser verden idag anderledes ud end ved skabelsen. Skæringsda­toen er imidlertid ikke 11. september 2001, men juledag år 0. For da blev Gud født som menneske på vor jord, og herefter er alt i verden anderledes og bedre, fordi Gud selv har været her; fordi Gud selv, i sit menneskevordne Ord, vor Herre Jesus Kristus, afgørende har sagt ja til os mennesker og vist os, hvordan vi, på trods af vor nedar­vede syndetilbø­jelighed,  kan leve på denne jord i harmoni med Gud og med hinanden. Og at livet hér på jorden ikke er det endelige, fordi vort evige hjem ér, hvor Kristus nu ér: hos Gud i himlen. Alt dette kaldes frelse!

Igennem to tusind år er alt dét, som Gud har givet os ved, med og i Kristus,  blevet modta­get af mennesker og taget til hjerte. I så stor udstrækning, at der efterhånden blev talt og stadig tales om kristne lande.

De sidste mange hundrede år har verden været præget af, at det  kristne kontinent Europa satte dagsordenen og, mere eller mindre kristent - ofte min­dre, -  behandlede resten af verden efter forgodtbefindende, - uden smålige hensyn til, hvilke kulturer man udryddede, og hvilke og hvor mange civilofre aktio­nerne måtte kræve. Igennem det sidste århundrede har USA så overha­let Europa in­denom i dén rolle at spille Big Brother i hele verden.

Dét, der efter den 11. september i år er nyt, er dét, at vi uventet er blevet ramt på vores ømmeste punkt.  At andre nu pludselig på allerbarskeste og mest uventede måde har sat dagsordenen og gjort vore kristne kontinenter opmærksom på, at alt ikke længere automatisk går efter vores hoved, og at vores selvsikkerhed omkring vor egen fortræffelighed ikke udelt accepteres alle steder i verden. Og gjort os opmærksom på, at samme andre frem­over agter igen at sætte dagsorde­nen. Foreløbig har det været en dagsorden, der for den vestlige verden er program­sat med terror og frygt, men osse med frygtløshed, idet nogle faktisk gjorde dét, vi så gerne synger om, men sjældent gør: "Kæmp for alt, hvad du har kært, dø, om så det gælder!": En dagsorden med et terror-angreb på den såkaldte kristne verdens egentlige helligdom: materialismens super-katedral, der størrelsesmæssigt og betydnings­mæssigt får Peterskirken i Rom og Kølnerdo­mens tårne til at ligne kolo­nihave­huse fra gårsdagens verden: pengegi­ganten World-Trade-Center i New York, der i løbet af no-time som et Babelstårn styrtede sammen og trak altfor­mange, helt uskyldige mennesker med i døden, hvilket naturligvis er dybt forkasteligt og på ingen måde kan forsva­res, (- ligesom de  over 15.000 årlige, 'lovlige' mord på ufødte, forsvarsløse børn i vort land naturligvis heller ikke kan forsvares!).  Du må ikke slå ihjel! Og når de ansvarlige for terror-aktionen bliver fundet, skal de naturligvis drages til ansvar.

Indtil nu er der imidlertid ingen, der har påtaget sig ansvaret for terrorhandlin­gerne, hvilket ikke har hindret USA i, med sædvanlig selvsikker­hed, at navngive skurkene. Og hævn og gengældelse er nu USAs og "vasal"staternes dagsorden, - til trods for Kristi ord: "Gengæld ikke vold med vold! Hvis nogen slår dig på den ene kind, så vend den anden til ..." (Matt. 5,39)

Guds udvalgte folk Israel har oplevet sin historie som en historie med Jah­weh, som forblev trofast. Imidlertid har folket oplevet sig selv som de ikke-trofaste, og det skal siges til dette folks ros, at det aldrig for alvor har bebrej­det Jahweh, at han i frafaldets stund stod på fjendens side og kæmpede mod Israel for at vække folket og gøre det opmærksom på dets frafald. Tværti­mod! Israel lod, hjulpet ved profeternes manende udsagn, situatio­nens alvor tale til samvittighe­den, man angrede og vendte tilbage til et liv med Jahweh, til et liv, inspireret af hans livgivende og livsfremmende bud.

Indre Missions mannakorn-tradition er ikke kendt i den katolske kirke. Ikke desto mindre var det ikke uinteressant, hvilke søndagstekster der 'tilfældigt' er blevet serveret for os siden 11. september: Første søndag var det dansen om guldkalven, de følgende to søndage profeten Amos' kritik af materialist-samfun­det og Jesu ord om, at vi ikke kan tjene både Gud og materialismen. Og sønda­gen derefter fik vi historien om mødet mellem verdens magtfulde og magtesløse i historien om den etablerede dommer og den fattige enke.....

Da netop nævnte dom­mer erkendte situationens alvor, ændrede han kurs, inden den 'terroristiske' enke gokkede ham med kagerullen! (Luk. 8, 1-6). Det samme gjorde det hedenske Ninive, da man ved Jonas' prædiken erkendte situationens alvor. Kongen og hele folket ændrede kurs, tog bodsklæder på, og, som det hedder, "Gud ang­rede den ulykke, han havde haft i sinde mod Ninive!" (Jon. 3)

Og vi i den kristne verden? Troede vi, da vi den 11. september så de skrække­lige billeder på TV og tror vi idag på Kristi ord: "Ikke en spurv fal­der til jorden, uden at jeres himmelske Far er méd i det!"?? (Matt. 10,29b). Spørger vor del af verden sig selv, om vi vedblivende kan overhøre or­dene hos profeten Esajas, hvor det hedder: "Er I ikke troende, bli'r I ikke boende!"?? (Es. 7,9).  Spørger vor del af verden sig selv, hvad Guds ord i Johan­nes Åbenba­ring skal sige os i dén situation, som vi nu er endt i: "Jeg spyr dig ud af min mund, fordi du hver­ken er kold eller varm!"??? (Åb. 3,16)

Dette ér, hvad jeg personlig har savnet i samtlige af de talløse udtalelser, der er faldet siden 11. september. Jeg har savnet en reflektion over spørgsmålet: Kunne det tænkes, at Gud i den nuværende situation vil sige noget til os selv­sikre vesterlændinge i vores afmattede kristendom? Kunne det tænkes, at Vor­herre har opgivet at råbe vor del af verden op på almindelig vis? Kan vor del af verden blive ved med at smykke sig med titlen 'kristen' , hvis den de facto bevæ­ger sig væk fra Kristus og dét livsgrundlag, som han har givet os? Tillader Gud vedblivende hvadsomhelst? Er det tomme ord, når Paulus siger: "Gud lader sig ikke spotte! Vi høster, som vi sår!"?? (Gal. 6,7). Og er det kun retorik, når Jesus i dét søn­dagsevangelium, der blev læst en må­neds tid efter terror-angre­bet spurgte os: "Når menne­skesønnen kommer igen, vil han så finde tro på jorden?" (Luk. 18,8)?

Er det helt urimeligt som kristen at stille disse spørgsmål og reflektere over dem?? Bør vi ikke som kristne prøve at tyde tidens tegn?? Hvor er profeterne??

Adventstiden er nu begyndt. Dens liturgiske farve er violet, bodens farve. Vi skal fejre, at Hán, som ved sin fødsel på vor jord julenat år 0 fik verden til at ændre udseende, vil komme igen! Hvordan afventer den kristne verden i ad­vents-ånd bedst Hans komme? Ved fortsat at sønderbombe det ludfattige Afghani­stan og regne med, at faren for yderligere terror-angreb nok er drevet over?? El­ler ved nu at følge profeten Hoseas, når han siger: "Kom, lad os, -  i Jesus Kristus, - vende tilbage til Herren. Han har slået i stykker, men han vil osse hele. Han har såret os, men han vil osse læge. Lad os lægge alt til side for igen at lære Herren at kende! Da vil han komme os i møde!" (jvf. Hos. 6, 1-3)??

Jeg spø'r bare ....

Sognepræsten

Den montfortanske Association • Lærkevej 2 • 4180 Sorø • Telefon 59 59 66 45