OM BØNNEN FOR DE AFDØDE!

Bragt i "Katolsk sogneblad Slagelse-Kalundborg-Holbæk" november 2001.

Også i nedenstående redigerede form i 'Katolsk dialog' nr. 5 oktober 2002

 

Ved november måneds begyndelse fejres to af kirkeårets store fester: Alle Helgen og Alle Sjæle. Disse fester i kirkeårets sidste måned leder vore tanker hen på vores fuldendelse hos Gud, og konfronterer os således på særlig måde med tanken om vores forestående død. Og bringer os vore kære afdøde i særlig erindring.

Indskud: Alle sjæle??? Hvornår afskaffer vi dette vanvittige navn for dagen efter Alle helgen? Dét hedder den jo slet ikke på latin. Hvordan er "In memoriam omnium defunctorum" blevet til "Alle Sjæle"? Fastholdelsen af dette "øgenavn" befordrer gængs dualistisk tankegang hos mange kristne: At kun den hellige sjæl opstår og det uhellige legeme tilintetgøres. Men som kristne tror vi jo ikke på en isoleret sjælens opstandelse, vi tror på kødets, altså på hele menneskets opstandelse. Mennesket er en udelelig enhed af legeme og sjæl! Og som bekendt siger Jesus jo selv, - ord, som kirken almindeligvis anvender i anden sammenhæng: "Hvad Gud har sammenføjet, må mennesket ikke adskille!"... Dagen skal simpelthen hedde: "Mindedagen for alle vore afdøde"! Indskud slut.

Kirken lærer som bekendt, at vi, såfremt vi i vort dødsøjeblik er på frelsens vej, efter døden kommer i "skærsilden", i renselsesstedet, hvor alle synderester i os lutres bort, idet "intet urent nogensinde skal komme ind (i himlen)" (Åb. 21,17a).  Men i kraft áf, at vi gennem dåben alle hænger sammen i "de helliges samfund" kan vi gøre noget for hinanden, osse for vore afdøde. Med et ord fra 2. Makkabæerbog (12,45-46) , hvor det hedder, at "det er en gavnlig tanke at bede for de afdøde, for at de må befries fra deres synder!" opfordrer kirken os til at bede for vore afdøde. Og det er i traditionelt katolske lande stadig almindelig skik, at man lader den hellige messe frembære for sine afdøde. Danske katolikker er knap så vant til det. At lade en messe læse for sine afdøde, f. eks. på månedsdagen eller årsdagen for deres død, er ikke 'in' blandt danske katolikker, selvom jeg må indrømme, at jeg, i modsætning til årets øvrige måneder, i november dog modtager messeintentioner for afdøde.

Nu er spørgsmålet: Er dette faktum at begræde? Må man konstatere, at katolikkerne m. h. t. bøn for de afdøde ikke længere er katolikker, idet de ikke tager skærsildsopholdet alvorligt? Eller må man glæde sig over, at katolikker af idag er så overbeviste om Guds suveræne kærlighed, barmhjertighed og frelsesvilje, at de har svært ved at forestille sig, at deres indsats, efter deres kæres død, skulle have nogensomhelst betydning. Og at de rent faktisk ikke længere tror på, at de med deres bøn skal overtale en vred og retfærdigt dømmende og straffende Gud til at lade nåde gå for ret, jvf. Allesjæle-salmen i salmebogen fra 1951: "O Fader, vær ej længer vred, forbarm dig over hine!...O Gud, lad din retfærdighed formildes ved vor tåre" (nr. 336), - og for den sags skyld den gamle requiemsmesses sekvens og offertorium, som gudskelov ikke længere er at finde i det ny Missale Romanum?

Hvad skal man svare?? ....  Det er ingen hemmelighed, at seriøse katolske teologer seriøst har talt og taler om det rimelige/urimelige i at bede for de afdøde. Baggrunden er  reflektioner over begrebet 'tid'. Traditionel bøn for de afdøde forudsætter jo, at dimensionen "tid" fortsætter efter døden, jvf. tidligere officielle bønner for døde, hvis fremsigelse f. eks. skulle forkorte opholdet i skærsilden i x antal dage. I slutningen af 1988 gennemgik jesuit-pater L. O. Dorn i en artikelserie i jesuiternes magasin 'katolsk dialog' godt og grundigt disse tanker. Artiklerne bar overskriften "Dødens mysterium". Det gjorde dengang stort indtryk på mig at læse disse teorier, der i alt for korte træk går ud på følgende: At tiden mellem den enkeltes død og den yderste dag (dommedag) stiller visse teologer vanskelige spørgsmål. Alene brugen af ordet "tid" er af tvivlsom gyldighed, siger de. Tid er jo måling af forandring, men dér, hvor ingen forandring ér, bortfalder dimensionen tid. Vi, der lever på jorden, lever i forandring, i dimensionen tid. Gud er den evigt uforanderlige, hos ham eksisterer tid ikke, Han bli'r ikke ældre, fejrer ikke hvert år i himlen sin fødselsdag, hvorfor Abraham, som døde for 4000 år siden ikke har været 'længere' i Guds himmel end fru Olsen, der døde i onsdags. Hos den evigt, uforanderlige Gud er skabelse, forløsning i Kristus og fuldendelse på den yderste dag ét stort mega"øjeblik". I sin død glider mennesket ud af dimensionerne tid og sted, som jo hænger sammen med jordisk materie og ind i den tidløse evighed. "Den yderste dag"' bliver således for den enkelte kongruent med vedkommendes dødsdag.  Hos Gud "venter" man ikke!

Hvor smuk og hvor umiddelbart indlysende denne teori end måtte være, så gi'r den et problem med den kirkelige praksis: at bede for, at vore afdøde måtte få  'afkortet tiden' i skærsilden. 

Nu véd vi imidlertid af erfaring, at al udvikling er smertelig. Og ingen udvikling i vort liv er vel mere radikal end dén, vi skal igennem i vor død. Hvis det er rigtigt, at hele ens liv passerer revy i dødsprocessen, osse alle spildte muligheder, så kan man vel udmærket erfare en renselsesproces, som  kunne kaldes skærsild..... Men hvad så, når dødsprocessen er afsluttet, hvad så  med bagefter, - som ikke er bagefter, .... idet tiden jo nu er ladt ude af betragtning???

Da jeg var barn, havde jeg en lidt brutal tandlæge, (som gik ind for, at alle hans patienter burde tage tandlægebehandlinger 'som en mand').  Jeg var altid bange, når jeg skulle til tandlæge, osse selvom min mor var med. Når tandlægen fattede boret for at begynde på det værste, jeg vidste, rakte jeg automatisk hånden ud mod min mor. Og hun havde faktisk samtidig gjort det samme mod mig. Jeg holdt min hånd fast i hendes, mens tandlægen borede. Gjorde det smerten mindre eller anderledes? Objektivt  nej! Den var selvfølgelig den samme, uanset, hvor jeg holdt mine hænder. Men subjektivt: Ja!!. Subjektivt, oplevelsesmæssigt gjorde det smerten mindre! Subjektivt var der en verden til forskel, om hun holdt mig i hånden eller ej. Og denne holden-i-hånden betød ikke kun noget for mig. Senere har jeg tænkt på, hvem af os det egentlig gjorde mest ondt på? På mig, der blev udsat for boringen eller på min mor, som næsten ikke kunne holde ud, at jeg blev påført denne (omend nødvendige) smerte, og at jeg var så bange. Hende hjalp det vist end mere at holde mig i hånden.

Kunne man overføre dette på dødsprocessen og de afdøde?  Hjælper det at bede for dem? Objektivt nej! De døde er i Guds gode hånd, og han gør næppe sin frelse af dem afhængig af, om vi beder meget eller lidt for dem. Kunne han finde på at sige: "Når ingen be'r for X, rister vi ham lidt længere, - udskyder vi hans frelse!" Hvis Paulus har ret, - og det har han naturligvis, - så er det ikke tomme ord, når han i sit andet brev til medarbejderen Timoteus skriver, at : "Gud ønsker at alle mennesker skal frelses".  Hvis Gud ønsker menneskenes frelse, så skal han nok sætte sig igennem og få sit ønske opfyldt, uanset om vi be'r meget, lidt, - eller slet ikke for de afdøde.

Alligevel hører vi på Alle Sjæles dag, - jeg mener: på Mindedagen for alle vore kære afdøde, - ofte førnævnte læsning fra 2. Makkabæerbog, hvor det, med henblik på opstandelsen, hedder, at 'det er en gavnlig tanke at bede for de afdøde'. Kirken har ikke ændret sin opfordring til os om at bede for de afdøde. Og når kirken lærer os at bede for dem, er det naturligvis rigtigt at gøre det! Og hvis det objektivt ikke hjælper, så hjælper det så sandelig subjektivt. Vi elsker vore kære afdøde,  og vi vil gerne gøre noget for dem, vise dem vores kærlighed, vise dém, at de ér  i vore tanker. Hvad kan vi gøre andet end bede for dem, i mit eksempel: række vores hånd ud imod dem? Det har vi det godt med, og på en måde bli'r denne bøn en trosbekendelse, et uundværligt trosvidnesbyrd: Vor bøn for de afdøde er jo en  demonstration af, at vi tror på, at de er levende! En demonstration af, at der for os kristne strengt taget ikke findes døde, men kun levende hér og levende dér! Hvis vi ikke troede på, at de døde lever, ville vi selvfølgelig ikke løfte en finger for dem. Og mon så ikke de såkaldt døde, i deres bevidsthed om, at vi lider på grund af savnet af dem, åndeligt formår at række deres hænder ud imod os, når vi i bønnen åndeligt rækker vore hænder frem mod dem?? Set i dette lys styrker bønnen for de afdøde troen på de helliges samfund, hvor vi kan gøre noget for dem og de for os, uden at vi behøver at beskæftige os med, om det de facto virker. Og elementet om at skulle omstemme, formilde og overtale en vred og straffende Gud til at lade nåde gå for ret, er totalt ladt ude af billedet.

På mindedagen for vore kære afdøde fortæller jeg mine menigheder historien om tandlægen og m. h. t. vore afdøde siger jeg: "Bed for dem, bed med dem eller bed til dem, - sådan som det falder den enkelte iblandt jer mest naturligt!" Det må være katolsk forsvarligt at sige det sådan.

 Stephen Holm

Andagt Allehelgen ved Montfortanernes/Visdomdøtrenes gravsted
på Roskilde Østre kirkegård

 

 

 

Den montfortanske Association • Lærkevej 2 • 4180 Sorø • Telefon 59 59 66 45