OM MESSEN

- om den katolske kirkes hovedgudstjeneste

Bragt i "Katolsk sogneblad Slagelse-Kalundborg-Holbæk" i forår 1999.

- af Stephen Holm

Udgivet som særtryk.

 

Hver søndag kirkeåret igennem er en lille påskedag. Vi holder jo netop søndagen som helligdag, fordi, - som Ingemann siger det i én af sine salmer: "Det var en søndag morgen skøn vor Frelser stod op af graven!".

Søndagens uundværlige højdepunkt er deltagelse i den hellige messe, fordi det netop er dér, hele påskemysteriet aktualiseres. Derfor følgende om messens mysterium:

Substans og form

Hvilken privat bøn, hvilken meditation, hvilken samtale med Gud er at sammenligne med den Gudsnærhed, som Kristus bringer os, når vi er méd ved fejringen af den hellige messe? Godt nok taler Kristus om personlig bøn, når han opfordrer os til et gå ind i vort lønkammer og dér bede til Gud. Men han har så sandelig også sagt: "Hvor to eller tre (minimum af fællesskab) er samlede i mit navn, dér er jeg til stede midt iblandt dem!" Og det vár i et fællesskab, at han, aftenen før sin lidelse og død, da han for sidste gang spiste sammen med sine apostle, tog brød og vin og sagde "Dette er mit legeme, dette er mit blod, som hengives for jer". (Dette er mit legeme = det er mig, dette er mit blod, som hengives for jer = og jeg sætter ingen grænser, selv om min given-mig-selv koster mig livet) Og konkluderede: "Sådan skal I gøre, når I fejrer mig!" (til min ihukommelse = til aktualisering af mig!)

Samvær har altid og i alle kulturer været underlagt former, som er nødvendige, for at samværet kan fungere. Man må f. eks. vide, at hvis én rækker hånden hen mod mig, skal jeg tage imod den, og at denne ceremoni på vore breddegrader er en hilsen, som bruges, når man mødes og når man skilles. Jeg skal f. eks. vide, at hvis en nikker med hovedet, betyder det ja, hvis en ryster på hovedet betyder det nej. Umiddelbart er det jo ikke indlysende. Det samme gælder for ceremonierne omkring fejringen af den hellige messe. Den liturgiske ramme er fuld af betydningsrige gester, som man må tilegne sig, da disse heller ikke uden videre er indlysende. Men det bli'r de, når man først har lært dem at kende.

Messens indledning

Når vi som døbte (og firmede) fejrer den hellige messe, fejrer vi, - demonstrerer vi, - vort fællesskab (communio): Fælleskab med Kristus og, lige så vigtigt: Fællesskab med hinanden. Husk: Jesus har ikke lært os at bede "Fader min", derimod "Fader vor".

For at vor fællesskabs-fejring, vor 'demonstration', ikke skal være en løgn, er vi nødt til, straks ved messens begyndelse, at tage afstand fra alt, hvad der siden sidste fejring af messen har skilt os fra Kristus og skilt os fra hinanden, tage afstand fra dét, der har ødelagt vores "communio". Præsten, som 'i Kristi person' leder fejringen af messen, har taget plads ved sin leder-stol. Han opfordrer os til, overfor Gud og overfor for hinanden at bekende, at vi ofte har undladt det gode, ja måske endda gjort det onde......Vi beder Gud og hinanden om tilgivelse, for først når disse adskillelser er ryddet af vejen, kan Kristus holde sit indtog i vor midte. Med vor lovsang hilser vi ham velkommen og tager imod ham som det gamle Jerusalem gjorde det, da han hin palmesøndag holdt sit indtog i byen I vor forsamling er han nu reelt til stede, som han er tilstede i hver enkelt af os. Nu ér vi virkelig hans legeme.

Ordets gudstjeneste

Når ordet forkyndes fra læsepulten (og intet andet end Guds ord, - og eventuelt udlægningen af det, - skal forkyndes fra læsepulten, der er at betragte som 'Guds mund'), udvirker han på én eller anden måde dét, der forkyndes, for Guds ord er et dynamisk ord, der udvirker, hvad det udsiger. Tænk på skabelsen: Og Gud sagde: Der blive lys! Og der blev lys! Gud er tilstede og virksom i sit ord.

Bordets gudstjeneste

Når præsten går frem til altret, stiller han brød og vin parat. Brødet og vinen forvandles til Kristi legeme og blod. Kristus bliver på særlig måde nærværende i nadverelementerne, og Kristus overtager så at sige vor bøn. Nu er det ikke os, der beder. Nej. Kristus ér dén, der beder til Gud Fader og takker ham. Han beder og takker nøjagtig, som han gjorde det hin skærtorsdag, da han sad til bords med sine apostle. Vi, der er samlede omkring ham, og gennem dåb og firmelse er blevet ét med ham, 'dækker os ind' under hans bøn og oplever, hvorledes alt finder sted "ved ham og med ham og i ham". Og at vores eneste indsats faktisk kun bliver at sige 'ja og amen!' til denne Kristi takkebøn til Faderen. De senere år har vi i højmessen sunget det afsluttende 'Amen' tre gange. Det er genialt! Det er virkelig det store 'ja og amen'.

Jøderne lærte, at et offerdyr var dødt, når alt blodet var løbet fra kødet. Hvad oplever vi i messen? At Kristi legeme og blod, - adskilt i hver sit kar, - løftes op mod himlen. Hvad erkender vi?: At vi står under korset og oplever Jesu død.! Som vi for et øjeblik siden var méd ved Jesu skærtorsdagsbøn i nadversalen, således er vi nu med ved korsfæstelsen langfredag på Golgata. Vi er vidne til Kristi frembærelse af sit offer til Faderen, og vi medinddrages i dette offer. Nu forstår vi, hvorfor messen ikke fejres på et almindeligt spise-bord, men på et alter-bord: 'alter', fordi det drejer sig om et offer, 'bord', fordi det osse drejer sig om et måltid.

Når 'Fadervor', Herrens bøn, er bedt, og brødet senere brydes, er det blevet påskedag, og vi er méd i Emmaus. Nu genkender vi med de to disciple den kors-fæstede Jesus som den levende, som den opstandne. Og vi ser i det brudte brød de samme sårmærker, som apostlen Thomas så, da han hin første hvidesøndag havde tabt troen på Jesus, men alligevel deltog i de øvrige apostles koncele-brerede søndagsmesse. - Omend vi ikke er værdige, spiser vi méd ved hans bord, hvor han er såvel vært som føde. Vi er méd ved Genesareth sø, hvor den opstandne siger til os: "Kom nu og få noget at spise!". Og ingen spørger ham: "Hvem er du?", fordi vi véd, at det er Herren. Intet menneske kan leve uden mad og drikke. Og at vi mennesker ikke virkeligt kan leve uden Jesus, har han vel villet vise os ved at gøre sig selv til spise og drikke. Han gi'r os sig selv, for at vi kan forvandles, ligedannes med ham. Siger ikke den moderne spisekampagne: "Du bli'r, hvad du spiser!". Paulus siger det ligeså enkelt: "Ikke længere jeg le-ver, men Kristus lever i mig!". Ingemann siger det mere poetisk i sin salme "Den store Mester", hvor det hedder: "Det øjeblik Han (Kristus) venter og agter kærlig på, da klarlig hans eget billed vil dybt i sølvspejlet (menneskehjertet) stå. Og har i hjertedybet sit billed klart han set, da glædes den høje Mester, da er hans gerning alt sket!". Den vigtigste forvandling i messen er jo menighedens forvandling. Vi, som spiser af det samme brød og drikker af den samme kalk, knyttes endnu tættere sammen. Som menighed bliver vi i ordets bedste forstand en sammenspist gruppe.

Messens afslutning

Med Guds velsignelse sendes vi sluttelig ud i mission, en lille smule mere ligedannede med Kristus, end vi var det, da vi kom ind. Vi sendes ud i verden som en del af Kristus, som Kristi legeme, som Kristus-bærere, for, - som Paulus udtrykker det, - at give videre, hvad vi selv har modtaget.

Summery:

Er det ikke fantastisk, hvilket fortættet Kristus-møde vi drages ind i i hver hellig messe? Hele påskemysteriet aktualiseres for vore øjne: Jesus holder sit palmesøndags-indtog hos os. Han be'r sin skærtorsdags-takkebøn i vor midte, for vore øjne lider han sin langfredagsdød. Som Emmausdisciplene oplever vi ham som den opstandne, og vi er méd ved Genesareth sø, hvor han, den opstandne, indbyder os til sit måltid I messens drama udvirker Helligånden, at vi gennem ordet som forkyndes, gennem sakramentet, som fejres og konsumeres, ligedannes med ham, som vi fejrer. Og at vort fællesskab med hinanden intensiveres.

Jesus er sand Gud og sandt menneske. Ser vi på ham som menneske, forløste han os i Jerusalem og ikke i København. Og han gjorde det omkring år 33 og ikke omkring år 2000. Som menneske på jorden var han bundet af tid og sted. Men Jesus er ikke kun menneske. Han er osse Gud. Og Gud er ikke bundet af tid og sted. Fordi Jesus er Gud, har dét, han dengang gjorde, evighedsværdi over hele jorden. Messen er altså ikke en gentagelse af, hvad der dengang skete. Nej. Når messen fejres, trækkes det tidløse ind i tiden og det stedløse bindes til et sted. Således kan man tale om, at messen er en aktualisering af Jesu påskemysterium. Dette mysterium bli'r aktuelt, bliver håndgribelig virkelighed på dét sted og på dét tidspunkt messen fejres.

Er det til at forstå, at der findes katolikker, der mener, at de ligesågodt kan bede privat hjemme, som at gå til messen i kirken? Er det til at forstå, at folk kan finde på at se på uret under messen? Er det til at forstå, at ansvarlige for messens fejring kan finde på at jappe den igennem og ingen krav stille til den liturgiske udførelse? Det kan kun forklares ved, at de ikke aner, - eller har glemt, - hvilken perle messen ér. Hvad Kristus hér gør for os! Året igennem!

 

 

 

Messens historie

En 'kort' gennemgang af  2000 års fejring af messens liturgi

 

En artikel af 31. august 07 i tidsskriftet "Gottesdienst": Information und Handreichung der liturgischen Institute Deutschlands, Österreichs und der Schweiz under overskriften: "En kort gennemgang af 2000 års fejring af messens liturgi" af dr. Christiane Becker,  leder af det katolske universitets- og højskolecenter i Clausthal, har for mig været oplysende læsning, hvorfor jeg prompte har oversat den og hermed gengi'r den, - ikke fri for egne tilføjede bemærkninger:

Jesus selv

Begyndelsen til dét, vi kalder messen eller fejringen af den hellige eukaristi er at finde i bibelteksterne som handler om Jesu sidste måltid med sine venner. Tekst: Mat. 26, 17-19.

De bibelske tekster peger tydeligt hen på, at det er i fejringen af den jødiske påskefest, festen for den befriende Gud, at Jesus har talt sine ord om hengivelse og om den ny pagt. Tekst: Mat, 26, 26-28.

Bordfællesskabet med den jordiske Jesus vil, siger han, blive afsluttet. Fortsættelsen vil finde sted i Guds rige. Tekst: Mat. 26, 29.

For tiden derimellem har Jesus efterladt sig en påmindelse om ham og hans gerning ved et måltid, som fejres under taksigelse, og som aktualiserer hans hengivelse til Faderen, - et tegn, der peger hen på det evige festmåltid hos Gud.

Ur- og oldkirken

Urmenigheden fejrer dette måltid på 'Herrens dag', på Jesu opstandelses dag. Fejringens elementer ér: Forkyndelse af apostlenes lære om Kristus, fejring af fællesskabet, brødets brydelse, ledsaget af bønner. Tekst: Ap. G. 2,42.

Men allerede på dette tidspunkt dukker de første spørgsmål og differentieringer angående fejringens form op. Tekst.: 1. kor. 11, 17-34.

I de første århundreder af kirkens historie eksisterer der ingen enheds-liturgi, men jo mere kristendommen udbredes, des mere vokser der et ønske frem om en fastlagt tekst. Fra det tredje århundrede er den romerske præst Hippolyts tekst bekendt, som taler om en reservering af  en del af det brød og den vin, som menigheden har medbragt til fejringen af Herrens dag, en tekst, som indeholder en nadverbøn og beskriver brødsbrydelsen og uddelingen/modtagelsen af de konsekrerede gaver (håndkommunion).  Samtidig vokser betydningen af en teologisk udlægning af Herrens måltid. Tekst: Augustin, prædikener 272.

Med den historiske udvikling, der fører til antikkens afslutning (5. århundrede) ændres også betingelserne for det kirkelige liv. På den ene side udbredes kristendommen gennem folkevandringer og mission, på den anden side oplever man et tab af teologisk dannelse og tiltagende distancering til det oprindelige.

Middelalderen

Ved middelalderens begyndelse har urkirkens enkle fejring af Herrens måltid udviklet sig til hof-ettikette, til et kejserligt ceremoniel. Dét, der skal fejres er ikke længere bestemmende for liturgien, men liturgien er bestemmende for dét, der skal fejres. De troende er i det store og hele ikke længere i stand til, hverken sprogligt eller indholdsmæssigt, at følge kult-handlingen. Dermed udvikles den tidligere fællesskabs-fejring mere og mere henimod individuel bekymring om egen sjæls frelse. Man kan roligt sige, at den fælles fejring af Herrens måltid udvikler sig til et mysterie-spil, som afføder, at der parallelt med liturgien udvikles flere og flere former for privat fromhed. Privatmesser ved forskellige altre i samme kirkerum på samme tid bliver almindeligt. Tilbedelsen af Kristus i de ved konsekrationen opløftede nadverelementer bliver messens højdepunkt. Og 'øjenkommunion' (udtrykket vil umiddelbart kunne forstås) bliver det almindelige. Kirkerne er indrettet som tilbedelseskirker, hvor det centrale punkt er tabernaklet, ofte indbygget i en pompøs altertavle med ophøjet plads til monstransen med den udstillede hostie, - langt væk fra oldkirkens fejring af Herrens måltid omkring ordet og bordet.

Reformationstiden og de følgende 400 år

Disse forhold har været befordrende for reformationen. Mange teologer ytrer ønsker om en reformering af messens liturgi. Ordets forkyndelse (bibellæsningerne) skal ikke fortages ved, at forkynderen oplæser dem på et sprog, som de modtagende ikke forstår, samtidig med, at han vender ryggen mod dém, teksterne henvender sig til. Og fejringen af Kristi offer må ikke ganske og aldeles overskygge fejringen af Herrens måltid.

Reformationen medfører, at Koncilet i Trient reformerer liturgien og sletter visse sange og elementer. Men herved bliver det så. Byen Roms liturgi bliver gjort til forbillede for liturgien i hele kirken. Med fastlæggelsen i 1570  bliver den 'tridentinske messe' de følgende 400 år den forpligtende messeform for hele den romersk-katolske kirke,  - med ganske få undtagelser. Messen er nu blevet til gejstlighedens messe, som fejres, ikke méd, men for folket. En offergudstjeneste fremfor en måltidsgudstjeneste. En gudstjeneste i en indtil mindste detalje fastlagt form, hvor intet indgreb tillades. Ikke kun den latinske ordlyd, men også lydstyrken: kraftigt - svagt - hviskende, er fastlagt. Ligeså samtlige gester, der skal udføres med millimeternøjagtighed for at gyldigheden ikke sættes på spil. Oprindelig var osse denne romerske form en form med uddelegerede roller, men praksis endte i den såkaldte 'stille messe' som norm, hvor den celebrende præst, med en enkelt 'svarende' ministrant, repræsenterende menigheden,  gjorde alt selv, - med ryggen til menigheden, som 'bivånede'  den 'læste', hviskede messe. Dette udviklede en praksis, hvor menigheden parallelt beskæftigede sig selv, om det nu var gennem rosenkransbøn eller gennem afsyngelse af salmer på modersmålet. (begge beskæftigelser har jeg personligt oplevet så sent som i slutningen af 50'erne, hvor man i en landsbykirke i Østrig om hverdagen bad rosenkransen under hele messen, kun afbrudt ved konsekrationen, og i min barndoms kirke i Svendborg, hvor en sangmesse foregik som følger: Første salme, som blev påbegyndt ved messens begyndelse og hvor sognepræsten hviskende ofte nåede til evangeliet inden salmens sidste vers var afsluttet. Efter prædikenen anden salme, som varede til henimod konsekrationen. Tredje salme påbegyndtes umiddelbart derefter og strakte sig til altergangen. Sidste salme efter velsignelsen. Af og til kunne man være så heldig, at salmerne passede til det pågældende sted i messen. Meget bedre oplevede jeg det senere i Helsingør, hvor alle tilstedeværende i den såkaldte 'reciterede messe', stadig på latin, havde overtaget ministrantens svarrolle, jvf. spørgsmålet til pave Pius X: 'Hvad skal man bede under messen?' - besvaret med: 'I skal bede messen!'). Kun i den festligste form "Missa solemnis", med præst, diakon og subdiakon kom den tridentinske messe til fuld udfoldelse, men denne form var den absolutte undtagelse, reserveret til de allerstørste festdage i de fornemste kirker og sjældent rigtig gennemførligt, idet hverken diakon eller subdiakon normalt var at opdrive. Hvilket i praksis medførte, at en præst,  med diakon-dalmatika på, måtte spille diakonens rolle, og en præstestudent eller storministrant, ligeledes iført dalmatika, dog uden stola, fik rollen som subdiakon.

Hele denne praksis var båret af en eukaristi-teologi, der i første række forstod messen som kultisk frembærelse af et offer. Offer-præstens korrekthed m. h. t. ritus var derfor altafgørende: de foreskrevne ord og de foreskrevne ceremonier for at sikre gyldigheden. Menighedens medbeden og medhandlen var i denne forståelse uden egentlig betydning. En offerkult, som ikke havde eksisteret i ur- og oldkirken, cementerede sig, ja, man talte ligefrem om messen som en 'gentagelse af korsofferet'.

I Hebræerbrevet tales der tydeligt om Kristi ene korsoffer. I messen gentages dette offer ikke, men korsofferet aktualiseres. I messen frembæres Jesu Kristi ene offer, derfor frembæres det på et alter. I messen deles deltagerne om et måltid, derfor samles man om et bord. Et alter, der derfor ligner en slagtebænk er lisså malplaceret som et spisebord af pindebrænde.

Den nyeste tid

De dybtgribende forandringer i livsbetingelserne fra det 16. århundrede til den nyere tid er, som netop klarlagt,  ikke på nogen måde kommet til udtryk i den cementerede gudstjenesteform, hvorimod de som nævnt har afspejlet sig i folkefromhed og andagtsvæsen. I oplysningstiden, i det 17. århundrede i Frankring, i det 18. århundrede i Tyskland, sporer man tilløb til fornyelse af messens liturgi. I det 19. århundrede vokser interessen for studium af de bibelske tekster og af forholdene i urkirken. I begyndelsen af det 20. århundrede opstår en bred liturgisk bevægelse, hvis påvirkning er stadfæstet i enzyklikaen 'Mediator Dei' fra 1947. Den efterfølges af de første, mindre reformer, og mange gjorte tanker bliver grundlaget for andet vatikankoncils arbejde vedrørende en fornyelse (eller tilbageførelse) af liturgien.

Liturgikonstitutionen "Sacrosanctum concilium" med 130 artikler godkendes i 1963. Et vigtigt aspekt er genopdagelsen af liturgien som 'kirkens samlede forkyndelseshandling". Konsekvensen heraf er indføringen af modersmålet, aktiv deltagelse af alle fejrende, (gen)oprettelsen af mange tjenester ved gudstjenestefejringen, ordets gudstjeneste væk fra alter tilbage til ambo (læsepult), alter nærmere menigheden og celebranten ved stol, ambo og alter, med ansigtet vendt mod de fejrende. Koncelebration afløser privatmesser og bibeltekster til brug ved messerne bliver langt flere: Således udvides søndagenes ene tekstrække med to læsninger til tre tekstrækker med tre læsninger.  

Koncilets bestemmelser føres hurtigt ud i livet. I 1970 udkommer et nyt Missale Romanum, som gøres gældende for hele kirken. Den fornyede messe, som i højeste grad er en tilbageføring, understreger igen, at messen er hele menighedens fejring og henviser til, at realpræsens (Kristi reele, konkrete nærvær) ikke er indskrænket til hans nærvær i nadverelementerne. er Kristus er reelt nærværende, når menigheden forsamles i hans navn . Tekst:  Mat. 18,20; når ordet forkyndes: Tekst: Es 55,11; når brød og vin forvandles til Kristi hellige legeme og blod. Præsten har en dobbelt rolle:  Som liturgiens leder, 'in persona Christi', stående ved sin stol,  forestår han menigheden, han forkynder ved amboen Guds ord og udlægger det autentisk, som offerpræst, stående ved altret,  aktualiseres ved hans hånd Jesu Kristi offer og under hans ledelse uddeles det hellige sakramente til de fejrende. Men sammen med menigheden står osse præsten foran Guds ansigt. Osse han er til messe! Liturgiens grundlæggende væsen er den forsamlede menighed, som fejrer påskemysteriet.

Den grundlæggende form for messe er nu menighedsmessen og privatmesser forbydes. Hvorledes gudstjenesten skal fejres er teologisk, pastoralt og spirituelt fastlagt i indledningen til den ny messebog, hvor det bl. a. hedder:  "Riterne må udstråle enkelhedens glans. De må være nøgterne og umiddelbart forståelige, befriede for for unødvendige gentagelser!" (34). Messebogen tilbyder i mange tilfælde forskellige muligheder for rituelle elementer og bønner. Med henblik på, at vor kirke ikke er en romersk kirke men en verdenskirke, taler indledningen om: "en berettiget mangfoldighed, for at give rum til forskellige fællesskaber, folkeslag og kulturer!" (38).  Modersmålets betydning i gudstjenesten understreges, samtidig med, at det latinske sprogs naturlige særstilling til understregning af kirkens enhed og universalitet, bibeholdes, ja understreges. (Missale Romanum af 1970 er på latin. Det er en udbredt misforståelse, at latinsk messe er lig med tridentinsk messe. Missale Romanum af 1970 er grundlag for en gennemført latinsk messe.)

- og fremtiden ???

Når vi nu 40 år efter koncilet betragter, hvad der er sket, må vi indrømme, at en del er sket. Men den ønskede liturgi-fornyelse er endnu ikke trængt igennem. Herhjemme afsløres det, når man kikker på de nyeste katolske kirke-byggerier. Man har bygget uden nytænkning, uden påvirkning af dét, koncilet egentlig ville. Den liturgiske fornyelse er nemlig ikke gennemført véd, at man har skubbet alterbordet et par meter frem i koret og placeret den celebrerende præst med front mod menigheden. Altrets og celebrantens 'omvendelse' har åbenbart ikke været nok til at befordre en fornyet forståelse, når menighedens fællesskab stadig overlades til en stole-bænke-opstilling, der mere minder om en teaterforestilling, og når ambonen (læsepulten) og sedilia (celebrantens stol) stadig vilkårligt placeres, hvor der nu måtte være bedst plads i korrummet (på scenen?), - ét eller andet sted, - 'pænt' ude i siden, totalt underordnet altret.

Vi har brug for en saglig liturgisk/teologisk meningsudveksling. I en sådan må understreges, at  festlighed, ærbødighed og meditativ stilhed, ikke er bundet til den tridentinske messe, men osse er at virkeliggøre i nugældende ritus, som på ingen måde er lig med 'lavkirkelighed', selv om det må indrømmes, at det hér og da er blevet tilfældet. Det drejer sig om en engageret og værdig  'ars celebrandi'.

I en artikel af liturgiprofessor Klemens Richter (Münster) "Liturgi i et afkristnet samfund", citerer skribenten den betydningsfulde, nu afdøde, Innsbruck-liturg Hans Bernhard Meyer sj, i følgende replik: "Der er forlængst påbegyndt en udvikling mod en liturgi, hvis form vi endnu ikke kender, men som sikkert vil være præget af langt større mangfoldighed, end vi hidtil har været vant til og som det andet vatikankoncils fædre havde kunnet forestille sig. På denne udviklings-vej vil der blive tale om spændinger og diskussioner, overbevisende løsninger og fejltagelser. Men der må ikke blive tale om en lammende angst, der forhindrer os i at gå denne vej. Set med Roms øjne indeholder sådanne centrifugale udviklinger farer. Spørgsmålet om, hvordan kirken så kan bevare sin enhed, gør mange reaktioner forståelige. Men man må ikke acceptere dem! Liturgiens vej i vort samfund må bestå i, at enkelte menigheder har et levende fællesskab med hinanden, - enten at de lærer af hinanden og overtager gode gudstjenesteformer fra hinanden, eller at de i bevidsthed om deres egenart går forskellige veje uden derfor at fordømme de andre. Det er altsammen ikke tegn på kirkens svaghed, men på dens styrke og dens evne til mere end tidligere at blive 'una catholica'".

Med stor tak til andet vatikankoncil for dets seriøse liturgiske arbejde og til pave Paul VI for hans messebog af 1970, - frugten af dette arbejde og grundlag for en videre udvikling, som endnu kun er i sin vorden.

p. Stephen Holm

Den montfortanske Association • Lærkevej 2 • 4180 Sorø • Telefon 59 59 66 45