Liturgi ...

 

 

På denne side finder du:

A. AKTUELLE MESSETIDER i denne uge 
- i Skt. Montforts kapel i Sorø

B. SALMEFORSLAG TIL NU PÅ SØNDAG

C. EVT. ANDRE LITURGISKE RELEVANSER for den kommende søndag, 
f. eks. salmer, bønner, prædiken ... 

D. ROSENKRANSBØNNEN, - i montfortansk tradition 

E. TRE KORSVEJSANDAGTER 
1. Georg Nibler, 2. Eva Antkowiak, 3. Stephen Holm

 

 

HUS-KOMMUNITETETS MESSER 
i denne uge :   09. -16. december
2. uge i advent


    -  v. 'Maison Montfort' i Sorø, - Skt. Montforts Kapel. 
    finder sted som følger:

 

lørdag

09

10,30

2. SØNDAG I ADVENT
 
*

søndag

10

--

*

mandag

11

11,00

 

tirsdag

12

11,00

 

onsdag

13

11,00

Lucia
martyr

torsdag

14

11.00

Johannes af korset
karmelit-præst

fredag

15

18,00

 

lørdag

16

 

10,30

3. SØNDAG I ADVENT
Søndag 'Gaudete'

*

 
-- = ingen messe, ? = tidspunkt ikke fastlagt

Efter formiddagsmesser kl. 11.00: rosenkransbøn 
Efter aftenmesser kl. 18,00: vesper
- ellers normalt: 
rosenkransbøn kl. 11,30 (ikke lø.-sø.)  
vesper kl. 18,30  (ikke lø.-sø.)

Søndagsvesper, normalt:
 (1.) lørdag kl. 13,00. (2) søndag kl. 19,00
Laudes: 

Ændringer kan forekomme, - osse kortfristede .    
- en frihed, vi tillader os i vores aktuelle situation, -
tjek derfor altid hér, umiddelbart før du/I kører til messe/tidebøn.

 

 

Montfortanernes Ordensregel  §130, stk. 33
"Den første mandag i hver måned er en dag for inter-montfortansk åndeligt møde. På denne dag beder den montfortanske families medlemmer og associerede for familiens levende og afdøde medlemmer og om nye kald.  Dagens messer frembæres i disse intentioner."

På denne dag mødes sædvanligt medlemmerne af den montfortanske association "Maria, Hjerternes dronning" til messe kl. 17,15 med efterfølgende bønstime og afsluttende fællesspisning.

Næste gang er mandag d. 08. januar 2018.

 

 

SALMEFORSLAG:
Søndag  d. 17. december
3.  SØNDAG I ADVENT, "Gaudete" (B)

 

Indgang

327 v.
1-2-3-4

Hjerte, løft. .

DDK 174

 

 

 

 

Eft. 1. læsn.

298

528 v.
1-2-5

Op, glædes alle. .

Min sjæl højlover . .

 

DDK 16

DDK 182

 

Eft. 2. læsn.

 

Halleluja.

mel. omk.
Lovs. 155

Offertorium

 

orgelspil

 

Eft. komm.

294 v
1-2-3-4-5

Blomstre som. .

DDK 25

Til slut

294 v.
6-7

Ære med vor ..

DDK 25

.



SALMEFORSLAG 
Søndag formiddag  d. 24. december
4. SØNDAG I ADVENT, "Rorate" (B)

 

Indgang

288

Lad, o Himle  . . .

GK 81

 

 

 

 

Eft. 1. lsn.

506 v.
2-3-7

Himlenes Gud. .

DDK 243

Eft. 2. lsn.

 

Halleluja

mel. omk.
Lovs. 155

Offertorium

 

stilhed

 

Eft. komm.

527 v.
6+7

O, Herre Jesus  ..  

DDK 209

Til slut

332

Nu ville vi os. .

DDK 298

 

 

 

 

 


M. h. t. melodihenvisninger:
DDK = Den danske koralbog, - udgave 1954
(Med udgivelsen af folkekirkens ny salmebog er osse udkommet en ny koralbog (til 1500 kr), Jeg går ud fra, at at de færreste katolske kirker har anskaffet den)
GK = den gamle 'katolske' nodebog til den gamle 'Salmebog for det apostoliske vikariat', - fra 1935.
OL = Orgelledsagelse til 'Lovsang', - fra 1988 

 

 

 



ROSENKRANS-BØNNEN

- efter den montfortanske tradition
- udgivet af Montfortkommunitetet oktober 2002

Om rosenkransbønnens væsen kan læses her:
https://stephenholm.wordpress.com/2014/10/

Man tager rosenkransens krucifiks i sin hånd. 
Mens man betragter den korsfæstede Kristus, fremsiger man trosbekendelsen:

Jeg tror på Gud: Den almægtige Fader, himlens og jordens skaber.
Jeg tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre,
som er undfanget ved Helligånden, f'ødt af jomfru Maria,
pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet,
som nedfor til dødsriget,
opstod på den tredje dag fra de døde, opfor til himlen,
sidder ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd,
hvorfra han skal komme for at dømme levende og døde.
Jeg tror på Helligånden, den hellige katolske kirke, de helliges samfund,
syndernes forladelse, menneskets opstandelse og det evige liv. Amen.

Ved den første store perle (som ved alle store perler) 
fremsiger man dén bøn, Vorherre Jesus har lært os at bede, nemlig 'Fadervor': 

Fader vor, du, som er i himlen, helliget vorde dit navn, komme dit rige.
Ske din vilje, som i himlen, så og på jorden.
-  Giv os idag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld, som og vi forlader vore skyldnere,
Led os gennem al fristelse og frels os fra det onde. Amen.

De følgende tre perler rummer bøn om  (1) tro, (2) håb og  (3) kærlighed.
Med Maria, - gennem bønnen 'Hil dig Maria', englen Gabriels og Elisabeths hilsen, 
beder man om vækst i disse  guddommelige dyder.
'Hil dig, Maria' bedes ved alle rosenkransens små perler:

Hil dig, Maria, fuld af nåde, Herren er med dig.
- Velsignet er du iblandt kvinder og velsignet er dit livs frugt: Jesus!

Man tilføjer, efter det sidste 'Hil dig, Maria', kirkens bøn til jomfru Maria:

Hellige Maria, Guds Moder, bed for os syndere, 
nu og i vor dødstime. Amen.

- og afrunder indledningen,- som man afslutter hvert led, - med det såkaldte lille 'Gloria':

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden.
- som det var i begyndelsen, så nu og altid, og i al evighed. Amen.
Måtte de tre guddommelige dyders kraft gennemtrænge mit hjerte

Nu begynder den egentlige rosenkransmeditation. 
Men vælger én af de fire følgende serier. f. eks: ma.: den glædesfulde, ti./fr.: den smertefulde, on./lø.-sø.: den herlighedsfulde, to.: den lysfyldte!
 
Betragtning af de fem glædesfulde mysterier:

Herre Jesus Kristus, til din større ære be'r jeg det .. led af rosenkransen
og betragter med din moder Maria

1.  - hvorledes hun ved englens budskab 
i åbenhed undfangede dig  ved Helligånden.
Gennem dette mysterium og på din Moders forbøn be'r jeg
om sand kærlighed til Gud. Amen

 Den store perle: Fadervor, du, som er… fra det onde. Amen
 De 10 små perler:Hil dig, Maria … frugt: Jesus
 Efter 10. perle: Hellige Maria, Guds… i vor dødstime. Amen
 Ære være Faderen … i al evighed. Amen.
 Måtte dette hellige mysteriums kraft gennemtrænge mit hjerte 
  
2.  -  hvorledes hun bar dig under sit hjerte 
ved sit besøg hos sin slægtning Elisabeth.
Gennem dette mysterium og på din Moders forbøn be'r jeg
om sand kærlighed til næsten. Amen

3.  - hvorledes hun bragte dig til verden i den fattige stald i Betlehem.
Gennem dette mysterium og på din Moders forbøn be'r jeg 
om øje for dit nærvær i det små og upåagtede. Amen

4.  - hvorledes hun frigav dig til Guds tjeneste, da hun
- da du var 40 dage gammel, - frembar dig som offer i Jerusalems tempel.
Gennem dette mysterium og på din Moders forbøn be'r jeg
om at blive frigjort  for enhver form for besidder-tvang.  Amen

5.  - hvorledes hun og din (pleje)far Josef genfandt dig i Jerusalems tempel, 
da du under pilgrimsrejsen dertil som 12-årig  var blevet borte for dem.
Gennem dette mysterium og på din Moders forbøn be'r jeg om, 
at jeg altid må søge dig, du sande og evige Visdom,
genfinde dig, og påny modtage dig som Guds gave til mig. Amen


Betragtning af de fem  lysfyldte mysterier, 
- indført af pave Johannes Poul II  i 2002:


Herre Jesus Kristus, til din større ære be'r jeg det .. led af rosenkransen
og betragter med din moder Maria

1.  – hvorledes du i Jordanfloden modtog dåben af Johannes,
og hvor Faderens stemme lød: 
'Denne er min Søn, den elskede!'
Gennem dette mysterium og på din Moders forbøn be'r jeg om,
at jeg altid må bekende dig som Gud af Gud, som lys af lys. Amen

 Den store perle: Fadervor, du, som er… fra det onde. Amen
 De 10 små perler:Hil dig, Maria … frugt: Jesus
 Efter 10. perle: Hellige Maria, Guds… i vor dødstime. Amen
 Ære være Faderen … i al evighed. Amen.
 Måtte dette hellige mysteriums kraft gennemtrænge mit hjerte 
 
2. - hvorledes du ved brylluppet i Kana 
åbenbarede din guddomsherlighed for dine disciple.
Gennem dette mysterium og på forbøn af din moder, 
som var méd ved brylluppet og tilskyndede dig til din åbenbaring,
be'r jeg om viljestyrke til at følge hendes råd til tjenerne
og gøre alt, hvad du siger til mig.  Amen

3. - hvorledes du for din samtid forkyndte: 
"Jeg er verdens lys. Dén, som følger mig skal aldrig vandre i mørke!"
Gennem dette mysterium og på din Moders forbøn be'r jeg dig om
at det må kendes på mig som et lysets barn, at Guds rige er kommet nær. Amen

4. - hvorledes du på Taborbjerget , forud for din død,
åbenbarede din opstandelses herlighed for dine udvalgte disciple.
Gennem dette mysterium og på din Moders forbøn be'r jeg om, 
at jeg må have øjnene åbne, 
når du midt i hverdagens korsvej, 
åbenbarer mig glimt af den kommende herlighed. Amen

5.: - hvorledes du aftenen før din lidelse og død 
indstiftede nadverens helligste sakramente
og derigennem testamenterede dig selv til os mennesker.
Gennem dette mysterium og på din Moders forbøn  be'r jeg om, 
at jeg altid må have den dybeste respekt for dit reelle nærvær 
i dette store sakramente,
således at jeg altid med andagt modtager dig i den hellige kommunion
og ofte tilbeder dig i dit nærvær i tabernaklet.  Amen.

          
Betragtning af de fem smertefulde mysterier:

Herre Jesus Kristus, til din større ære be'r jeg det .. led af rosenkransen
og betragter med din moder Maria

6.  - hvorledes du i den mørke nat i Getsemane Have frygtede døden 
og din himmelske  Fader, gennem en engel, sendte dig trøst og styrke.
Gennem dette mysterium og på din Moders forbøn be'r jeg om,
at osse jeg må finde trøst og styrke hos Gud, når jeg er bange.  Amen 

 Den store perle: Fadervor, du, som er… fra det onde. Amen
 De 10 små perler:Hil dig, Maria … frugt: Jesus
 Efter 10. perle: Hellige Maria, Guds… i vor dødstime. Amen
  Ære være Faderen … i al evighed. Amen.
  Måtte dette hellige mysteriums kraft gennemtrænge mit hjerte

7.  - hvorledes du blev taget til fange af soldaterne og mishandlet af dem.
Gennem dette mysterium og på din Moders forbøn be'r jeg
om dén kærlighedens styrke, der holder stand, når den mishandles.  Amen

8. - hvorledes  du af Pontius Pilatus blev ført  frem for folket, 
iklædt purpurkappe, kronet med torne.
Gennem dette mysterium og på forbøn af din  Moder, som stod i folkemængden, 
be'r jeg om uafhængighed af menneskers dom og spot.  Amen

9.  - hvorledes du, dømt til døden, tog korset på dig
og bar det gennem Jerusalems gader til Golgatha
Gennem dette mysterium 
og på forbøn af din Moder, som fulgte dig på din korsvej, 
be'r jeg om kraft til  at tage mit personlige kors på mig  
og bære det med udholdenhed
for således at følge dig efter. Amen

10.  - hvorledes du på Golgata-højen blev naglet til korset 
og døde på korset for os.
Gennem dette mysterium 
og på forbøn af af din Moder, som stod under korset, be'r jeg om, 
at det altid må være mig bevidst, at døden hører méd til livet, 
og at vejen til opstandelse, - osse for mig, - 
går igennem lidelse, kors og død. Amen.


Betragtning af de fem herlighedsfulde mysterier:

Herre Jesus Kristus, til din større ære be'r jeg det .. led af rosenkransen
og betragter med din moder Maria
 
11.  - din sejrrige opstandelse fra de døde.
Gennem dette mysterium og på forbøn af din Moder, 
der som den første erfarede dig som den opstandne,
be'r jeg om, at mit kristenliv altid må udstråle opstandelsestro. Amen

 Den store perle: Fadervor, du, som er… fra det onde. Amen
 De 10 små perler:Hil dig, Maria … frugt: Jesus
 Efter 10. perle: Hellige Maria, Guds… i vor dødstime. Amen
 Ære være Faderen … i al evighed. Amen.
 Måtte dette hellige mysteriums kraft gennemtrænge mit hjerte
   
12.  - at du, den opstandne, opfor til himmels 
og nu sidder ved Faderens højre.
Gennem dette mysterium og på din Moders forbøn be'r jeg om
at jeg som kristen må vidne om, 
at vi mennesker her på jorden ikke har et blivende sted,
men at vort evige hjem er hos Gud i himlen. Amen

13.  - at  du, den opstandne, den himmelfarne
i enhed med Faderen, - tilsender os Helligåndens gave.
Gennem dette mysterium og på forbøn af din Moder, 
som med apostlene nedbad pinsens nådeunder, 
be'r jeg om Helligåndens nådevækst i mig selv og i alle mennesker. Amen

14.  - at du,  den opstandne, den himmelfarne,
i hendes død har optaget hende i din himmelske herlighed.
Gennem dette mysterium og på din Moders forbøn be'r jeg om,
at jeg, som hun, må leve med dig, dø med dig, 
for osse at kunne være ét med dig i din opstandelse. Amen

15.  - at du, den herliggjorte, vil sætte kronen på dit forløserværk, 
når du på den yderste dag fuldender kirken, 
ja, fuldender alt, hvad du har skabt.
Gennem dette mysterium og på din Moders forbøn be'r jeg om kraft til 
altid at leve optimistisk, 
i bevidsthed om, 
at verdens endeligt ikke vil være fiasko,  
men fuldendelse i herlighed. Amen

 


Den hellige Montfort siger om rosenkransbønnen:

Hvis man, når man beder rosenkrans, ikke betragter vor frelses hellige mysterier, er rosenkransen som et legeme uden sjæl, som et nydeligt redskab, man har taget til hånden, uden at bruge det efter dets bestemmelse. For det er just betragtningen, meditationen, der adskiller rosenkransbønnen fra alle andre fromhedsformer  (RM 61)

Rosenkransen drejer sig om  billeder,  livs-situationer, der kan tjene til eksempel for vor egen måde at håndtere livet på.  Stjerner, der lyser på vor livsvej her på jorden,  spejle, der tilbagekaster deres billeder i vore hjerter og dér antænder kærligheden til Jesus og Maria,  ildtunger, som opflammer og begejstrer, som apostlene begejstredes på pinsedagen.  (RM 61)
Personligt kender jeg ikke noget middel, der er virksommere end rosenkransbønnens betragtning af de hellige mysterier, når det gælder om at blive ét med Jesus, den guddommelige Visdom og således trænge ind i Guds rige. For denne mediterende bøn oplyser sjælen, opflammer hjertet og gør mennesket åbent for at høre Jesu stemme. (KGV 44)

Bed hver dag rosenkransen og i jeres dødsstund vil I være taknemmelige over at have fulgt mit råd.

 

Betragtninger over  de enkelte rosenkransmysterier:
(v. Elmar Gruber / Stephen Holm)

1. - at kunne modtage, at være modtagelig
Maria har modtaget: Englens budskab, barnet, Gud selv.
Gennem hendes modtagelighed, hendes åbenhed,
træder Gud in i vor mennesketilværelse.
At være modtagelig, at kunne modtage, er frihed.
Jeg er ikke modtagelig, ikke åben for at kunne modtage,
hvis jeg forventer at kunne alt selv.
Krav om garanti og sikkerhed fanger og blokerer,
og fjerner mig fra den sande lykkes kilde.

2. - at kunne bære, at kunne gi' videre.
Maria bærer Guds evige Ord,
som i hende har antaget menneskeskikkelse.
Dermed åbenbares det gennem Maria,
hvad det vil sige i sandhed at være menneske.
Virkelige mennesker er vi, når vi bærer Gud i os.
Når jeg bærer er jeg beholder.
ved at bære bli'r jeg bærer.
Alt ér nu i mig, alt afhænger nu af mig.
Dét jeg bærer, og udholder at bære, bli'r min frugt.
Frugten, som jeg skal gi' videre.
For jeg kan kun gi' videre, hvad jeg selv har modtaget.

3. - at være barn
Gud gi'r os sig selv som barn gennem Maria,
som har født os barnet.
Man må opleve et barn for at kunne erfare Gud som barn.
Barnet behøver mig, uden at ville det.
Det behøver mig fuldstændigt, uden at ville udnytte mig.
Barnet er der ganske enkelt, uden at vide om det bliver accepteret.
Det er udleveret til os.
Sådan er Gud tilstede for mig.

4. - at kunne give, at kunne gi' slip
Maria har i Jerusalems tempel givet sit barn til Gud,
dét barn, som var Guds gave til hende og til os alle.
Maria har givet slip.
Det er svært for os mennesker at have mennesker eller ting
uden at ville eje dem.
Det ligger i vore natur, at vi fastklamrer os til dem eller til dét,
som gør os lykkelige, og at vi nødigt gir slip.
Men netop gennem rækkefølgen: modtage - eje - fastklamre,
blokerer vi vor lykkes kilde, så den udtørrer.

5. - at genfinde.
Maria genfinder sit barn, og modtager det på ny som gave.
Søge og finde.
Miste,
søge og genfinde.
Det er faser, som giver min tilværelse mening.
faser, som lader mig forstå, at jeg ikke kan 'lave' eller arrangere mit liv.
Jeg kan kun, - livet igennem, - søge efter livet,
søge kærligheden, lykken, menneskene, Gud,
søge og genfinde mig selv.



1A - at vide sig kaldet

Hvem er jeg? Hvad skal jeg? Hvad vil Gud af mig?
Jesus har anet det . . .
Men efter at Johanns har døbt ham i Jordan véd han det:
Han er Faderens elskede Søn.
Og Faderen har indgivet ham noget, som han skal bringe videre til andre mennesker.
Og de skal lytte til ham.
I min dåb er faktisk den samme identitet blevet givet mig:
Jeg véd mig værende Guds udvalgte og elskede.
Jeg er blevet ét med hans elskede Søn og har modtaget hans Ånd
for nu  at kunne gøre det samme som han gjorde dengang:
Give videre til andre, hvad jeg selv har modtaget.

2A - at sprede glæde
En udvandet tilværelse er ikke, hvad Gud ønsker for os.
heller ikke et liv, hvor vi træder dødvande.
Derfor har Gud i dåben ladet os blive sin Søns legeme,
for at vi kan være tættere forenet med hám
end en brud er med sin brudgom.
Min forening med Kristus er en livslang bryllupsfest,
hvor alt det udvandede i mig  forvandles til vin,
mørke til lys, sorg til glæde. død til liv!
Jeg drikker dén vin, som Kristus ér.
Derfor kan jeg sprede hans glæde

3A - at tænde lys
"Gud er lys, og i ham er der intet andet end lys", siger apostlen
Om sig selv sagde Jesus,
da han bragte Gud lys og Guds varme
ind menneskers mørke og kolde hjerter:
"Jeg er verdens lys"
I min dåb modtog jeg et dåbslys, modtog jeg Kristi lys.
Hans lys kan nu  lyse på mit ansigt.
Og genspejle sig
Hans solskin kan nu være dén varme, jeg møder andre med!

4A -  at opmuntre
Højt oppe, og  langt nede, - vi kender begge dele.
Når 'langt nede' er aktuelt, kan en opmunrtrng gøre underværker.
Dem, der fulgtes med Jesus havde været højt oppe,
for sikke en fremtid:
Ny konge, sejr over besætterne, et frit fædreland.
Men 'højt oppe' var blevet 'langt nede'
nu, da  programmet var blevet  offentliggort:
nedtur, lidelse og smædedød på et kors.
Nødvendige stationer til gennemlevelse før herligheden.
Men hvilken herlighed?
Det lille glimt på Taborbjerget blev den store opmuntring.
På bjerget kommer jeg nok ikke . . .
Men ofte kan hverdagens bare små små glimt af herligheden
for dén, der er nede,
blive til stor opmuntring.

5A - at efterlade det bedste
Skrive testamente var ikke nødvendigt, for han ejede intet.
istedet testamenterede han sig selv.
Jeg bli'r hos jeg til tidernes ende, sagde han,
i mit legeme, som er mig selv,
i mit blod, som er mit liv.
Spis og drik,-  og jeg forbli'r i jer med hele mit liv
Dét har Jesus sagt:
"Den, der spiser mit kød og drikker mit blod kan aldrig for alvor dø".
Dette er altså, hvad Jesus har efterladt mig:
en kilde til evigt  liv!

 

6. - at være bange
Jesus gennemlever vor angst, vor angst for døden.
Det handler om den angst, der lammer mig og bringer mig til fortvivlelse.
Kilden til dén angst er, at jeg har mistet Gud som mit livs midte.
Kilden til dén angst er synden.
I Getsemane have deler den syndefri Jesus angsten med os.
Han gennemlever vor dødsangst.
Jesus ville være os nær i alt, hvad han gjorde,
for at vi skulle forstå, at vi i vor syndige tilværelse ikke er alene,
heller ikke dér, hvor den belaster os allermest.

7.  - at blive pint.
Jesus bliver pint og plaget.
Mennesker mishandler mennesker,
og mangler et langt stykke de hæmninger,
som binder agressionerne mellem dyr.
Mennesker bliver onde uden grænser og hader sig selv,
fordi de ikke i sig selv giver kærligheden plads.
I Jesus møder vi et menneske,
der uden forbehold indlader sig med onde mennesker.
Fordi han elsker os, gennemkrydser han vor ondskab
og sætter sig dermed udover den.
Dén, der elsker, er istand til at lide.
For kraften til, virkelig er elske, er kraften til at lide.
Moder Therese har sagt: Sand kærlighed gør ondt.

8. - at blive holdt for nar, - gjort til grin.
Jesus bli'r udklædt som narre-konge og kronet med torne.
Uden værdighed og anseelse kan ingen leve.
Men den højeste værdighed findes dér,
hvor én lever sin tilværelse for de andre.
Jesus lever sit liv for alle mennesker.
Dén værdighed, han derigennem får, har han ikke fra sig selv,
heller ikke fra andre mennesker,
men fra Gud.
Gennem hans værdighed får alle mennesker værdighed,
fordi han elsker alle
og derigennem giver alle menneskeværd og anseelse,
- osse de største syndere.

9. - at tage på sig.
Jesus tager korset på sig.
At tage korset på sig: to bjælker, der skærer hinanden,
to diagonale linjer, der krydser hinanden.
Når to helt forskellige virkeligheder krydser hinanden,
når noget sætter sig på tværs i mit livs univers
er korset et faktum.
Korset er dét punkt, i hvilket forskelligheder bliver til ét:
vandret og lodret,
lov og frihed,
ondskab og kærlighed,
død og liv,menneske og Gud.
Vi mennesker må lade vor dødslinje krydse af Guds livslinje
Gud, som er livet selv.
Vi må nå ind i korsets centrum.

10. - at dø!
Jesus dør på korset. Jesus dør af kærlighed.
I korset ophæves paradikser
i korset ligger nulpunktet, hvorfra og hvortil linjerne kan måles.
Begyndelse og slutning
Alfa og Omega.
Jesu død er dét punkt,
i hvilket han i sig selv optager hele vor menneskehed, - med dens synd.
Jesus måtte dø, - ikke fordi Gud finder behag i grusomme ofre, -
men fordi Gud elsker grusomme mennesker.
Fordi Gud elsker os, elskede han os til det sidste.


11. - at opstå til livet
Opstandelse er det nye, som udspringer i døden.
I dette ny er det gamle fuldstændig absorberet.
Det nye er ikke en forlængelse af det gamle
Evighed opstår ikke af forgængelighed.
Evigheden optager dét, der skete i forgængelighed, i sig.
Vi mennesker har anmasset os til, selv at bestemme, hvad livet ér.
Dermed opstår døden dér, hvor vi ikke længere anerkender livet.
Jesus er gået ind i vores selvopfundne død for at vi må kunne se,
at osse i dén død findes kun livet.

12.  - at være hjemme, - at være hos Gud.
Himlen er dér, hvor Gud ér.
Jesus er vendt tilbage til Gud for at gøre en plads klar til os.
"Så kommer jeg igen og henter jer, for at I kan være dér, hvor jeg er",
har han sagt!
Jesus vender ikke tilbage til Faderen i himlen for at være der alene.
Han vender tilbage og bringer sin mennesketilværelse med,
for at vi skal føle os hjemme hos ham,
dér, hvor vi allesammen dybest set længes hen.

13.  - at være drevet af ånden, Helligånden, Gud selv.
Når Helligånden opfylder mig,
bli'r min mennesketilværelse til Guds virkefelt.
Mit livs mål er rykket ind i min nutid.
I Helligåndens kraft bli'r min tale og mine handlinger
til Guds tale og handlinger.
Gennem mig bli'r Gud virksom i verden.
Gennem mig opbygger han sin kirke til menneskenes frelse,
ligesom han gjorde det gennem Maria.

14. - at være optaget i Guds himmel.
Med legeme og sjæl at være optaget i Guds himmel betyder:
som fuldt og helt menneske at være hos Gud
at Kristi opstandelse er min opstandelse.
At det egentlige ved én ikke ødelægges i døden.
At intet af dét, som jeg i min legemlige, materielle livsfase gennemgår,
går fortabt.
At døden ikke er forrådnelse, med udfrielse af forrådnelse.
Hos Gud går intet fortabt.

15. - at være fuldendt i Gud.
Hvad Gud ved Jesus Kristus har udvirket i Maria,
vil han udvirke i ethvert menneske,
der giver ham lov.
Verden går ikke en katastrofe imøde.
Tværtimod.
På den yderste dag, vil han sætte kronen på værket.
Alt, hvad han har skabt, vil han fuldende i herlighed.
Og være alt i alle.

 

KORSVEJSANDAGTER

 

Korsvejen er en andagtsform, vor man gennemediterer 14 såkaldte 'stationer' på Jesu langfredags-lidelses-vej fra Pilatus' domhus til graven efter Golgata.  
Man kan 'gå' korsvejen (holde korsvejsandagt) privat, såvel som  i fællesskab med andre,  og der findes mange forskellige 'tekst-rækker'. 
De følgende tekster er egnet til begge dele.
Sin betragtning kan man holde på to måder, - eller kombinere dem:
a. Stille sig ved siden af Jesus og stille sin egen lidelse i relation til hans.
Har han dog selv sagt: Kan det gå en elev anderledes end hans lærer, en svend anderledes end hans mester? Som de har forfulgt mig, vil de forfølge jer … Enhver, som vil følge mig efter, må tage sit kors på sig ...
b. Stille sig midt i folkemængden og spørge sig selv, om dét, de mange dengang gjorde mod Jesus i dag fortsættes ved bl. a. dét, jeg gør mod andre mennesker her og nu. 
Har han dog selv sagt: Hvad I gør mod en af mine mindste, har I gjort imod mig!


INDLEDNINGSBØN


Herre Jesu Kristus, Faderens Søn, jeg takker dig!
Skønt du selv var uden synd, ville du lide med os syndere:
Skønt du selv var uden skyld, vil du dømmes som os skyldnere.
Din død har borttaget vore synders dødbringende gift
og din sejr over døden.- opstandelsen.-
har for os åbnet porten til evigt liv.
Selv har du sagt:
"Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv,
tage sit kors op og følge mig"
Jeg vil nu i bøn og betragtning følge dig på din korsvej.
Giv, at jeg derigennem klart erkender syndens ondskab,
og lad mig vinde kraft til at gå mit eget livs korsvej
med fornyet tålmodighed og glæde.

Maria, smerternes moder og hjerternes dronning.
Du fulgte din Søn på hans bitre lidelses vej.
Hjælp mig til at gå denne vej med dit sindelag,
Gud til ære, og mig selv til frelse og fred.
Amen. 

 

1. - af afdøde pastor Georg Nibler


1. Uigenkaldeligt dømt til døden
Døden er som sådan: "naturlig".
Bag den står en kraft, som vi ikke er herre over. 
Alle er vi dømt til døden, for døden er uigenkaldelig. 
Og vi affinder os med den, fordi vi er nødt til det.
Men menneskers domme skal altid være genkaldelige, 
netop, fordi er menneskers.
Når  mennesker,  vore ligemænd, 
gør deres domme u-igenkaldelige,
gør de sig lig med Gud.
Intet menneske har myndighed til dømme u-igenkaldeligt! 
Dén, der gør dét, gør sig Gud lig.
At dømme uigenkaldeligt er at overskride sin kompetence. 
At spille Gud har vi mennesker aldrig haft format til. 
Og alligevel gør vi det ….. hver eneste dag!

2. Gør selv arbejdet
"Man skød dem på kanten af dén massegrav, 
de selv havde gravet"
eller: "Man tvang ham til at bære dét kors, 
han selv skulle henrettes på.."
Vor opgave som mennesker ér, gennem kærlighed, 
at give mennesker vækst-betingelser for liv.
Men dét, vi oplever hér, er vækstbetingelser for død, 
og det har aldrig været vores opgave.
Langsomt cementeres det uigenkaldelige. 
Magten triumferer! Og mennesket ydmyges.
Dengang … og i dag!

3. Selvfølgelig falder han
Krav uden vækstbetingelser for liv …. er urimelige krav.
Så naurligvis falder han!
Magtmennesker ser deres magt knuse andre, - og nyder det.
Magtmennesket beruses af sin magt 
og medmennesket mister sin værdi.
Et vrangbillede af mennesket. 
Dybere kan man ikke falde ..

4. Der er ting, som kun en mor forstår
En mor ér der, når barnet, - uanset alder, - 
har brug for hende.
Det har altid betydet umådelig meget for ham, 
at hun var der,
og at hun altid har støttet ham.
Måske har hun som den eneste forstået ham, 
næsten til bunds,
forstået ham som en mor, 
med den intuition, som en mor har.
Og det har gjort hvinende ondt i hende, 
at de andre ikke forstod ham.
og behandlede ham, som de gjorde.
Men samtidig véd hun, 
med den dyrekøbte erfaring en ældre kone har samlet, 
at sådan er livet og menneskene.
Hvor har Gud dog indrettet sin skabning pragtfuldt.
Hvem gav ham ideen til en mor? 
Dén ide er guddommelig. 
For at barsle en sådan ide, må man være Gud. 
Hvor er det godt at ha' en mor, 
- selv når Sønnen er Guds Ord på vor jord.

5. Hvorfor skal vi andre blandes ind i det?
Er han én af storby-rosset? 
Eller én af dem, der var flyttet fra landet ind til byen?
- eller er han indvandrer?
Kendte de ham, 
eller er han blevet kendt på grund af optrinnet her???
Han blir tvunget til at bære korsbjælken, 
for tømmeren kan ikke længere selv.
Pludselig er der fokus på ham 
og det har der været nu gennem 2000 år.
Soldaterne deltager i embeds medfør. 
De hellige for nydelsens skyld
og folkemængden, fordi de får gratis underholdning, 
ligesom ved trafikuheld, når man stimler sammen.
Kun Simon står i skarp profil, - uden at ville det. 
Pinligt! Tvunget til fællesskab med dette pinlige menneske. 
Og det smitter.
Hvem ønsker at blive kendt 
på grund af et sådant "bekendtskab"..
Sig mig hvem du omgås, og jeg siger dig, hvem du ér!
Var det dét værd? 
Nogen ville sige nej, 
- nemlig dem, der kun tør lade sig se i sammenhænge, 
der gør dem velanskrevne,
- dem, der er parate til at gå i bås 
og dermed sælge deres frihed til …. selv at vælge.

6. Hvis jeg havde været der....
Mon dette virkeligt har fundet sted? 
Ville soldaterne mon ville tillade det??
For en ikke uvæsentlig brik i magtdemonstrationer er jo:
at fremvise offeret i total magtesløshed..
Mon det hér 
ikke snarere er en projektion af vor ønsketænkning, 
der siger: 
"Hvis jeg havde været der, så ...."
Men det er set altforofte: 
I fængsler, i KZ-lejre, 
overfor militær, voldsgrupper, kirkelige autoriteter:
Pøblen er altid langt mere talstærk end de få aktører.
Pøblen gør ikke noget ... Bange?  Sløve? Passive??
Ligemeget, - gør bare ikke noget ... 
Vé dén, der er offeret..
Ved pøblens laden-stå-til 
bli'r offeret meningsløst og usagligt.
Tøsedrengene, kujonerne, holder altid sammen om ... 
ikke at blande sig!
Er der da slet ikke noget eller nogen, 
der er værd at sætte-sig-ind for?
Er medmennesket så lidt værd?? 
Hvem holder hånden om fugleungen, 
så katten ikke æder den??
Hvem siger: "Nu er det nok!" ....  og handler??
Lever vi i tøsedrengenes tidsalder?? 
- eller har vi altid gjort det?
"Fejghed er at tie, hvor man burde tale, 
at lade-stå-til, hvor man burde handle!"
Har vi kristne kun underkastende kristne dyder tilbage? 
Uden profil?
Er dét kirke?  Tøsedrengenes kirke!??

7. Sikke en taber!
Nu har han lige haft god hjælp og så snubler han igen. 
Han falder og bli'r liggende!
Hvad er det for noget? Ingen anstand! Ingen holdning!
Har svært ved at komme på benene igen.
Nu burde han virkelig tage sig sammen!
Det hjælper ham øjensynligt ikke meget i dette øjeblik, 
at han er Guds Søn.
Han fremtræder ydmyget, nedværdiget, overvundet
... kort sagt: færdig!
Jamen, - der står da i gamle fromme bønnebøger, - 
at han gjorde det for vore synders skyld ...
Vrøvl! Forlorent, helligt nonsens!
Han falder, fordi han ikke kan mere, fordi han er for svag, 
fordi hele situationen er håbløs!
Vi behøver ikke at pynte på det med fromme ord og fraser,
for der er nemlig mange, der gerne tager ham i hånden, 
- dem, som har følt noget af dét, han føler:
epileptikeren, alkoholikeren, narkomanen, den enlige mor,
der jo osse bare kunne tage sig sammen.
Jo, tak, du kristne omverden, for din "menneskelige" varme.
Trist, hvis dét er det eneste, du har at byde på.

8. Denne tårernes dal
Kvinder græder og mænd bruger mund. 
Og at kvinderne græder, undrer ingen..
Men græder han selv?
Det lyder usandsynligt, at han holder tale for disse kvinder..
Mon ikke han selv har grædt?
Han har grædt, fordi han lige nu ikke kunne ændre noget, 
fordi han kun havde en smertelig venten tilbage, 
en venten på bedre tider..
grædt, fordi han må affinde sig og se andre ødelægge, 
fordi de ikke fatter det store, 
fordi han er tvunget til at vente, fordi ting ta'r tid.
Det er vores lov, 
som selv Skaberen har ladet sig underlægge. 
Mærkeligt!

9. Åh nej, ikke igen...
Det går op ad bakke og nu faldt han igen.
Mange mennesker, megen tumult, soldaternes skynden-på,
- samt alt dét, der foregik i ham. 
Opslidende situation.
Han er ikke længere interessant, 
døden er lige om hjørnet.
Måske falder han for at skubbe døden ud, - bare ti minutter,
hvis han på nuværende tidspunkt i det hele taget kan sanse?
Eller er han apatisk og ligeglad 
og overlader andre til at handle med ham, 
Nu er der ikke længere oplevelse af ydmygelse. 
Nu sker tingene bare...
Vaklen fra skridt til skridt, 
ubeskrivelig snavset, 
svedig med rødsprængte øjne, 
hvis ikke med lukkede øjne efter slag...
en sol, der bager ubarmhjertigt, fluer i sårene efter piskeslag.
Men han er vores bror og Gud. 
Og midt i hans svaghed 
kan ingen trænge ind og ødelægge hans inderste, 
- hverken de onde, de hellige eller de dumme.
Fra nu af har Gud prøvet det værste.
Ingen lidende behøver længere at føle sig alene!

10. Begyndelsen til enden
Ingen striptease, men begyndelsen til enden,
et led i den endelige procedure, 
noget, der bare skal overstås.
Han finder sig i at blive gjort klar til henrettelsen.
Mærkelig fyr! Vil ikke tage imod bedøvelse ..
Sådan ér de jo, de dér religiøse fantaster.
For soldaterne er han bedøvende ligegyldig, ren rutine!
Lige nu ser man ingen frelser og forsoner, 
men bare en ubetydelig lille jøde,
én af de utallige, - der dengang og nu, - 
bukker under for overmagten,
gjort til grin af "herrefolket".... 
Utroligt som historien kopierer sig selv ...

11. Snart fyraften
De snører den dødsdømte til kors-tværbjælken, 
de gør det grundigt, 
for at det skal holde, når han begynder at flå i det, 
- for falder han ned er det dobbelt besvær, -  i dén hede!
Tovet op over den lodrette pæl, så er det kun at trække til.
Hiv så, gutter... nå tung er han ikke, ingen modstand.
Død er han ikke endnu... og det ka' godt ta' sin tid...
Nu er han oppe, fødderne er ud for fodstøtten.
Giv ham ikke for meget tov, så ta'r det længere tid 
og vi skal ha' det overstået, for i morgen er det påske 
og byen vil vrimle med mennesker.
Det er ikke noget kønt syn, som han hænger dér, 
ikke et ærefuldt endeligt!
Hvad tænker man, når man hænger der? ...
Og hvad tænker vore medmennesker rundt om i verden,
når de den dag i dag tortureres til døde? ...
Tænker man overhovedet ?? ......

12. Færdigt arbejde! Slut!
Han vrider sig svagt, kan ikke få luft ... kvæles langsomt.
Selvom man befriede ham nu, ville han ikke overleve.
men hvem skulle osse befri ham ... Elias?? 
- hvem han så end måtte være ...
Et skrig!
- tyder på, at nu er det forbi ... jo, nu er det ovre ...  endelig!
Så ubetydeligt går det store over verdens scene!

Hvem taler om "offerlam" eller "sonedød"??
Nu bli'r det mørkt ... mærkeligt ... og jorden ryster....
Nå, det er ikke første gang med lidt jordskælv.
Det sker  i et mærkeligt lille land med en absurd befolkning.
Og ham på korset var jo i sandhed heller ikke helt almindelig...
Hvorom alting er: Færdigt arbejde! Livet skal gå videre 
Og i næste uge er der nok et par nye af hans slags.
For hér er det eneste sted i det romerske imperium, 
hvor der aldrig bli'r fred.
Og efter det romerske imperiums sammenbrud??
Intet nyt under solen!

13. Nu er hun der igen
Nu er hun der igen! Ja, naturligvis. Hun er jo hans mor!
Hun ser på, at de hejser ham ned, 
ser ham ligge død på jorden, 
hun knæler ned ved siden af ham 
og glatter ham over kinden. 
Hun fatter det ikke.. Hvad skal det her dog være godt for...?? 
Var det virkelig nødvendigt? ...
Sådan spø´r enhver mor, 
der oplever at sidde ved siden af sit døde barn 
Han var osse engang en lille glad dreng, 
der legede med de andre. 
Dét her havde ingen af dem tænkt sig dengang..
Nu bringer de ham væk.... De har lånt en grav .. og hvad så? 
Stole på, at dét sidste, han sagde, var sandt:
Maria! Vær mor for os alle, 
som Jesus fra korset dig bød!

14. Og hvad så videre???
Graven – som ikke engang er hans egen
Livet er borte, stenen rulles for, døden lukkes inde.
Men destruktionen trænger gennem stenen.
- i al sin hæslighed,
- smilende som altid, 
når falskhedog fassade er ved værket.
Ved synet føler man had spire frem 
til denne på overfladen så rettroende verden, 
der under overfladen er en stinkende, rådden sump! 
"Ådsel-ædere" kalder man i naturen dém, 
der lever af dødt kød! 
Kan man leve af dødt kød?
af dræbt liv? 
Dét er der altfor mange, der åbenbart mener! .....

Hvis ikke der fulgte en påskemorgen, 
var livet ikke værd at leve!

Jesus! 
Jeg tror, at du er dødens overmand, 
Vis mig livet, der opstår af ådslet, 
ellers er jeg ikke sikker på, 
at min tro på livet kan bære! 
Og jeg vil så gerne leve! 
Amen.

 

 

2. - af Eva Antkowiak

 

1. station. JESUS FOR RETTEN.

På jødiske trusler: Forsømmelsessvigt
Pilatus besteg sit sæde.
Herfra han bekræfted'  sin dommerpligt.
han gjorde det ikke med glæde.

Og Jesus stod ene i menneskedragt -
alene mod skrigende skarer.
Kun dømt for alt godt, han har gjort og har sagt
og intet Pilatus han svarer

Lyt ikke til menneskemængdernes dom.
Kun retfærd kan domme bestemme.
For menneskeliv er Guds ejendom,
hvad dommere aldrig må glemme.

 

2. Station. JESUS MODTAGER KORSET.

Der stod han med ansigtet indsmurt i blod.
Med hån man hans klædning ham rakte.
Til vagten man Jesus så overlod.
Soldaterne korset ham bragte.

Og korset, det evige, på sig han tog.
Han løfted’ det op uden klagen.
Mod hovedskalsbjerget af sted han nu drog,
for nu var fuldbyrdelsesdagen.

Om livet en dag bliver tungt og svært,
en næsten ulidelig byrde,
sæt kræfterne ind, så du kan få lært:
'At bære' gi'r kraft og gi'r styrke

 

3. Station. JESUS FALDER FØRSTE GANG.

I lænker han slæbte sig frem skridt for skridt.
Han vaklede under sin byrde.
Af slag og af manglende søvn helt udslidt
han kunne hvert øjeblik styrte.

I slingren det gik og på usikre ben
til vagternes barske ansporen.
Da snublede Jesus over en sten,
og udmattet faldt han til jorden.

Og skulle det ske, at du falder omkuld.
Det hænder jo selv for den stærke.
Så rejs dig igen, vær fortrøstningsfuld -
men lad dig din afmagt vel mærke.


4. Station.  JESUS MØDER SIN MOR

På fode igen Jesus mødte sin mor.
Med tårerne gemt i sit hjerte
hun så på dén søn  som hun bragte til jord,
holdt skriget tilbage i smerte.

Men oprejst hun stod – og hun gav tavs sit ja
skønt lidelsen i hende brændte.
Hun følte Guds nærhed på rædselens dag
trods alt dét, der nu var i vente.

"Din vilje skal ske!" I tillid til Gud
vi skal som Maria alt give.
Vi kan intet selv. Vi må følge háns bud –
og trygt i hans nærhed forblive.

 

5. Station. SIMON AF KYRENE
HJÆLPER JESUS MED AT BÆRE KORSET.

Da Jesus sin styrke helt havde brugt op,
kom Simon, en mand fra Kyrene.
En romersk soldat gav ham ordre til stop
og bære det kors helt alene.

Fra Jesu blødende skuldre han tog
da korset på sine egne.
Med korset belæsset han fremad nu drog –
for Jesus var nær ved at segne.

Som Simon vi alle bør hjælpe i nød
et menneske, udtømt for kræfter.
At hjælpe med støtte og kærligheds glød
vor styrke gør større derefter.


6. Station. VERONIKA  TØRRER JESU ANSIGT.

Disciplene var ingen steder at se.
Fra dem var ej hjælp at finde.
Besynderligt nok, at dét skulle ske:
At hjælpen den kom fra en kvinde.

Veronika brød mellem mennesker ud,
og modigt hun trodsede frygten.
Hun tørred’ hans ansigt med linnedklud.
At hjælpe er bedre end  flygten.

Hvis mørke dig  fuldstændig indhyllet har,
og vennerne fra dig forsvinder -
med kluden  i hånd altid én  er dog klar.
Medlidenhed frygt overvinder.


7. Station. JESUS FALDER ANDEN GANG.

Til Golgatha vejen var stenet og lang.
For Jesus nu kræfterne svigted’.
Til jorden han faldt. Det var anden gang.
Skønt hjælpeløs- var han forpligtet.

Forpligtet til lidelsen, døden at få
han vidste han videre måtte.
Skønt afskyen voksed’, et mål var at nå.
Nu atter han vejen betrådte.

I livet på jord er der mål, der skal nås.
Hver eneste én er ansvarlig.
Og mangen en stenet vej må der gås,
så snublen og fald er forklarlig.


8. Station. JESUS TRØSTER KVINDERNE

Jerusalems grædende kvinder i kor
med småbørn på armen ham fulgte.
”Græd ikke for mig!” lød da Jesu ord
som derpå blev sære og dulgte.

”Når sådan man gør med det grønne træ,
hvad vil der så ske med det tørre?
Hvis Paradis synker helt ned i knæ,
er Helvedes kval desto større.”

På kvindernes skuldre et åg er der lagt,
thi de skal jo fremtiden bære.
For godhed og kærlighed være på vagt
og børnene kristendom lære.

 

9. Station. JESUS FALDER TREDJE GANG.

For tredje gang snublede Jesus og faldt.
Af hån og af spot helt omringet.
Forslået, tilsølet, med blod overalt –
men højen skal nås, -  ubetinget.

Man hjalp ham igen komme op at stå.
Af ondskab, foragt vented’ mere!
Forsmædelser, tilråb blev læsset ham på
de stadig blev mere og flere.

Hvis du ligger faldet, betragtet med spot
af menneskers skadefro blikke.
Da gengæld du roligt det onde med godt.
Hvor onde de ér, véd de ikke.


10. Station.  JESU KLÆDER FLÅES AF HAM.

Hver klædningsdel flået, brutalt revet af,
til menneskers spot udleveret,
Der stod han! Totalt uden dække at ha’!
Som løgner han blev præsenteret.

En enkelt ham kyssed’, men resten ham slog –
dén Jesus, fra hvem alt var taget.
De råbte om Jesus: "Han alle bedrog!"
Kun få ham hans skæbne beklaged’.

Og stilles som løgner, bedrager du frem.
Man ta’r fra dig alt, hvad du ejer.
Kun få vil for dig åbne døren på klem.
De fleste sig bort fra dig drejer.

 

11. Station. JESUS NAGLES TIL KORSET.

De trak i hans legeme, spændte det ud.
og naglede fødder og hænder.
Af mennesker blev der lagt hånd på Gud,
og fjenderne vandt over venner.

Man rejste så korset på Golgathas top
med  røvere ved hans side.
Og brændende smerter jog gennem hans  krop.
Ufatteligt måtte han lide.

At tilgive den, der har gjort dig alt ondt
er svært for enhver at kunne.
Dog håber vi alle det bli’r os forundt
at lære det nogenlunde


12. Station. JESUS DØR PÅ KORSET.

”Forlad dem, o, Gud – de ved ej hvad de gør!”
bad Jesus på korset sin Fader.
I al sin forladthed, mens langsomt han dør
al skyld han dem alle forlader.

Ved korset Maria, hans moder stod.
Johannes stod sammen med hende.
”Vær søn i mit sted! Se din Moder, så god!
I dig hun en søn nu vil finde!”

I timevis lå der soldater på vagt
mens Jesus pintes i vånden
Så  lød det fra korset: ”NU er det fuldbragt!”
Han døde! Og udsendte Ånden!

Tortur, ja selv drab med en sprøjte, med skud –
det bruges.  Man mennesker fjerner!
Det strider mod menneskerettigheds bud,
Og ingen, slet ingen, dem værner.

         
13. Station. JESUS TAGES NED FRA KORSET
OG LÆGGES I SIN MODERS SKØD.

Så sluttede lidelse, smerte og nød.
Af korset man Jesus  nedtager.
Han lægges nu hen i sin moders skød.
Hun bitterligt græder og klager.

Og hun, som fortvivlet ved korset stod,
hun holder ham i sine arme.
Det var jo forjættet! Hun tog ham imod
med moderlig ømhed og varme.

En mor, der har mistet sin lidende søn,
er stille, fortvivlet, i smerte.
Hun græder. Hun beder en brændende bøn
med tillid og gudstro i hjerte.

 

14. Station. JESUS LÆGGES I GRAVEN.

Den bitreste død har Guds Jesus nu smagt,
 og endt har han jordiske dage.
I klippegrav bliver han blidelig lagt
og givet sin Fader tilbage.

Man sætter en sten. Men dét segl bliver brudt
da Jesus af døde opstiger.
Os syndere har han alle tilbudt
at se ham i Paradis riger.

Som menneske kom han. Han leved’ og gik.
Og jorderig mødtes med himlen.
Hernede han svigten og lidelse fik,
til frelse for menneskevrimlen.

For kærlighedsfrøet, som spirer i grav
vil mørket og døden besejre
opstandelseslivet han gav os i arv,
så  påske vi glade kan fejre.

HAN  FØDTES SOM MENNESKE.
HAN LEVEDE BLANDT MENNESKER.
HAN DØMTES AF MENNESKER.
HAN PINTES AF MENNESKER.
HAN DØDE SOM MENNESKE.
HAN OPSTOD!
HAN VAR GUDS SØN

Eva Antkowiak, påsken 2001
Kan synges på melodi "O Gud ske lov til evig tid.." Gl. DDK 334, Lovsang 471

 

 

3. -  af Stephen Holm


1. Jesus dømmes til døden 
Jesus står for domstolen. Hans anklagere er løgnere, dommen er uretfærdig, og straffen er definitiv og gruopvækkende. 
Men Jesus tier og tager af egen fri vilje mod dommen, fordi ham véd, at hans Far er méd i det, og fordi det gælder vor frelse. 
Herre, lær mig at tage imod kritik, lidelse og uretfærdighed uden bitterhed, - i bevidsthed om, at Gud er méd i det. 

2. Jesus tager korset på sig 
Dommen er afsagt! Jesus får korset lagt på sine skuldre,
og Han skal selv bære det til Golgata. 
Han ved, hvilken lidelse der venter Ham, men han er rolig og fattet. 
Korset er Faderens vilje, korset er vor frelse. 
Herre, hjælp mig til stå fast, når jeg skal tage imod mit kors. 

3. Jesus falder første gang 
Jesus er udmattet efter en nat med forhør og mishandlinger. 
Korset er bare for tungt for Ham, og Han falder. 
Han kommer på benene igen og bærer korset videre. 
Herre, hjælp mig, når jeg falder. 
så jeg får kraft til at rejse mig igen og bære mit kors videre. 

4. Jesus møder sin mor 
Jesus møder sin mor Maria. 
Hun har fulgt Ham på hele Hans vej, og hun vil være med Ham til det sidste. 
Hun kan intet andet end bare 'være der'
Jesus ved om Marias kærlighed og medfølelse, men Han kan ikke standse.
Han må gå videre. 
Herre. Lad mig altid være rede til at være der for dem der må lide,
også når menneskelig svaghed vil holde mig tilbage. 

5. Simon af Kyrene hjælper Jesus med at bære korset 
Jesu kræfter er ved at ebbe ud, og vagterne tvinger en tilfældig mand ved navn Simon til at hjælpe med at bære korsbjælken. 
Simon hjælper nødtvungent. Jesus er alene. Alle har forladt Ham. 
Herre, hjælp mig i min lidelses ensomhed, osse når ingen Simon træder til. 
Lad mig vide, at du er trofast og ikke forlader mig. 

6. Veronika rækker Jesus svededugen 
Jesus er omgivet af fjender og spottere.
Hvem tør bekende sig til ham?
Hvem tør trodse folkestemningen?
Dét tør Veronika.
Hun træder  frem og rækker Ham et håndklæde til at tørre sit ansigt i. 
Selv i lidelsen har Jesus øje for Veronikas omsorg. 
Han er ikke blevet blind af fortvivlelse. 
Herre, lad ikke lidelsen gøre mig ligegyldig over for andre. 
Lær mig at sætte mig ud over mig selv. 

7. Jesus falder anden gang 
Jesus falder anden gang under korsets overvægt. Der er ingen. der hjælper Ham op. Selv de, som Han har hjulpet, afviser Ham nu. 
Menneskenes utaknemmelighed trykker Ham til jorden, men netop ved den smerte, de påfører Ham, vil Han frelse dem. 
Herre, lær mig at forstå lidelsens skjulte værdi.
Lær mig, når dem, jeg stolede på, svigter, at forene min lidelse med din lidelse og bringe den som et offer for min og alle menneskers frelse. 

8. Jesus taler til de grædende kvinder 
Jesus møder nogle kvinder, der jamrer og græder over Ham.
Han siger til dem: "Græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn!" 
Selv midt i smerten taber Jesus ikke fatningen: roligt belærer og korrigerer Han de jamrende kvinder. 
Herre, hjælp mig til at bevare roen, og styrk min tålmodighed, når jeg møder mangel på forståelse. 

9. Jesus falder tredje gang 
Jesus falder tredje gang under korsets vægt.
Han er nået til grænsen for sine kræfter. 
Alligevel rejser Han sig og bærer korset videre mod sit mål, hvor der venter Ham en skrækkelig død. 
Herre, du forventer ikke, at vi aldrig bliver svage.
Giv mig i mine gentagne fald din kraft til atter og atter at rejse mig. 

10. Jesus berøves sine klæder 
De har taget alt fra Jesus. Nøgen bliver Han udleveret til skam og spot. 
Jesus er ikke uden følelser. Han lider til fulde, men står fast og holder ud, fordi at han véd, at nok er han for mennesker nøgen, men for Gud fuldt påklædt. 
Herre, styrk mig, når man taler ondt om mig og ta'r alt fra mig. 
Lad mig ikke give igen med samme mønt, men stole på din retfærdighed. 

11. Jesus bliver korsfæstet 
Jesus bliver naglet til korset. Hans hænder og fødder er gennemborede,
og Han tørster. 
Jesus kan ikke gøre andet end blot at holde ud. 
Dødsangsten og folkets had forøger Hans lidelser. 
Herre! Stå mig bi, når min time kommer, og jeg er hjælpeløs udleveret til lidelsen. 

12. Jesus dør 
Jesus hænger på korset i tre timer, før han siger: "Det er fuldbragt", og bøjer hovedet og dør. 
Jesus har taget vor skyld på sig, og Han bærer den alene. Han er urokkelig tro mod Faderens vilje, og Han er grænseløs i sin kærlighed til os. 
Herre, du har frelst mig ved din lidelse! Hjælp mig til som dig at tage imod korset af Faderens hånd og bære det af kærlighed til andre.
Kun på den måde overvindes lidelse og død. 

13. Jesus tages ned fra korset og lægges i sin moders skød
Jesu offer er fuldbragt. Han bliver taget ned fra korset og lægges i sin mor Marias skød. 
Alt, hvad Jesus gjorde og lærte, synes forbi.
Det er korsets  mysterium, at "hvedekornet" må dø for at bringe evig frugt. 
Herre, jeg vil sætte min lid til Gud og som Maria holde mig til Ham, så også mit liv og min lidelse kan bringe evig frugt. 

14. Jesus lægges i graven 
Jesus bliver svøbt i et lagen og lægges i en klippegrav.
En tung sten bliver væltet for indgangen. 
Disciplene er fortvivlede, men snart vil de forstå, at 'Kristus skulle lide alt dette for at gå ind til sin herlighed' (Luk 24,26). 
Herre, efter hver langfredag følger en påskemorgen.
Lad mig forstå, at den, der lever og lider med dig, også i døedens bitterhed har del i din fred og på vej ind i din herlighed.


AFSLUTNINGSBØN:

Opstandne Frelser i himlen,
Vi tilbeder dig og vi takker dig.
Ved din korsvej har du lært os,
at lykke og frelse ikke opnås ved at sige nej til det smertelige og ufuldkomne, men ved at forvandle og forædle det.
Du har vist os, at det onde ikke overvindes ved fortrængning, 
men gennem det gode, der krydser det.
Og alligevel vil vi helst et livsløb uden korsveje.
Endnu er vi ikke helt overbeviste om muligheden for,
at lykken kunne fremspire i lidelsen.
Og dét til trods for, at du selv har sagt, 
at dén, der vil redde sit liv, må turde gi' slip på det.
Herre! Lær os at risikere livet, - for at kunne leve.
Lad vore livsløb krydses af dét, du lader komme til os.
Hjælp os til, daglig at tage dette kors på os, 
- for at vi må kunne .. leve.
 Amen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

    

Den montfortanske Association • Lærkevej 2 • 4180 Sorø • Telefon 59 59 66 45