2010, september

PONTCHÁTEAU 
1710 - 2010

Når man foretager en valfart i den hellige Montforts fodspor i Nordvestfrankrig og tidsmæssigt  er nødsaget til at begrænse sig, indskrænker man sig til tre 'obligatoriske' stationer: Montfort-sur-Meu - Pontcháteau – Saint-Laurent-sur-Sevre.

Montfort-sur-Meu i Bretagne: Montforts fødested (1673)
Saint-Laurent-sur-Sevre i Vendeé, hvor Montfort prædikede sin sidste mission, hvor han døde og blev begravet (1716), og hvor de kongregationer, som han kaldte til live (Montfortanerne, Visdomsdøtrene og Sankt Gabrielsbrødrene) er opstået og har deres reelle moderhuse.

Pontcháteau??? 
En lille by nordvest for Nantes, hvor Montfort, efter en mission i 1709, lod opføre en mega-korsvej, som han, aftenen før dens indvielse, af biskop og konge blev tvunget til at jævne med jorden.
Indvielsen skulle finde sted den 14. september 1710, - på festen for korsets ophøjelse. 
Vi fejrer således i år 300-års-dagen for 'Pontcháteau-katastrofen'.
I foråret 1709 havde Pére de Montfort, sammen med sine medarbejdere, prædiket en mission i Pontcháteau. Han foreslog byens befolkning, til minde om missionen, som havde bragt fornyelse i stedets åndelige liv, at opføre en korsvej. Det skulle være en korsvej af format: De 14 stationer skulle markeres ved legemsstore figurer, og et anseligt kalvariebjerg til 10., 11., 12. og 13. station skulle anlægges.
Pére de Montforts forslag blev modtaget med begejstring og entusiasme, og masser af mennesker, osse fra andre steder end Pontcháteau, - dagligt op til 500, - deltog i opførelses-arbejdet. Det kostede blod, sved og tårer, på det flade område at opbygge 'kalvariebjerget'. Masser af jord måtte transporteres alle steder fra, men ingen vanskelighed kunne bremse projektets gennemførelse.
Pére de Montfort besøgte stedet flere gange under opførelsen, og efter 15 måneders hårdt og intenst arbejde var man så langt, at man kunne indbyde til indvielse den 14. september 1710, - på festen for korsets ophøjelse.

Pére de Montfort havde forberedt alt. Osse skrevet en prædiken, som skulle videregives af fire prædikanter mod hvert af de fire verdenshjørner.

Men aftenen før indvielsen, - den 13. september, - modtager Pére de Montfort en skrivelse fra biskoppen af Nantes. Ikke blot forbyder biskoppen morgendagens indvielse. Han meddeler samtidig, at kong Ludvig den 14. har befalet ham at videregive, at kalvariebjerget skal jævnes med jorden og korsvejen som sådan sløjfes. Kongen havde en ide om, at den ny høj kunne lette en eventuel engelsk invasion eller være basis for spionage.
Montfort var overbevist om, at en misforståelse måtte foreligge, og han begav sig straks, til fods, til Nantes, hvor han fik foretræde hos biskoppen. Men det drejede sig ikke om en misforståelse. Det befalede stod ved magt, og med dén information vendte Montfort tilbage til Pontcháteau næste formiddag og meddelte de mange tusinde til indvielsen fremmødte, at indvielsen ikke blev til noget, og ... At alt skulle jævnes med jorden.

Det var ikke venlighed, som Pére de Montfort blev mødt med af de mange, som havde opbygget alt.  Mange, som havde råbt 'Hosanna!', råbte nu: 'På korset med ham!'. Helt slemt blev det, da militæret tvang dém, der havde bygget op, til nu at rive ned! De, som ved opbygningen havde haft arme af jern, havde nu arme af vat. Ingen ville fjerne Kristus fra det store kors på toppen af kalvariebjerget. Men da soldaterne truede med, på den mest brutale måde at ødelægge korset, skred bønderne til værket. Og atter blev Golgata virkelighed, - denne gang i deres hjerter.

Montfort søgte, som så ofte før, tilflugt hos jesuiterne. Her holdt han et par ugers retræte, som mundede ud i, at han skrev sit senere så berømte skrift: "Brevet til korsets venner!". Til trods for, at hans store værk var blevet lagt i ruiner, var han rolig og velafbalanceret. En jesuit-pater, som oplevede ham på dét tidspunkt, har skrevet om ham: "Louis-Marie var kun interesseret i, at Guds vilje måtte ske… Han sagde: 'Gud være altid priset. Kun hans vilje er vigtig. Aldrig har jeg søgt min egen ære. Jeg er så tilfreds, som et menneske kan være det!'. Jeg spurgte ham: 'Jamen kan De da være tilfreds med, at man har ødelagt Deres kalvariebjerg?? Han svarede mig: 'Jeg er hverken tilfreds eller skuffet. Herren tillod, at jeg opbyggede kalvariebjerget, og Herren har nu tilladt, at det bli'r nedbrudt. Hans hellige navn være priset. Hellere ville jeg dø,end gøre noget imod Guds vilje!" Montfort kendte om nogen til Jobs bog: 'Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet!"

Da biskoppen hørte, hvorledes Montfort bar dét, der var kommet over ham, sagde han spontant om ham: "Enten er han verdens største hykler, eller osse er han en stor helgen!"

I 1748 prædikede Pére René Mulot, Montforts efterfølger, en mission i Pontcháteau, og man planlagde en nyopførelse af korsvejen, hvilket dog blev forpurret af de på stedet talrige kalvinister.

I 1784 opstillede montfortanerne tre kors i Pontcháteau, men den franske revolution, som udbrød i 1789, satte et absolut punktum for videre planer.

I 1821 besluttede sognepræsten i Pontcháteau, som  var en stor beundrer af Pére de Montfort, at korsvejen skulle reetableres, men først i 1865 blev værket fuldført og montfortanerne tog residens på stedet. Siden da er Pontcháteau vokset til at være et betydningsfuldt valfartsted i Vestfrankrig og besøges årligt af mange tusinde pilgrimme.

Den montfortanske ordensfamilie fejrede 300-års-jubilæet i Pontcháteau i weekend'erne den 11.- 12.  og  18. - 19. september. 
De, der ønsker at følge afslutningsmessen d. 19. september kan sende os sin e-mail-adresse, og vi videresender video'en.

Mandag den 13. september fejrede vi det i vor montfortanske association i Slagelse med en festmesse kl. 17,15 og en efterfølgende bønstime. 

Søndagen efter, d. 19. september, foretog vi i Slagelse, efter højmessen kl. 10, vor traditionelle valfart til vort lokale mini-Pontcháteau: Hellig Anders kors på Hvilehøj v. Korsørvej

2007, oktober

MONTFORTANERNES GENERAL-LEDELSE FRA ROM
besøgte Montfortkommunitetet i Danmark

29. august 07 fik jeg en opringning  fra Bonn, fra pater provicial Edmund Jäckel (tysker), som meddelte mig, at forstanderen for  den samlede montfortanske ordensfamilie, pater General Santino Brembilla (italiener), sammen med generalassistent pater Mathieu Jenniskens (hollænder) vil indlede deres besøg i den tyske provins med, sammen med pater Provincial selv, den 11.-12.-13. oktober at komme til Dannark, for at besøge os og opleve vores kommunitet og vores arbejdsomstændigheder. Besøg i alle vore fem 'stationer' foregik således:

11. oktober: Slagelse

12. oktober: Assens og Fredericia

13. oktober: Kalundborg og Holbæk

Deres besøg gjalt naturligvis osse vores lokale afdeling af den montfortanske association "Maria, Hjerternes Dronning". Allerede torsdag aften den 11. oktober,  hvor vi i vores ordensfamilie fejrer en mindedag for jomfru Maria som kirkens moder mødtes vi  til en koncelebreret messe i Vor Frue Kirke i Slagelse,- med forudgående rosenkrans og efterfølgende samvær a-la-første mandag i menighedshuset. 
Før hjemrejsen den 13. oktober var der et kort, uformelt møde med biskop Czeslaw Kozon i lufthavnen.

Besøget var til stor glæde såvel for 'gæsterne' som for os selv, og vi tænker tilbage på de tre intensive dage med taknemmelighed.

2007, marts

MONTFORTANERNE I RINGSTED GENNEM 65 ÅR
(1902-1967)

SKT. KNUDS KIRKE 100 ÅR 
(1907-2007)

Det var i maj 1901, at montfortanerne kom til Danmark. De kom fra Holland. Tre styks: to præster og en bror. De første par uger havde biskop van Euch dem i sit bispehus og indførte dem i deres kommende gerning i Danmark: "Roskilde bliver jeres basis", sagde han til dem, og så smækkede han en lineal ned på et Sjællandskort, gående fra Roskilde til Karrebæk! "Alt, hvad der ligger nord for denne linje, betror jeg til jer!" sagde han.

Den 8. juni 1901 begyndte tre montfortanerne i Roskilde, først i et lejet værelse, men snart erhvervede de en gammel gård på Frederiksborgvej, som kunne huse dem, samt, - i den ene længe, - rumme oprettelse af et foreløbigt kapel. En rigtig kirke måtte komme senere.

Men inden man nåede så langt, havde man set mod nabobyen Ringsted. Siden januar 1899 var der fra København ved jesuiterne ambulant blevet fejret messe i en lejet sal i hotel "Casino". En liste i vores arkiv nævner navnene på 23 katolikker i Ringsted og 10 "konvertitter i Vente". I 1902, knap et år efter at de var kommet til Roskilde, indledte montfortanerne imødekommelsen af biskoppens ønske om betjening af det nys nævnte område og overtog ansvaret for etablering af en 'missionsstation' i Ringsted. Straks ved overtagelsen opnåede de oprettelse af området som et selvstændigt sogn, - omend hverken kirke eller præstebolig eksisterede. Foreløbig betjente de Ringsted ambulant. Man fejrede messe i Marius Klints hjem. Marius Klint var omkring år 1900 konverteret til den katolske kirke, som hans hustru, børn og børnebørn allerede tilhørte. Dette hjem blev tilholdssted for de stedlige katolikker. Men den lille menighed voksede, og et stort antal nyankomne polakker på egnen nødvendiggjorde ret hurtigt opførelsen af en kirke. Marius Klint udpegede personligt grunden, hvor den skulle ligge. Han døde i april 1909, to år efter den ny kirkes indvielse, og i det daværende 'katolsk orientering', bærende det højtidelige navn "Nordisk Ugeblad for katholske Kristne" kan man læse bl. a. følgende: "Den sympatiske afdøde efterlader sig, foruden en 80-årig hustru, to børn, nemlig: Hr. Skomagermester Emil Klint, Forstander for den katholske Kirke i Ringsted og Frk. Albina Klint, Organist ved samme Kirke, samt syv Børnebørn, der alle hører til vor hellige Religion, og af hvilke én er indtrådt i Skt. Josephsøstrenes Orden for et Aars Tid siden".  Sidstnævnte var sr. Leonide, som blev over 90 år gammel. Selvfølgelig havde Ringstedpræsterne tilrådet hende at indtræde hos Montfortsøstrene "Visdommens Døtre", som lige var kommet til Roskilde, men det havde skomagermesteren pure nægtet, alene af dén grund, at Visdommens Døtre dengang permanent gik med åbne tøfler (omend med såler), og hans datter skulle under ingen omstændigheder indtræde i en orden, hvor man ikke bar ordentligt fodtøj!

Intetsteds nævnes noget om, hvem man valgte som arkitekt for den ny kirke, men der er ingen tvivl om, at det er den i Rendsburg fødte Emil Gustav Vilhelm Jørgensen (1858-1942). Enhver, der har set den af ham tegnede 'De Døves Kirke' på Falkonergårdsvej  i København (Frederiksberg), som indviedes i 1904,  kan se, at Skt. Knuds Kirke i Ringsted er en 95% kopi af denne kirke, omend Ringstedkirken er "forlænget" med en præstebolig. Senere tegnede Emil Jørgensen i øvrigt kirke og kloster på Jagtvejen i København.

Tirsdag den 12, marts 1907, for hundrede år siden, blev Sankt Knuds Kirke indviet, - både til Kong Knud den Hellige og til den hellige hertug Knud Lavard. Den højtidelige indvielse blev foretaget af bygherren, montfortanernes lokal"prior" fra Roskilde, pater Alphonse Kerckhoffs, idet biskop van Euch, p.g.a. sygdom med beklagelse havde meldt afbud.  

Om indvielseshøjtideligheden kan man udførligt læse i "Nordisk Ugeblad for katholske Kristne". Lad mig i anledning af hundredårsjubilæet citere lidt af artiklen:

"Indvielsen begyndte Kl. 9½ og foretoges af højærværdige Pater Kerckhoffs med bistand af 6 Præster fra forskellige Sogne… Saasnart Dørene blev aabnede, strømmede Masserne ind og den nydelige Kirke blev fyldt til sidste Plads, saa mange maatte staa og en Del kunde ikke komme ind. Særlig indbudt var Byraadet med Borgmester Lyngbye i Spidsen…Højærværdige Pater Kerckhoffs holdt Indvielsestalen fra Altret med en Begejstring og et Kendskab til Ringsteds Forhistorie, der drog Tilhørerne fuldstændig med… Derefter læste den nye Sognepræst, højærv. Pater Houben den første hellige Messe i sin ny Kirke. Sangen og Orgelet lød smukt og stemningsfuldt. Kl. 11½ var Højtideligheden til Ende. Kl. 1 samledes de Indbudte til en Festmiddag på Hotel Postgaarden, hvor Pater Kerckhoffs bød velkommen og derefter talte for Paven, Biskop von Euch, Pater Houben, og - for den danske Konge, for Byraad og Borgmesteren!"

Med pater Godefroy Houben som første sognepræst, fik Ringsted nu en på stedet boende sognepræst. Men pater Houbens tid i Ringsted blev ganske kort, kun godt et år. En alvorlig sygdom meldte sig, og under et sommerophold i Holland i 1908 døde han. Hans efterfølger, pater Jan Wijnen, var i Ringsted i 9 år, indtil han i 1917 blev forflyttet til Holbæk, hvor han forblev sognepræst indtil 1942 og i mange år var lokalsuperior for montfortanerne i Danmark. I tiden fra 1917-1934 var følgende montfortanere sognepræster i Ringsted: Johannes Quaedvlieg, Jacob Houben (en fætter til den første sognepræst) og Petrus Boerrigter. I 1935 blev Henri Cordenrad sognepræst og han forblev i Ringsted i 13 år. Han efterfulgtes af pater Jan van den Hoek, som er dén sognepræst, der har været længst på stedet, nemlig fra 1948- 1967, altså gennem 19 år. I slutningen af hans tid, i forbindelse med det 2. vatikankoncils liturgireform, gennemgik kirkens indre en restaurering, som gav det dén skikkelse, den i det store og hele har beholdt siden. 

De nævnte sognepræster har ikke alle altid været alene. I årene 1916-1929 og igen fra 1937-38 har de haft en kapellan. På et tidspunkt mellem 1929 og 1937 har der osse været en broder i Ringsted, nemlig br. Adolf Knoors. Flere af Ringsted-sognepræsterne var kapellaner samme sted, før de blev sognepræster. Enkelte, patrene Boots, Lem og van Leuven var her kun som kapellaner i to-årige perioder. Tænk, at den lille præstegård har huset kommuniteter til op på tre personer…

I alt har i tiden fra 1907 - 1967, altså gennem 60 år, ti montfortanerpræster og en  montfortanerbroder, - alle hollændere fra den hollandske montfortanerprovins, - lagt deres kræfter i Ringsted. Det er således montfortanerne, der har grundlagt og opbygget Ringsted menighed, og man kan ikke skrive denne menigheds historie uden at nævne dette.

Tresserne var en hård tid for montfortanerne i Danmark. En pater vendte tilbage til Holland og to udtrådte, -  ungdomsoprøret bredte sig osse til de ældre. Da pater van den Hoek i 1967 blev forflyttet fra Ringsted til Holbæk, så kongregationen sig nødsaget til at indskrænke sin virksomhed og meddelte biskoppen, at man ikke var i stand til at stille en efterfølger i Ringsted. Og efter forhandlinger med bispedømmet overdroges i 1974 kirke og præstegård i Ringsted, som indtil da havde været montfortanernes ejendom, til bispedømmet. Ikke desto mindre har herefter, nemlig fra 1980 -1982 endnu en montfortaner varetaget sognepræsteembedet i Ringsted, nemlig Pater Harry Herberighs, boende i Tåstrup.

I året 1993 afsluttede de hollandske montfortanere deres mission i Danmark. Montfortkommunitetet i Slagelse, - i 2007 bestående af 2 præster, 2 brødre og 1 student, - viderefører den montfortanske sendelse i vort fædreland. 

Vi ønsker Ringsted menighed tillykke med den hundredårige sognekirke og anbefaler menighedens fremtid til Skt. Montforts forbøn. Og opfordrer jer til i jeres bøn ikke at glemme jeres gamle, afdøde præster, som i høj grad har været forudsætningen for den fest, som nu fejres. 

Lørdag d. 24. februar fejredes jubilæet officielt med biskop Czeslaw Kozon som hovedcelebrant.

Mandag d. 12. marts, - på selve dagen, - fejredes en messe til ære for kirkens værnehelgener Skt. Knud Lavard og Sankt Knud Konge. Den blev frembåret for alle menighedens afdøde, i første række for de montfortanere, som tegnede sig for menighedens første 70 år og som nu alle er døde. Hovedcelebrant var Montfortkommunitetets forstander, p. Stephen Holm, Slagelse.

p. Stephen Holm

Montfortkommunitetet i Slagelse

2001, maj

HUNDREDE ÅRS MONTFORTANSK PRÆCENS I DANMARK
FEJRET PÅ BEHØRLIG VIS

FESTMESSE I SLAGELSE

Den 25. maj 2001 kl. 18,53, - nøjagtig 100 år  efter at de tre første montfortanere, - to præster og en broder, - den 25. maj 1901 kl. 18,53 ankom på Københavns Hovedbanegård og dér blev afhentet af biskop von Euch, - begyndte de tre store malmklokker i Vor Frue Kirke i Slagelse at ringe og indvarslede således festmessen til fejring af hundrede års montfortansk præsens i Danmark. Franciskanere, jesuiter og redemptorister samt flere præster fra den danske folkekirke gik forrest i processionen ind i en stopfyldt kirke, hvor også repræsentanter fra Assumptionssøstrene og Skt. Hedvigsøstrene, - kongregationer, som har arbejdet sammen med montfortanerne, - var tilstede. Montfortkommunitetet af år 2001, - ligeledes to præster og en broder: p. Stephen Holm, p. Thomas Birkheuser og b. Poul-Erik Jensen, - fulgte efter sammen med kommunitetets kontaktmand til den tyske montfortanerprovins, p.  Gerd-Willi Bergers fra Marienheide, og endelig afsluttedes processionen af biskop Czeslaw Kozon, biskop van Euchs efterfølger.
I den hellige messe, hvor Montfortkommunitetets forstander, p. Stephen Holm var hovedcelebrant, blev først og fremmest Jesu Kristi hellige offer, men også 100-års montfortansk præsens i Danmark aktualiseret. Brevvekslingen forud for montfortanernes ankomst mellem pater Alfons Kerckhoffs, - lederen af montfortaner-teamet 1901, - og biskop von Euch indgik i messens indledning. Den første læsnings beretning fra apostlenes gerninger om den makedoniske mand, som  kaldte på apostlene og bad om deres hjælp blev sat i forbindelse med montfortanernes komme til Danmark. Den anden læsning fra apostlen Paulus' 2. brev til kirken i Korint, hvor der holdes status over apostlenes arbejdsindsats, blev lagt i munden på de over 50 montfortanere, som igennem 100 år har virket i Danmark. Og endelig, i forbindelse med forkyndelsen af evangeliet, hvor Jesus udsender apostlene og taler om, at en elev må forvente skæbnefællesskab med sin lærer, blev det nævnt, at ligesom enhver kristen har som mål at blive ligedannet med Kristus, på samme måde må det forventes, at en ordensmand på et eller andet punkt ligedannes med sin ordensstifter. Den efterfølgende trosbekendelse blev i god montfortansk ånd fejret som dåbsløfternes højtidelige fornyelse, og naturligvis blev denne fornyelse, gennem procession til Mariaaltret og indvielsesbøn, 'deponeret' hos jomfru Maria. 
Ved messens slutning tog biskop Czeslaw ordet og udtrykte sin taknemmelighed over den store indsats, montfortanerne har ydet i bispedømmet København og  glædede sig over, at montfortansk spiritualitet stadig er blandt de åndelige tilbud i dagens Danmark.
Efter festmessen var menighedsrådene i Slagelse,  Kalundborg og Holbæk, - som tak for 100-års trofast og inspirerende montfortansk indsats i deres sogne, - værter ved en flot reception, hvor folk stod som sild i tønde. Flere festlige taler, et par sange  og megen dejlig mad, tilberedt af mange forskellige medlemmer fra menighederne, løftede stemningen til et maximum.

- OG VALFART TIL MONTFORTS FRANKRIG

Stemning og Montfort-inspireret begejstring blev også dét, der prægede jubilæumsårets Montfort-valfart midt i juli. For fjerde gang stod p. Stephen Holm og br. Poul-Erik Jensen i spidsen for en valfart i den hellige Montforts og den salige visdomsdatter Marie-Louise Trichets fodspor,  – fodspor er måske for meget sagt, når man som pilgrim i det 21. århundrede transporteres rundt i en komfortabel kleinbus, – men ca. 4.000 km. ”hjulspor” har vi da trukket til de steder, hvorfra montfortansk mission og spiritualitet igennem 100 år er kommet til Danmark. Valfartens første station var det tidligere præsteseminarium i Oirschot i Holland, hvor stort set alle de montfortanerpræster, der har virket i Danmark, er blevet uddannede. Kapellet her har kunstneren Jaap Min i 1953 udstyret med moderne fresker, som Stephen Holm på bedste montfort-pædagogisk vis (Montfort brugte billeder af de 15 rosenkransmysterier, når han skulle undervise folk) benyttede som udgangspunkt for et førstehåndskendskab til den hellige Montforts liv.
Set i bakspejlet blev det nok oplevelserne på de stille regnvåde dage i den lille klosterby St.-Laurent-sur-Sevre, der ”rykkede” mest. I den store basilika ligger såvel Montfort som Marie-Louise begravet, og just en bøn ved deres grave valgte vor nuværende pave Johannes Poul ll. som indledningen til sin pilgrimsrejse til Frankrig i 1996. For en montfortansk fremtid i vort fædreland fejrede vi messe på deres grave, - med den store gravsten som alter, - og medinddrog de mange montfortanere, der gennem 100 år har virket i Danmark.
St. Laurent-sur-Sevre er præget af tre store montfortanske klostre, nemlig Gabrielsbrødrenes klosterskole med ca. 3000 kost-elever, Visdomsdøtrenes kloster, hvor bl.a. Montforts og Marie-Louises dødsværelse findes, og hvor vi i det kæmpestore kapel fejrede søndagsmesse sammen med søstrene og nød deres smukke og enkle salmemelodier – det skulle ikke undre mig, om nogle af disse sangbare melodier ikke også snart lyder i tre vestsjællandske kirker. Endelig er der montfortanernes klosterkompleks. Her boede vi og brugte deres smukke kapel med  flot akustik som ”huskapel”. Her bad vi vores morgen- og aftenbøn, her bad vi rosenkrans og fejrede messer og blev i forbindelse med disse gudstjenester næsten umærkeligt indført i såvel montfortansk spiritualitet som i den hellige Montforts og den salige Marie-Louises liv og virke. Medens vi boede i St. Laurent-sur-Sevre besøgte vi  den store korsvej i Pontchateau nord for Nantes, som Montfort lagde grunden til I korsvejsandagten her mediterede vi over, hvordan vi behandler vore medmennesker og hvordan vi tager de lidelser og kors, som Gud lægger på os. En afstikker til Montforts fødeby Montfort-sur- Meu ved Rennes skulle vise sig at blive endnu et af valfartens højdepunkter, for her oplevede  vi blandt unge og gamle montfortanere missionsiver, udstråling og varme. De var som en  levende illustration af et salmecitat i én af Montforts bønner: "Non moriar, sed viviam!" (Jeg skal ikke dø, men leve).
Vor valfart var nu ikke lutter askese. Lokale ”kogekoner” i St. Laurent-sur-Sevre, som arbejdede i klostret som ferieafløsere, forkælede os i dén grad med egnens enkle, men vidunderligt velsmagende retter og lokal vin, så det til tider gav os associationer til 'Babettes gæstebud'.
Fra den stille klosterby trillede bussen til storbyen Paris, hvor vi i den store St. Sulpice-Kirke fejrede messe ved dét Maria-alter, hvor Montfort i året 1700 blev præsteviet og læste sin første hellige messe. I den undergørende Maria-medaljes kapel i Rue du Bac var vores  lille messefejrende danske pilgrimsgruppe som en dråbe i det store internationale menneskehav, men hvor er det dog dejligt ved sådan en lejlighed at mærke, at man er en del af en verdensomspændende kirke, og man rives uvilkårligt méd af så mange forskellige menneskers inderlige andagt til Guds Moder. Både her og på turens sidste stop: Mariavalfartstedet i Kevelaer i Tyskland, blev det af p. Stephen Holm efter Montforts lære understreget, at ægte Maria-fromhed ikke er et sentimentalt flip, men en livsholdning, hvor den enkelte forsøger – med, ved og i  Maria  - åbent og beredvilligt at stille sig til Guds disposition for mere helhjertet at kunne  sige 'okey' til hans planer med én.
Sluttelig en tak til vore myndige, kyndige, kærlige og tålmodige pilgrimsledere, - tak til alle de medpilgrimme, der hver på deres måde bidrog til at gøre denne valfart til en  berigende oplevelse. Sidst, men ikke mindst, en stor tak til vores trofaste, tålmodige og underholdende chauffør, John Larsen fra Jyderup og hans kone Hildegard.
Birthe Hjort, Holbæk