UDENFOR KIRKEN INGEN FRELSE!

Kommentar til Vatikanets dokument ’Dominus Iesus’ af 6. aug. 2000.

Bragt i "Katolsk sogneblad Slagelse-Kalundborg-Holbæk" jul/ nytår 2000-2001 og siden som kronik i "Kristeligt Dagblad" den 12. februar 2001

I dokumentet "Dominus Jesus", som Vatikanet har udsendt i efteråret 2000, understreges den katol­ske kirkes særstilling blandt alle øv­rige kristne kirkesamfund.  Det er ikke noget nyt! Dokumentet, ud­sendt til den katolske kirkes biskopper, understreger kun dét, som 2. Vatikan­koncil besluttede at formu­lere om kirken: om den katol­ske kirke og de andre kirkesamfund, om de forskellige kirkesam­funds for­skellige henordning til moderkir­ken. Sagt på dansk ser den katolske kirke således på sagen: Kristus har stiftet én kirke, og derfor ér der strengt taget kun denne ene kirke. Den er for alle, som tror på, at Jesus fra Betlehem/Nazareth er Guds Kristus, som er blevet menneske. For alle' om­skrives lidt dårligt med ordet 'almindelig'. 'Den hellige katol­ske kirke', eller 'den hellige almindelige kirke' er altså strengt taget det samme! Det er et spørgsmål, om der tales græsk/latin eller dansk. Når det om den katolske kirke siges, at den er katolsk eller almindelig, så er det i første række ikke et navn, den tillægges, men en kvalitet ved den, der udtrykkes. Den kirke, Kristus har stiftet, ér katolsk! Kirken er katolsk, når den er for alle, der tror på Jesus som Kristus, troen er katolsk, når den rummer kristen­troen i hele sin fylde. Alle kirkesamfund har del i det katolske, fordi de er 'udløbere' af den oprinde­lige ka­tolske kirke og derfor slet ikke ville eksi­stere, hvis denne katolske kirke ikke forud havde væ­ret der. Jo mere den katolske tro, altså  hele kristentroen, er tilstede i de enkelte kirkesamfund, des stærkere tilknyttet den katolske kirke ér de, jo mindre af troens fylde, disse samfund har bevaret, des svagere er de tilknyttet den katolske kirke.

Der er en sætning i dokumentet, som i visse protestantiske kredse har bragt sindene i kog. Nemlig den gode, gamle læresætning: "Udenfor kirken in­gen frelse!" Denne formulering, der går tilbage til kirkefædrene Origenes og Cyprian, som levede i første halvdel af 200-tallet, og som er gentaget af flere konciler,  holder den katolske kirke vedvarende for sand, for den fastslår ikke den ene dag en trossandhed, som den dagen efter kalder tilbage. Spørgsmålet ér imidlertid, hvordan sætnin­gen/udsagnet skal forstås? Hvad forstår kirken ved 'kirken'? Er det alene den synlige romersk-katol­ske kirke? Hvad forstås ved 'frelse'? Er det alene frelse efter døden??

Kirken har sit udspring i Kristus. Uden Kristus ingen kirke. Kristus er 'kirkens hovedhjørnesten'. Såle­des kunne man som første skridt i sine overvejelser omformulere omtalte sætning og sige: "Udenom Kristus ingen frelse!" Dette må enhver, som bekender dig til Jesus Kristus, sige 'ja' til. Je­sus siger selv: 'In­gen kommer til Faderen uden ved mig!' (Joh. 14,6) og i en prædiken siger apostlen Peter ligeud: 'Der er ikke frelse i nogen an­den end Jesus Kristus' (Apg. 4,12). Når der nu ikke er frelse udenom Jesus Kristus, gælder det altså om, hvis man vil frelses, at være hos ham/ i ham. Hvor­dan sker så det? Læsning af det ny testamente viser, hvad kirken har overleveret, at Jesus, i den korte tid han vir­kede på jorden, var optaget af at ordne det sådan, at vi, til trods for, at han i sin død og opstan­delse vendte tilbage til himlen, indtil tidernes ende ville kunne komme til ham (og han til os). Med dette formål grundlagde han på sine tolv udvalgte apostle sit samfund, sin kirke. Til apostlene sagde han: 'De, som lytter til jer, lytter til mig!' (Luk. 10,16, Matt. 10,40). Dette betyder altså, at Kristi stemme gennem tiderne lyder til os gennem apostlenes efter­følgere, biskopperne. Her hører vi til stadighed Kristi befaling: 'Gå ud i al­verden og gør alle folkeslag til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Hel­ligåndens navn....'. (Matt. 28,19). Men ved dåben, - det si­ger apostlen Pau­lus i sit brev til kir­ken i Rom (6, 3-5), - vokser vi sammen med Kristus, bli'r hans legeme, bli'r hans kirke. "Jeg er vintræet, I er grenene", siger Jesus (Joh. 15,5). Når der nu ikke er frelse udenom Kristus, og vi i dåben bli'r hans kirke, så passer det jo som fod i hose, at udenfor kirken er der ingen frelse! Men det vil så osse sige, at en­hver gyldig døbt, uan­set om han/hun er døbt indenfor eller uden­for den romersk-ka­tolske kirke, hører méd til kir­ken og således frelses i kraft af kirken. I dén forstand hører f. eks. alle prote­stanter med til den katolske kirke. Tænk på grundlæggerne af de tre største pro­testantiske kirkesamfund: Luther, Calvin og Zwingly. De forkyndte alle frelse i Jesus Kristus, men hvor kendte de Jesus Kristus fra? De levede femtenhundrede år efter at han havde været hér på jor­den, femtenhundrede år efter hans død og opstandelse. Som katolske kristne havde de lært ham at kende gennem den katolske kirkes forkyn­delse og fra dét ny testamente, som kirken havde samlet, udgi­vet og bevaret.  Uden kirken havde de ikke lært dén Kristus at kende, som alene frelser, uden kirken havde de ikke været 'i Kristus'. Uden kirken havde vi, der nu lever 2000 år efter hans fødsel,  ikke lært Kristus at kende. Uden kirken havde vi ikke været 'i Kristus'. Altså: Udenfor kirken ingen frelse!

Så kunne man med rette spørge: Jamen, hvad så med de ikke-døbte, med de ikke-troende? Er det dém, der er udenfor kirken? Hvis jeg var tysktalende, ville jeg svare: 'Jain', hvilket er en sammen­trækning af ordene ja og nein. Kirken skelner mellem dem, der ikke er kommet til tro på Kristus, fordi de aldrig har hørt om ham, og dem, der ikke er kommet til tro, fordi de afviser. Om de først­nævnte gælder, at de rent faktisk hører méd. Siger Jesus ikke: "De, som ikke er imod, er for" (Mk. 9,40, Luk. 9,50)? Om både de først-nævnte og sidstnævnte er at sige, at det er kirkens lære, at ethvert menne­ske får chancen for at sige ja til Kristus, om ikke før, så i dødsøjeblikket/dødsprocessen. Og hvis dette ja gi­ves, indlemmes vedkommende i Kristus og dermed i kirken.  For udenom Kristus, uden­for hans kirke er der ingen frelse.

Hvad er så 'frelse'? Er det frelse efter døden? Jeg tror ikke, at vi behøver at beskæftige sig så meget med dén side af sagen. Paulus skriver til sin medarbejder Timoteus, at Gud ønsker, at alle mennesker skal frelses! (1. Tim. 2,4). Og hvis Gud ønsker dét, så er han sikkert 'mand' for at få sit ønske opfyldt. Vigtigt er det, om menne­sker kunne frelses før døden, dvs. leve et lykkeligt og harmonisk liv her på jorden, leve et liv i kærlighed til Gud og til næsten. Hvis man ikke véd, hvor man kommer fra, ikke véd, hvorfor man er her på jorden, og ens eneste fremtids­udsigter er krematoriets flammer eller jor­dens orme, så har man ihvertfald frelse behov! Mennesket er skabt, så det kan erkende Gud. Dét menne­ske, der ikke erkender Gud, lider skade på sin menneskelig­hed og har derfor frelse behov. Og netop hér træder Kristus, via sin kirke, ind i menne­skers tilvæ­relse og fortæller med guddommelig autoritetet ethvert menneske: Du er hér, fordi du er skabt af Gud, som vil dig og som elsker dig med uendelig kærlighed. Han har dig i sin hånd og vil føre dig gennem dette liv, gennem dets  lidelser og gennem den uafven­delige død ind i en fanta­stisk, ubeskrivelig fremtid! At modtage dette bud­skab er frelse, at kunne leve livet her på jorden i denne tro er frelse. Jesus siger: "Jeg er vejen, sandheden og livet!" (Joh. 14,6) Men dette Jesus-budskab gi­ves mig af kirken og ville aldrig være nået frem til mig uden denne to-tu­sind-år-gamle nåde­forkynder og nådeformid­ler. Det er så sandt, som det er sagt, og det er gan­ske udmærket, at det i det nu afsluttede jubilæumsår 2000 påny er blevet un­derstreget: Udenfor kirken ingen frelse!

Dokumentet "Dominus Jesus" er fra Vatikanet udsendt til den katolske kirkes biskopper. Nu har an­dre, hvem det strengt taget ikke var beregnet for, osse fået fingre i det. Måtte alle kristne, uanset obser­vans, så læse dét i det, som er det vigtige, nemlig, at man som kristen aldrig skiller Kristus og Kirken ad.  Af og til hører man udsagnet: "Ja til Kristus, nej til Kirken" Det er noget vrøvl! Hvad Je­sus i anden forbindelse har sagt, gæl­der osse hér: "Hvad Gud har sammenføjet, må mennesket ikke adskille!" (Mark. 10,9). Dén, der er Gud taknemmelig for troens gave,  skylder ikke bare Gud, men osse kirken, - i hvad form man så end er blevet født/døbt ind i den, - sin taknemmelighed!

Stephen Holm