OM AFLAD! - HVAD ER AFLAD??

Bragt i "Katolsk sogneblad Slagelse-Kalundborg-Holbæk" i efterår  2000.

Af Stephen Holm

Her skal siges lidt om, hvad aflad. ér og hvad det ikke ér. Det er ikke en afhandling, som egner sig til 'Teologisk Tidsskrift for Viderekomne'. En enkel, måske forenklet, fremstilling kommer her:

Lad mig gå ligepå og hårdt. Måske for hårdt. Jeg går nemlig ind i familen Hansens hjem og myrder på stedet hr. Hansen!  Men bagefter angrer jeg vir­kelig den svære synd, som jeg har begået. Jeg øn­sker syndsforladelse, øn­sker, at Gud vil tilgive mig min synd, hvorfor jeg går til skrifte. Som katolik véd jeg jo, at en svær synd ikke kan tilgives uden gennem et skriftemål. Overfor skrifte­faderen gør jeg det klart, at jeg virkelig angrer, og at det er mit faste fortsæt, at noget lignende aldrig mere skal finde sted. Og da Gud ikke ønsker synde­rens død, men at han skal omvende sig og leve, tilsiger præsten mig synder­nes forladelse og viser mig således, at Gud gi'r mig sin tilgivelse ufor­tjent, - af ren og skær nåde. Boden, jeg bli'r pålagt og derefter udfører, er ikke en slags 'betaling' for syndsforladelsen, men, kunne man sige, en ånde­lig gave, som jeg gi'r Gud af kærlighed til ham, i glæde og for­undring over, at han igen og igen tilgi'r mig mine synder. Gud lægger denne gave i kirkens åndelige skatkammer og stiller den således til kirkens dispo­sition.  I skriftemålet udsones jeg med Gud, -  fuldt og helt.

Lad os nu forestille os, at jeg efter skrifte­målet gik hen til hr. Hansens enke og sagde til hende: "Hurra!! Gud har tilgivet mig min synd, den er ude af verden, så jeg er ikke ked af det mere!" Mon ikke, at hun så ville sige: "Det kan godt være, at Gud har tilgivet dig. Men det jeg har ikke! Og dét må du leve med!"  Altså: Selv efter Guds tilgivelse er der noget, som forbli'r. Den forvoldte skade er tilgivet af Gud, men følgerne af den er bestemt ikke ryddet af vejen. Det er jo ikke sådan, at hr. Han­sen, samtidig med at jeg får synds­forladelsen, vender tilbage til dette liv. Og selvom jeg har været til skrifte og er blevet tilgivet af Gud, er fru Hansen (og hele den øvrige Han­senske fami­lie) stadig me­get vrede på mig. Guds tilgivelse ér, fordi jeg angrer og har det gode for­sæt, via præsten i skriftesto­len, af nåde givet mig kvit og frit. Men fru Han­sen har ikke tilgi­vet mig. Måske gør hun det, men det er op til hende. Og hvis hun gør det, er det hende, der sætter betingelserne.

Nu vil jeg sammenligne fru Hansen med kirken. Når jeg som kristen handler, har det altid indvirk­ning på kirken som helhed, kirken, som jeg via min dåb er blevet en del af. Omkring Allehelgen syn­ger vi i salmen "Jeg tror på de helliges samfund", at dette samfund er "et broderskab, ej blot af navn!" Videre hedder det: "Når én er i kvide, må alle de lide! Kan én overvinde vor ældgamle fjende, det kommer dem alle til gavn!".  Sagt ligeud: Det gode jeg gør, gavner hele kirken, og det onde, jeg gør, skader hele kirken og dens om­dømme, - osse om det måtte være nok så lidt. Jævnfør loven om for­bundne kar, der lærer mig, at hvis jeg spytter i havnen i Korsør, stiger vandet i New York, - osse om det er nok så lidt. 

Når jeg begår en svær synd, belaster jeg, ødelægger jeg mit forhold til Gud Det ødelagte repareres, udbedres gennem bodens sakramente, gennem skrif­temålet, hvor Gud tilgi­ver mig og fører mig til­bage i 'nådens stand'.  Men jeg har med min svære synd osse skadet bestemte personer og skadet hele kir­ken. Gjort kirken mindre tro­værdig. Kan dette for­hold udbedres? Vil kirken, min ån­delige familie, som jeg har skadet, hjælpe mig, måske tilgive mig?

Ja, det vil den, og det er denne hjælp, vi kalder aflad. Aflad kan altid ’vindes’ (= opnås), men det sker igen og igen, at kirken i lutter glæde over ét eller andet, stor­hjer­tet øser ud af denne sin hjælp, tilbyder os dét, den kalder en fuld­kommen aflad. Kirken kan øse ud, fordi Kristus har givet den magt til at binde og løse. Og den har virkelig no­get at øse af, idet alt dét gode, Kristus ved sit liv og sin død har gjort for os, alt det gode, som kirkens medlemmer har gjort op gennem tiderne, findes ophobet i kirkens åndelige skatkammer.

I det hellige år 2000 f. eks glædede kirken sig næsten ubehersket vildt over 2000-året for Jesu Kristi fødsel. Den åbnede i dén an­ledning ikke kun de hellige porte i Rom. I ægte fødselsdagshumør  luk­kede den frem for alt portene til det åndelige skatkam­mer op på vid gab for at overdynge alle de ska­der, vore synder har forvoldt, med en strøm af nådega­ver, - men! Den holdt og holder trods alt hove­det koldt og stiller sine betingelser, hvad den med rette kan gøre, da det jo handler om en sag mellem den en­kelte tro­ende og den øvrige kirke.

En hovedbetingelse for at vinde aflad er altid, at man udsoner sig med Gud gennem bodens sakra­mente, gen­nem et skrifte­mål. At gå til skrifte er altså en ufravigelig grund­betingelse. Osse, at man modtager den hellige kommunion og beder i pavens intention. Hertil kommer så udførelsen af forskel­ligt, hvor noget er generelt og andet kan skifte fra gang til gang. I jubilæumsåret 1533 (1500-året for Kristi død og opstandelse) var én af mulig­hederne en pengegave til den ny Peterskirkes opfø­relse, - helt igen­nem legitimt, (det var det datidige reklame­fremstød, der var noget galt med; de lo­vede mere, end de kunne holde!).  I det hellige år 2000 drejede det sig om forskellige andagtsøvelser, som nærmest kata­logmæssigt var opstillet af biskoppen.

Obs eller Bilka ville på forsiden af deres reklameblad udtrykke det således: 'Vi fejrer fødselsdag og har i den an­ledning aflad af højeste kvalitet som fød­selsdagstilbud!'

Lidt 'pænere' kunne man sige: Kirken tilbyder os en nådestrøm af hjælp for at afhjælpe den skade, vi har forvoldt gennem vore (af Gud tilgivne) synder; skader, som vi lider under her og nu. For at vi ikke bare skal 'nasse' på kirkens ån­delige skatte, pålægges det os, hvis vi siger ja-tak til afladstilbud­det, -  at vise vor gode vilje ved gennem denne eller hin andagtsøvelse at lægge bare et minimum af godt i samme åndelige skat­kam­mer, næsten ud fra devisen: 'Betal for én og ta' halvtreds!'

At vi muligvis ikke 'føler' afladens virkning, er ikke ensbety­dende med, at den ikke er virksom. Vi føler jo heller ikke altid til fulde den skade, vi forvolder ved vor synd.