OM KIRKERUMMETS INDRETNING

Bragt i "Katolsk sogneblad Slagelse-Kalundborg-Holbæk" i sommeren 1999.

Udgivet som særtryk 

En reflektion over indretningen af kirkerummet: dét rum, hvor messen normalt fejres, 

og, - i relation hertil, - reflektion over de liturgiske fornyelser for kirkerummets indretning, som blev bestemt på det andet vatikankoncil.

af p. Stephen Holm

LITURGISK FORNYELSE

- som var ét af de emner, der var på programmet under det andet Vatikankoncil. Der blev arbejdet seriøst med emnet og konkluderet i konstitutionen om liturgien. Vi må imidlertid nok se i øjnene, at den ønskede liturgi-fornyelse i det store og hele er løbet ud i sandet. En fornyet forståelse af messen ville automatisk være at aflæse på den måde, som man indretter nye kirkerum på, - eller restaurerer gamle. Når man kikker på de nyeste katolske kirkebyggerier i Danmark, bliver man nødt til at indrømme, at der har bygget uden nytænkning, uden påvirkning af dét, koncilet egentlig ville opnå.

Den liturgiske fornyelse er nemlig ikke gennemført véd, at liturgien fejres på landets modersmål, og at man har skubbet alterbordet et par meter frem i koret og placeret den celebrerende præst med front mod menigheden. Når man samtidig har ladet alt andet forblive ved det gamle, - som forøvrigt slet ikke er så gammelt endda.

Faktisk var det modreformationens muligvis nødvendige overbetoning af Jesu nærvær i de konsekrerede nadverelementer, der afgørende førte til en undervurdering af Jesu nærvær i menighedens forsamling og i det forkyndte Guds Ord. Og altrets og celebrantens 'omvendelse' har åbenbart ikke været nok til at befordre en fornyet forståelse, når menighedens fællesskab stadig overlades til en stole-bænke-opstilling, der mere minder om buskørsel med chauffør, og når ambonen (læsepulten) og sedilia (celebrantens stol) stadig vilkårligt placeres, hvor der nu måtte være plads i korrummet (på scenen?), - ét eller andet sted, - 'pænt' ude i siden.

Sognepræsten i Århus, jesuit-pater Adolf Meister, er en mand med mange talenter. Han er en gudbenådet maler, en kunstner, og en mand med forstand på liturgi. Biskoppen har sidste år udnævnt en kommission, der skal være medansvarlig for bispedømmets sakrale bygninger. Kommissionen består af seks medlemmer, bl. a. pater Meister og undertegnede.

Pater Meister havde inviteret de øvrige kommissionsmedlemmer til Århus for at se, hvorledes han/man havde indrettet kirken dér, den store, ny-gotiske Vor Frue Kirke (fra 1880), så den, så godt som muligt, kunne leve op til de idealer, som det andet Vatikankoncil har opstillet for fejring af liturgien.

Jeg tog den 1. maj 1999 til Århus med skepsis. For jeg véd, at pater Meister er en mand med talrige indfald, og en mand, der normalt osse fører de indfald, han får, ud i livet. "Ét indfald mere eller mindre!", - tænkte jeg. Men jeg havde ikke været i den nyindrettede Vor Frue Kirke længere end et par minutter, før jeg var blevet overbevist. Uanset, om jeg havde lyst eller ej, måtte jeg overgive mig og indrømme, ja, faktisk bekende, at dét, jeg blev præsenteret for, var optimalt, når det drejer sig om at indrette en førkonciliær kirkebygning til at imødekomme de liturgiske idealer, som det sidste koncil har opstillet.

Hvad er så det nye/gamle, som det sidste koncil m. h. t. messens liturgi har genopdaget og nybetonet? Det er kort sagt, at hele messen er realpræsens!!!:

 At Jesus Kristus, i kraft af Helligånden, reelt er til stede fra messens begyndelse til dens slutning, - altså ikke først efter forvandlingen. 

At Jesus er konkret tilstede: 

1. - i menighedens fællesskab/forsamling:

"Hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, der ér jeg tilstede midt iblandt dem", siger Jesus. (Matt. 18,20).

Kan vi virkelig manifestere os som et fejrende fællesskab, når vi i kirkerummet bliver placeret, som om det drejede sig om buskørsel eller teaterbesøg? Hvor dén, der er foran én, sidder med ryggen mod én, og dén, der er bagved én og puster én i nakken, forbliver anonym, fordi man véd, at det under messen ikke er 'pænt' at dreje sig om??

2. - i ordet som forkyndes:

"Mit ord, som udgår fra min mund, vender ikke virkningsløst tilbage til mig, men det gør min vilje og udfører mit ærinde", siger Gud hos profeten Esajas (55,11).

Jesus er tilstede i ordet, som forkyndes! Ordets tjeneste og bordets tjeneste er to ligeværdige poler i liturgien. Bringes dette til udtryk, når altret placeres centralt, mens amboen ('Guds mund'), der nogle steder udgøres af et avanceret, mobilt nodestativ, placeres ude til siden?? Og lektor, der lægger mund til Guds forkyndelse af sit Ord, står med ryggen til de gejstlige og de øvrige personer (koncelebranter, ministranter m. m.) som opholder sig i koret, - som om de ikke behøver at konfronteres med forkyndelsen??

3. - i det eukaristiske offer og måltid på alterbordet:

"Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme? Fordi der er ét brød er vi alle ét legeme, skønt vi er mange, for alle har vi del i det ene brød!" (1. kor. 10,16-17) 

Er det fællesskab omkring alterbordet, når dette alterbord, omend det som tidligere nævnt er rykket et par meter frem, stadigvæk er opstillet på en 'scene' i den ene side af festsalen og danner dén barriere mellem præst/ministranter og menighed, (aktører og publikum), som kommunionsbænken tidligere udgjorde??

Hvad så jeg i Århus?:

Et gudstjenesterum, hvor et menighedsfællesskab muliggøres af en ellipseformet stoleopstilling, og hvor præsten, der 'in persona Christi' er eukaristiens leder, er placeret i ellipsens midterakse, - med døbefont og påskelys i ellipsens midterpunkt: "Hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, er jeg tilstede midt iblandt dem" 

I ellipsens to brændpunkter, og således samtidig i midteraksen, er henholdsvis alter og ambo placeret. Således fremgår det soleklart, at ordets og bordets liturgi virkelig er to ligeværdige størrelser. 

Når ordet forkyndes i ellipsens ene brændpunkt, vender lektor front mod såvel menighed som gejstlighed. Ved bordets tjeneste i ellipsens andet brændpunkt, vender præsten front mod menigheden, som han selv og altertjenerne allerede ér en del af.

Og hvad så jeg derefter i Aalborg?

En smuk, nyrestaureret Skt. Mariæ kirke,  hvor alt inventar, trods den gennemgribende restaurering, stadigt er placeret 'traditionelt' (traditionelt betyder her: sådan, som man har gjort det gennem de sidste 400 år af kirkehistorien). Kirken, der er en rundkirke, og som forøvrigt er tegnet af samme arkitekt som Vor Frue Kirke i Slagelse (Johannes Buckkremer, daværende domarkitekt i Aachen), ville være eminent at indrette til den fornyede liturgi, men chancen var uudnyttet. Hele det dejlige, ottekantede rum er stadig opfyldt af stive bænkerækker, og ordet og bordet 'forvist' til 'scenen' i et kor-kapel uden for oktogonen. Oplevelsen var grel oven på Århus.

Hvad skete der søndagen efter på Vestsjælland?

Tilbage på Vestsjælland forestod jeg, som hver søndag, messerne i Slagelse og Kalundborg. Men hvad hjertet er fuldt af, løber munden m. m. over med. Jeg fortalte menighederne om lørdagens oplevelser. Under messen i Kalundborg blev jeg mere og mere distræt. "Alle 'møblerne' her er mobile", tænkte jeg, "hvorfor ikke lave en liturgi-venlig opstilling?" Jeg kunne pludselig næsten ikke holde ud at se på inventaret, som det stod. Straks efter messens afslutning spurgte jeg MR-formanden: "Hvad siger du til, at jeg laver en prøveopstilling a-la dét, jeg lige har fortalt om?". "Ja, hvorfor ikke?", svarede hun. En halv time efter var den lille, kvadratiske Skt. Mariæ kirke, ved ministranters og gæste-filippineres hjælp og armkræfter, nyindrettet efter Århus-modellen, - som iøvrigt har masser af paralleler i det sydlige udland.

I tekst-redigerende stund, marts 2001 har opstillingen fungeret i snart to år. Til såvel præstens som menighedens glæde.