AFHANDLINGEN
OM DEN ÆGTE MARIA-FROMHED

Skriftet var uden overskrift og uden inddeling og de første sider manglede. Men i skriftet har Montfort faktisk forudsagt dets skæbne: "De vil begrave det lille skrift i en kistes mørke og tavshed, for at det ikke skal blive offentliggjort. De, der læser det og lever det, vil blive angrebet og forfulgt!" 

Som nævnt manglede de første sider, og skriftets originaltitel er derfor ukendt. Men udfra indholdet mener man, at det drejer sig om dét skrift, som Montfort omtaler som "Beredelse af vejen for Kristi riges komme!"

Da det i 1843 første gang blev udgivet, gav man det dén titel, som siden er blevet bibeholdt: "Afhandlingen om den ægte Mariafromhed", ("Traité de la vraie dévotion a la Sainte Vierge Marie"). Ved samme lejlighed blev afsnittene nummererede. Skriftet er blevet det mest kendte marianske skrift i verden, oversat til omkring fyrre sprog. 

Med hensyn til indholdet kan man kort sige, at følgende tankegang lægges for dagen: Det fastslås, at den kristnes kald er ligedannelse med Kristus. Dette afføder spørgsmålet: Hvordan dannes Kristus? Trosbekendelsen svarer, at han undfanges ved Helligånden og fødes af jomfru Maria. Hebræerbrevet understreger, at "Jesus Kristus er den samme, igår og idag, ja til evig tid". (13,8). Heraf afledes, at Jesus Kristus, i enhver kristen, undfanges ved Helligånden og fødes af jomfru Maria, - osse idag. Gud udsender sin Helligånd for at danne Kristus i alle kristne, for at ligedanne dem med Kristus. Om Helligåndens virke bliver frugtbart i den enkelte og fører vedkommende frem af vejen mod ligedannelse med Kristus, afhænger af, om Helligånden i den pågældende finder jomfru Maria. Derfor opfordres læseren til, ikke som mål, men som middel, som den sikre og mest farbare vej: at lægge sig selv totalt i jomfru Marias hænder og lade sig gennemsyre af hendes trosholdning, lade sig forme af hende. For jo mere en kristen ligedannes med Maria, desto bedre kan Helligånden i denne kristne danne Kristus. Kirken er Kristi legeme. Oldkirken talte om "totus Christus", om den hele Kristus, som er: Kristus og hans kirke. Montfort resonerer logisk, at dén mor, som undfanger og føder et legemes hoved, nødvendigvis osse må undfange og føde samme legemes lemmer. Ligesom hele verdens frelse begyndte i Maria, begynder den i den enkelte kristne ligeledes i Maria. 

At vælge denne åndelige livsvej, kaldte "den franske skole"s repræsentanter for "indvielse til Maria". Men en sådan formulering er Montfort ikke begejstret for. Kristocentrisk som han ér, nyformulerer han den på fremragende vis og understreger, at der for en kristen kun findes én indvielse, nemlig dén indvielse til Kristus, som finder sted i den hellige dåb. Trosfornyelsen vil således bestå i, at dåbspagten aktiveres. Derfor taler Montfort om: "Indvielse til Jesus Kristus i afhængighed af jomfru Maria", hvilket på dansk vil sige: at beslutte sig til at leve sine dåbsløfter ved, med og i Maria, for derved mere fuldkomment at kunne leve ved, med og i Kristus, -  som det lyder ved slutningen af nadverbønnen i hver eneste messe.  Derfor er indvielsen til Jesus ved Maria for Montfort intet andet end en seriøs dåbsløfternes fornyelse.

For Montfort består ægte Mariafromhed således ikke i første række i at bede nogle for-formulerede Maria-bønner (selvom sådanne findes fra hans hånd). Den består i, at man lever sit kristenliv bevidst sammen med jomfru Maria for mere og mere at tilegne sig hendes trosholdning. At dette bedst lader sig gøre ved at betragte jomfru Maria i relation til den treenige Gud er sikkert forklaringen på, at Montfort havde et helt specielt og inderligt forhold til rosenkransbønnen, hvori mange af denne relations aspekter gennemmediteres. 

I sin afhandling om den ægte Mariafromhed advarer Montfort mod forskellige "falske" former for Mariafromhed, hvilket faktisk er højaktuelt idag, hvor flere sværmeriske bevægelser forvrænger Mariafromheden til en parodi på sund og ægte kristendom. Sammenfattende kunne man sige, at Montfort i sin optælling afviser enhver Mariafromhed, som måtte blive "stående" ved Maria og ikke peger hen på/fører frem til Kristus. Styrken i hans afhandling ligger blandt andet deri, at han aldrig taler om Maria isoleret, derimod altid betragter hende i relation til den treenige Gud. Montfort, den theocentriske! Gud alene! 

Men selvfølgelig har afhandlingen sine svagheder. Først og fremmest dén svaghed, at den i sin udtryksform er tids- og stedbunden. Anderledes kan det jo ikke være. Når man læser den, må man have i baghovedet, at den afspejler sin samtids gudsbillede, der er anderledes end vor tids, og at den er blevet til i provokation mod den daværende udbredelse af dén vranglære, som kaldes jansenismen, og som nu er lykkelig glemt.

Da jeg bestemte mig for, efter hvilke principper jeg ville gengive Montforts skrift på dansk, har dette faktum har været af betydning. Og ét faktum mere har været af betydning: Man taler om Montforts "afhandling". Men hvis nogen skulle forestille sig, at det drejer sig om en videnskabelig, teologisk, mariologisk afhandling, tager de fejl. Montfort sætter selv tingene på plads, idet han i sit skrift - frit gengivet, - siger: "Hvis dette skulle være en teologisk afhandling, ville jeg gribe emnet helt anderledes an. Men jeg skriver dette som en hjælp for jævne og ukomplicerede mennesker af god vilje!" (jvf. pkt. 26) 

Jesus har sagt: "Bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende!" Biskop Martensen sagde engang til mig: "Hvis man idag ville oversætte 'La vraie devotion' direkte, måtte man medgive en forklaring, som vil fylde mere end selve afhandlingen."

Men netop fordi det ikke drejer sig om en teologisk afhandling, og fordi det tids- og stedbundne, dvs. formen og udtryksmåden, kunne hindre dén formidling, som for mig er det vigtigste, har jeg valgt, ikke at lave en slavisk oversættelse. Nogle steder har jeg gengivet en mening med andre ord end Montforts, idet jeg har spurgt mig selv: Hvordan ville Montfort udtrykke netop dette, hvis han skulle gøre det idag? Hvor teksten synes mig at volde flere problemer end den yder hjælp, har jeg foretaget udeladelser. Enkelte steder har jeg lavet  små tilføjelser. For jeg har osse spurgt mig selv: Hvad ville Montfort have udeladt eller måske tilføjet, hvis han havde skrevet idag? Overspringelser i den fortløbende nummerering viser, hvor udeladelser af hele afsnit har fundet sted. Men osse enkelte punkter kan være ufuldstændige, hvilket imidlertid ikke fremgår af teksten. En rund dobbelt-parantes i selve teksten vidner om en  tilføjelse. 

Jeg er helt på det rene med det farlige i, selvbestaltet at påstå, hvad Montfort ville sige og gøre idag! "Le bon Pére" kan jo ikke forsvare sig. Men det har som sagt ikke været mit anliggende at udgive en videnskabelig, historisk museums-bog. Pastoralt har jeg ønsket, at Montforts formål med sit skrift, nemlig at være et tilbud om hjælp for interesserede, jævne mennesker her og nu, skal kunne tilgodeses!

Til trods for 'hård' redigering har det samtidig været mig magtpåliggende, at Montforts specielle stil og hans særlige måde at resonnere på, helt og klart dominerer gengivelsen.

Dén, der vil efterforske afhandlingens autentiske ordlyd i hele sin fylde, må benytte sig af den originale franske udgave, der, som nævnt, er direkte oversat til samtlige øvrige hovedsprog.

Slagelse, 28. april 1997, -  i 50-året for Skt. Montforts helgenkåring.

P. Stephen Holm

Montfortkommunitetet